Hvor blev Danmark til?

Danmark som politisk og territorial enhed blev til på et tidspunkt i jernalderen eller vikingetiden. De første omtaler af danerne og deres land, Danmark, stammer fra denne tid. Hvad begreberne dækkede i praksis, geografisk, politisk og etnisk er imidlertid højst usikkert.

Flere steder bejler til titlen som Danmarks fødested. Jelling rummer foruden "Danmarks dåbsattest", den store runesten, hvor Harald Blåtand praler af sine bedrifter, angiveligt også Gorm den Gamles grav. Ribe bryster sig af at være Danmarks ældste by. I Gudme på Fyn hævder man at have fundet en kongehal. Også Lejre på Sjælland gør krav på at være Danmarks første hovedstad.

Fælles for de fire lokaliteter er, at deres status som betydningsfulde bygger på arkæologiske fund. Der findes skriftlige vidnesbyrd, der understøtter Ribes og især Lejres krav på denne værdighed, men de er behæftet med betydelig usikkerhed.

I Lejre og Gudme har man fundet stolpehuller, der vidner om tilstedeværelsen af en række store bygninger i jernalderen. Umiddelbart virker det ironisk, at arkæologer graver for at finde huller, men der er en mening med det. Organisk materiale som for eksempel en bærende stolpe af træ forgår med tiden, men den efterlader en farvning i den jord, hvor den har været nedgravet, og hvis man skræller jordlagene af med tilstrækkelig finesse, kan man identificere disse stolpehuller og danne sig et billede af den bærende konstruktions støttepunkter i jorden og dermed forsøgsvis rekonstruere bygningen.
Problemet ligger et andet sted. For det første gælder den regel, at man kun finder noget der, hvor man leder. Ribe er et godt eksempel. I Ribe har arkæologer gravet i længere tid og med større flid end i de fleste andre danske købstæder.

Det skyldes ikke mindst byens fortjenstfulde antikvariske samling og ditto selskab fra henholdsvis 1855 og 1887. Af samme grund har man fundet en masse spor fra byens tidlige historie. Byer som Kalundborg, Aalborg, Nakskov eller Viborg ville antagelig også blive betydeligt ældre, hvis de ansatte flere arkæologer.

For det andet er der spørgsmålet om, hvad politisk magt overhovedet er? I dag er vi vant til at se den politiske magt manifesteret i form af lokalitet og pragt. Det vil sige, at den centraliserede politiske magt i en moderne stat gerne rodfæster sig et bestemt sted og bygger stort og dyrt til sig selv. Københavns slotte med det nuværende Christiansborg som det seneste i række, færdigbygget i 1928, er gode eksempler.

Det betyder imidlertid ikke, at der altid har eksisteret den samme forbindelse mellem lokalitet, bygningspragt og politisk magt som nu. Fænomenet " hovedstad" forstået som en bymæssig bebyggelse med pragtbyggeri, der udgør en stats administrative og symbolske centrum, er i Nordeuropa et fænomen fra den sene middelalder. Så " stor bygning" er ikke nødvendigvis lig med " magt" i historisk perspektiv. Heller ikke deciderede forsvarsanlæg som for eksempel voldstederne fra den tidlige middelalder er nødvendigvis udtryk for centraliseret magt. De er nok snarere bygget som forsvar mod en centraliseret magt.

Hvis man finder arkæologiske vidnesbyrd om en stor bygning fra jernalderen i for eksempel Lejre, kan man kun slutte deraf, at der dengang stod en stor bygning. Hvad bygningen rummede, ved vi ikke. Det kunne være en sal, hvor stormænd fylkedes og rådslog om rigets fremtid. Det kunne også være en stald eller en lade. At der fandtes landbrug og husdyr i Gudme og Lejre er nogenlunde sikkert. Om der også fandtes centraliseret magt, beror på gisninger.

(Kristeligt Dagblad 7. oktober 2015)

Trykkefriheden møder nye udfordringer

Det hedder i Grundlovens § 77, at enhver, ”er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Paragraffen, der er uforandret siden 1849, afskaffede altså ikke censuren, men forbød dens genindførelse. Det hænger sammen med, at den trykkefrihed, der blev indført af Struensee 1770-72 aldrig formelt blev afskaffet, blot indskrænket, mest systematisk ved en forordning af 1799, der tildelte dødsstraf til den, der ”i noget ved Trykken udgivet Skrift”, tilskynder til forandring i regeringsformen eller til ”eller til Opstand imod Kongen”.

Trykkefrihedsforordningen rummede også en paragraf om religionsfornægtelse. Det var først og fremmest et hensyn til den luthersk-evangeliske tros forrang, men kongen ønskede også at beskytte ”ethvert andet Religions-Samfund, som taales i Hans Riger”, det vil sige katolikker, jøder og calvinister, så hvis nogen ”søger at forarge saadanne Menigheder, ved at drive Spot med deres Troesbekiendelse eller Religion, skal den Skyldige, naar det paaklages, straffes med Fængsel paa Vand og Brød, fra 4 til 14 Dage.”

Regeringen slog i første halvdel af 1800-tallet gentagne gange ned på den såkaldte skrivefrækhed. Det kunne den imidlertid ikke gøre vilkårligt, fordi den var bundet af loven. Derfor måtte trykkefrihedssager føres ved domstolene. I de ca. 100 sager, der blev ført i de første 40 år efter Trykkefrihedsforordningen, skete der frifindelse i hver femte. Ganske få sager førte til landsforvisning eller fængselsstraf, mens de fleste dømte slap med en bøde. Med dommen fulgte også et pålæg om, at den dømte skulle underlægges individuel forhåndscensur, således at han intet måtte offentliggøre uden tilladelse af myndighederne. Kun i den berømte sag mod dr. Dampe og smedemester Jørgensen i 1820-21 blev der afsagt dødsdom, men den blev af kongen selv konverteret til livstid i fængsel.

Junigrundloven ændrede ikke det grundlæggende princip, at der er grænser for trykkefriheden. Nu blev det imidlertid specificeret, at det var de nu uafhængige domstole og ikke regeringen, der satte grænsen. Det princip har været gældende siden, hvis man ser bort fra Besættelsestiden, da censur var genindført.
I praksis betyder det, at ytringsfriheden er begrænset af lovgivningen, f.eks. bestemmelser om injurier, privatlivets ukrænkelighed, ophavsrettigheder, rigets sikkerhed eller tavshedspligt. I teorien kan man også straffes for at drive spot med religionen, men sidst der faldt dom for blasfemi var i 1946. Siden 1969 har det ikke været muligt at straffe for pornografi, dog med visse undtagelser.

Pressen har helt frem til 1960erne været forbundet til den politiske magt. De fleste dagblade var knyttet til et politisk parti som dets talerør. Med Ungdomsoprøret blev kravet om pressens ubetingede uafhængighed af magten for alvor gjort gældende. Dette krav var begrundet i en især venstreorienteret samfundskritik. Den uafhængige journalist blev til civilsamfundets helt. At ”drive Spot” med religionen og det etablerede system blev et ideal i sig selv.

Frigørelsen af især den skrevne presse fra magten blev fuldbyrdet, og således er trykkefriheden, forstået som en garanti mod myndighedernes indgriben i det redaktionelle arbejde, sikret. Imidlertid står pressen i dag over for et pres fra privatpersoner og organisationer, der vil have indflydelse på, hvad der trykkes. Nogle af dem er parate til at gribe til vold for at få deres vilje igennem, og så står myndighederne i den historisk set nye situation, at de igen må gribe aktivt ind, men nu for at beskytte pressens frihed.

(Kristeligt Dagblad 30. september 2015. Anledningen til denne klumme var ti-året for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten)



Nikolaj Ifversen havde i avisen den 6. okt. følgende replik:

En ikke ganske betydningsløs fejl begår Jes Fabricius Møller i sin lille artikel om Grundlovens ytringsfrihedsparagraf i Kristeligt Dagblad den 30. september.


Denne paragraf har ikke stået uændret siden 1849, som han skriver. Talefrihed blev først knæsat med Grundloven af 1953 - altså 104 år senere. At for eksempel den politiske taler ikke havde en grundlovssikret ytringsfrihed netop som taler, havde i sidste halvdel af 1800-tallet til tider alvorlige konsekvenser for politiske aktivister.



Jeg svarede den 8. okt.:

Nikolaj Ifversen har fuldstændig ret i sin kommentar til mig, når han påpeger, at Grundlovens paragraf om ytringsfriheden ikke har stået uændret siden 1849.


Min tanke, da jeg skrev det, var, at ansvaret for domstolene har bestået siden da, men Ifversen gør den nødvendige tilføjelse, at mens ytringsfriheden i 1849 udtrykkeligt kun gjaldt ytringer på tryk, gælder denne frihed i dag udtrykkeligt ytringer både på skrift og i tale. Jeg beklager fejlen.


Imidlertid tilføjer Ifversen, at så mange talere måtte betale en pris i slutningen af 1800-tallet, fordi de ikke var omfattet af den frihed, der gjaldt skribenter. Det er nu ikke helt så ligetil at finde eksempler på dette, og under alle omstændigheder gjaldt det, at straffen blev udmålt af domstolene.
Oppositionspolitikere som Louis Pio og Chresten Berg fik begge fængselsstraffe, men det var ikke for noget, de sagde, men for noget, de gjorde.


Det gør ikke dommene over dem mindre politiske eller mere retfærdige, men sagerne havde næppe fået et andet udfald, hvis Grundloven havde haft sin nuværende ordlyd.

Da Kaj Munk ikke fik embedet som dansk præst i Berlin

I 1931 stod embedet som dansk præst i Berlin vakant, og en ansøger roste sig af at stå ”uden for Partierne”, idet han beskrev sin egen opvækst som præget af en lærer, der ”var hasarderet Grundtvigianer” og en præst, der var ”Missionsmand om en Hals”. ”Ved saaledes baade i Barndom og Ungdom at udsætte mig for krads Dobbeltvirkning har Herren bevaret mig fra det afstumpede og fordummende,” mente ansøgeren, der med denne udmelding antagelig forsøgte at positionere sig selv som spiselig for alle fløje. Ansøgeren fik ikke stillingen. Han forblev i det embede, han havde som sognepræst i Vedersø i Vestjylland. Hans navn var Kaj Harald Leininger Munk.

Siden Berlin var vokset til som preussisk og især rigstysk hovedstad i det 19. århundrede, havde mange danske søgte dertil som håndværkere, handelsfolk eller studerende. Et skandinavisk KFUM blev stiftet i 1889, og efter at svenskerne i byen havde fået egen præst i 1902 og nordmændene i 1905 havde der været flere tilløb til at skaffe de danske i Berlin en fast gejstlig betjening. I 1912, da der var 2300 registrerede danskere i byen, blev Bent Lindhardt ansat som præst direkte under Kultusministeriet, som ministeriet for kirke- og undervisningsvæsen hed dengang. Formand for repræsentantskabet blev den danske gesandt i byen, grev Carl Moltke. ”Kundskabsrig, arbejdsivrig og forhandlingsdygtig varetog han med megen Dygtighed og Koncilians danske Interesser i de vanskelige Aar,” som det hed om ham. Lindhardt var præst i Berlin i ti år. Han blev siden kendt som forfatter til flere opbyggelige romaner udgivet på Lohses Forlag.

De første 16 år holdt menigheden til i lokaler Neuenburger Straße 3. Da Dansk Kirke i Udlandet (Nu Danske Sømands- og Udlandskirker) blev stiftet i 1919, blev menigheden i Berlin knyttet hertil som den første. I 1928 kunne menigheden tage sin egen kirkebygning i brug i Königgrätzer Straße (nu Stresemannstraße). Kirken blev opkaldt efter Christian X. Bygningen kunne restaureres efter krigens voldsomme bombardementer, men blev eksproprieret i 1965. Menigheden erhvervede ruinerne af det svenske plejehjem i Brienner Straße (udtales i tre stavelser bri-en-ner) nr. 12 og opførte i 1967 her en helt ny kirke med menighedslokaler, præstebolig og klubværelser, hvor mangen en dansk udvekslingsstudent har lejet sig ind, herunder denne klummenist, der læste historie på Berlins Freie Universität et semester i 1989. Kirken er i øvrigt genbo til Tysklands ældste, eksisterende moské.

Da Lindhardt afløser, Hedegaard, skulle erstattes i 1931, blev Kaj Munk som nævnt fravalgt. Helge Blauenfeldt ansat. Hans kone, Lis, var ligeledes teolog og blev mange år senere ordineret og hører derfor til den første snes af kvindelige præster. Parrets hjem i Berlin blev mødested for tyske teologer, der var i opposition til nazismen.

Og hvorfor fik Kaj Munk så ikke stillingen? Han diskvalificerede antagelig sig selv, da han åbent bekendte, at han ville til Berlin for at kunne gå i teatret. Han afsluttede sin ansøgning med disse for ham så karakteristiske, distancerede og antagelig stadig meget ærlige ord: ”Hvad jeg vil i Berlin efter? For at se god Komedie. Thi den har en meget stor Stjerne hos mig og findes ikke hersteds. Og Præstegerningen dernede – ja, skulde jeg virkelig blive sendt af Sted til den, vil jeg tro mig kaldet til den ikke blot af Dem, men af Gud. Og i hans Navn vil jeg saa spytte i Næverne og tage fat. Deres ærbødige K.H.L. Munk.”

(Kristeligt Dagblad 29. sep. 2015. Redaktionen valgte en anden overskrift. Anledningen til denne klumme var en tidehvervsk præst, som blev vraget som ansøger til embedet i Berlin og derefter førte sin sag i medierne. Historien om kirken og Kaj Munks ansøgning kan læses i Eskild Rousing Kraglund (red.) Vor Kirke i Berlin, forlaget Didymos 1987.)

Da danske læger nægtede at hjælpe flygtninge

I de tidlige måneder af 1945 var millioner af mennesker på flugt fra krigen på Østfronten. Fra slutningen af februar 1945 modtog Danmark ca. en kvart million af dem. Af dem døde ca. 13.000 i 1945, heraf godt 7500 børn under 15 år. Denne del af historien var om ikke glemt, så dog stort set negligeret indtil Kirsten Lylloff, der selv er læge, i 1999 skrev en opsigtsvækkende artikel i Historisk Tidsskrift om spørgsmålet.

De tyske flygtninge var indtil 5. maj 1945 besættelsesmagtens ansvar. De tyske myndigheder indså dog hurtigt, at de slet ikke havde kapacitet til at tage sig af de tusindvis af udhungrede, forkomne og syge flygtninge. Den tyske rigsbefuldmægtigede Best henvendte sig derfor til Udenrigsministeriets direktør Niels Svenningsen og bad om hjælp. Svenningsen bragte fra begyndelsen den tanke på bane, at tyskerne som modydelse skulle frigive danskere i tysk fangenskab. Formanden for Den almindelige danske Lægeforening, Mogens Fenger, udelukkede ikke organiseret dansk lægehjælp til de tyske flygtninge, men mente som Svenningsen, at den måtte besvares med lempeligere vilkår for danskere i tysk fangenskab.

Den generelle danske modvilje mod at hjælpe tyskerne med at tage hånd om flygtningene blev forstærket af samtidige begivenheder. Endnu i februar måned deporterede den tyske besættelsesmagt danske fanger til Tyskland. Den 20. februar var fire tilfældige læger på Odense Sygehus blevet myrdet som tysk modsvar til danske sabotageaktioner. ”Den Haand, der myrder den ene Dag, kan ikke den næste strækkes frem i en bedende Gestus,“ som det hed i den danske udsendelse fra BBC nogle dage senere.

I begyndelsen af marts var Werner Best parat til at give efter for Svenningsens krav, mener den tyske historiker Michael Schultheiss. Samtidig tog evakueringen af skandinaviske fanger fra Tyskland med De hvide Busser for alvor fart. Forhandlingerne om hjælp til flygtningene bar imidlertid ikke frugt. Afgørende for denne stilstand var det, at ingen af parterne tilsyneladende inddrog børnene i forhandlingerne. Deres nød var endnu ikke gået op for dem.

Det var også som om den oprindelige kobling mellem fangefrigivelse og lægehjælp var blevet glemt, selv om tyskerne faktisk levede op til deres del af den formodede aftale. Den 25. marts udløb et foreløbigt tilsagn om medicinsk nødhjælp til flygtningene, og lægeforeningen besluttede – mod Fengers vilje – at al organiseret dansk lægehjælp til flygtningene skulle ophøre. Dansk Røde Kors afviste også at hjælpe med henvisning til folkestemningen.

Flygtningestrømmen øgedes i de følgende uger, og frem til den 5. maj døde i alt 4132 flygtningebørn i Danmark. Frem til slutningen af juni døde yderligere 2408 børn. Herefter faldt dødeligheden markant, selv om den stadig var høj. I andet halvår 1945 døde 1206 flygtningebørn. Flygtningene havde fået mere ordnede forhold, men stadig uden dansk lægehjælp. Kun tysk sundhedspersonale måtte virke i lejrene.

Hvor mange af dødsfaldene der skyldtes danske lægers afvisning af at hjælpe flygtningene, er vanskeligt at afgøre. Det må komme an på en sammenligning med en tilsvarende gruppe flygtninge med adgang til lægehjælp, f.eks. i Schleswig-Holstein, der samtidig modtog op imod en million flygtninge østfra. Den sammenligning er så vidt vides ikke draget endnu. Under alle omstændigheder tjener ugerne fra den 25. marts til befrielsen den 5. maj 1945 ikke den danske lægestand til ære. Det kan i den sammenhæng kun være lægerne en ringe trøst, at de var i fuld overensstemmelse med Frihedsrådet og den danske opinion, der opfattede flygtningene som endnu en besættelsesmagt, der kun fortjente samme foragt som den, der var ankommet i 1940.

(Kristeligt Dagblad, 8. september 2015.

Fra kejser Augustus til cpr - det handler om skat

Regeringens forslag om at skattemyndighederne ikke længere skal have lov til at trænge ind på privat grund og heller ikke skal have mulighed for at afkræve personer deres cpr-nummer har vakt en del debat. Der er to elementer i forslaget.

For det første er der spørgsmålet, som berører den rettighed, der er sikret af Grundlovens bestemmelse i paragraf 72 om boligens ukrænkelighed. Samme paragraf giver imidlertid også lovgiverne ret til at gøre undtagelser for denne ukrænkelighed, og denne ret har Folketinget gjort rigelig brug af gennem tiden. Denne udvikling søges nu rullet tilbage.

For det andet berører det myndighedernes ret til at identificere borgerne eller borgernes pligt til at identificere sig over for myndighederne. Den står ikke nævnt i Grundloven, men den er helt central for en moderne retsstat. Staten skal kunne identificere sine borgere entydigt for at kunne indkalde de værnepligtige til militærtjeneste, for at straffe de skyldige og for at kunne beskatte de skattepligtige. Det velkendte middel til dette formål er folketællinger.

Da Augustus i sin tid skrev hele Romerriget i mandtal, var det netop, fordi enhver borger skulle give kejseren, hvad kejserens var, altså betale skat. Danmark har siden enevælden været førende i Europa, når det handler om at tælle, registrere og beskatte borgerne. I 1903 blev der indført statslig formue-og indkomstskat med sognekommunerne som den inddrivende myndighed. Det var den kommunale ligningskommission, der satte folk i skat, og det skete, samtidig med at lønindkomst oversteg ejendomsbesiddelse i betydning som beskatningsobjekt.

Da elektronisk registrering blev teknisk eller i hvert fald teoretisk muligt i 1950' erne, er det ikke overraskende, at det var daværende finansminister Viggo Kampmann (S), der plejede idéen om at skabe et centralt register af skatteydere, for det ville gøre beskatningen meget mere pålidelig. Det elektronisk baserede centrale personregister blev vedtaget i 1968 af et enigt folketing.

Indtil da var personbeskatning baseret på selvangivelser, hvilket ville sige, at kommunerne måtte lide på borgernes egne udsagn om, hvad de havde tjent. Cpr-registeret dannede det tekniske grundlag for kildeskatten i 1970, altså en beskatning af lønindkomst baseret på arbejdsgivernes indberetning af, hvad medarbejderne havde tjent. Uanset om Jens Hansen havde to job i hver sin kommune og boede i en tredje, ville han kunne adskilles fra alle de andre Jens Hansen'er og sættes i skat derefter.

Det er ikke overraskende, at dette nye instrument gjorde det muligt at øge indkomstskatterne meget betydeligt i årene omkring 1970 under både socialdemokratiske og borgerlige regeringer. Modstandere af høj beskatning vil kalde det et middel til skatteplyndring. Det er mere præcist sagt et instrument, der sætter skattemyndighederne i stand til med langt større præcision at opkræve den skat, som lovgiverne kræver.

Uanset om en regering går ind for højere eller lavere skatter, er det formålet at inddrive skatter i overensstemmelse med loven. Selv hvis Folketinget i morgen vedtog en halvering af alle indkomstskatter, ville cpr-systemet stadig være det mest effektive instrument til at implementere denne lov.

Når Skat derfor går ind i en kiosk (og her lader vi ude af betragtning, hvorvidt en kiosk er en bolig i Grundlovens forstand) og beder de tilstedeværende medarbejdere identificere sig med det specifikke nummer, som de er blevet tildelt af staten, anvender Skat blot et meget effektivt redskab til lovmedholdelig personbeskatning. Uden cpr-registeret ville skatten ikke være lavere, blot mere vilkårlig.

(Kristeligt Dagblad 24. august 2015)

Grundtvig som korsanger



Knud Børge Pedersen udkaster den 29. juli her på siderne den hypotese, at et stort maleri af Johan Ludvig Lund fra 1843 rummer et hidtil ukendt portræt af N.F.S. Grundtvig. Det er ikke optegnet i Povl Ellers autoritative Grundtvig-ikonografi fra 1962. Lunds billede forestiller en gudstjeneste, og Grundtvig figurerer angiveligt som leder af et drengekor i billedets baggrund. Pedersen mener, at billedet gengiver et samtidigt motiv – altså fra o. 1840 – men det er tydeligt, hvis man ser på dragternes detaljer, at Lund har forsøgt at fremstille en fortidig scene, antagelig fra den lutherske ortodoksis glansperiode i det 17. århundrede. Det er ingen hindring for den antagelse, at Lund har lagt portrætter ind af nogle af samtidens personligheder. Det er et kendt fænomen i historiemalerier. Flere ting taler imidlertid imod Pedersens hypotese. 
C.A. Jensens portræt af
Grundtvig, 1843

For det første var Grundtvig notorisk umusikalsk. Han kunne digte med stor sikkerhed over kendte metriske former, men skænkede ikke musikken nogen opmærksomhed. Det ville være udtryk for en form for ironi at gøre ham til sanger. 

For det andet var Grundtvig i 1843 endnu anset for så meget af en oprører, at det ville være udtryk for en slags provokation, der krævede en forklaring, at placere ham inden for samme ramme som f.eks. Martensen eller Mynster, som Pedersen foreslår.

For det tredje ligner billedet ikke Grundtvig. Sammenligner man med det portræt, som en af tidens allerbedste portrætmalere, C.A. Jensen, skabte af Grundtvig samme år (Hirschsprungske Samling), er forskellen tydelig. Hvis der er tale om et portræt af en samtidig, kunne man pege på en komponist, og så kunne det være J.P.E. Hartmann eller måske snarere C.E.F. Weyse.

(Kristeligt Dagblad 18. aug. 2015)

Hvem har gavn af tjetjensk terrorisme?

I den internationale retfærdigheds store regnskab hører det entydigt til forbrydelsens kategori, hvis en regering slår civilbefolkning ihjel med giftgasser. Denne grundsætning synes dog ikke at gælde uden betydelige forbehold i Rusland.

Historiens hovedelementer er de fleste bekendt, for den blev genfortalt flittigt i medierne i forbindelse med 1-årsdagen for begivenhederne. I oktober 2002 blev over 800 teatergængere i Moskva holdt som gidsler af 41 tjetjenske terrorister.

De russiske sikkerhedsstyrker greb ind og dræbte samtlige gidseltagere. Desværre døde 129 af gidslerne som følge af aktionen, ingen af dem for terroristernes hånd. De havde fået en overdosis af den gas, som blev pumpet ind i teatret for at bedøve gidseltagerne. Som sådan er der tale om en tragedie, og sådan er historien også blevet fortalt for den danske offentlighed.

Imidlertid findes der en alternativ udlægning af historien, der betegner de 129 dødsfald som en forbrydelse begået af myndighederne. Første anklagepunkt er den omstændighed, at det sundhedspersonale, der behandlede ofrene for gassen, ikke blev oplyst om gassens sammensætning og derfor heller ikke kunne give den rette behandling. Det kan skrives på myndighedernes sjuskekonto, om end som en ret stor post, må man sige.

Nordmanden Kjell Olaf Jensen går endnu videre. Han hævder, at FSB (KGB’s arvtagere) kendte til gidselaktionen i forvejen, og at de havde infiltreret gruppen af gidseltagere. Han hævder, at en af gidseltagerne, Khanpasj Terkibajev, faktisk var sluppet ud før gasningen, og at han siden stillede op til et interview med den russiske journalist Anna Politkovskaja, over for hvem han skal have tilstået at være agent for FSB, der således var forhåndsinformeret om gidseltagningen. Terkibajev er siden forsvundet, og Jensen formoder, at han er blevet forsvundet af FSB som straf for sin åbenmundethed.
Jensen nævner videre en række såkaldte tjetjenske terroranslag i Moskva og andre byer i Rusland, der i virkeligheden skal være iscenesat af FSB. Jensen formoder, at den egentlige bagmand er tidligere KGB-chef, Vladimir Putin, som har haft brug for krigen mod tjetjenerne til at styrke sin position på hjemmefronten. Han bruger ’kampen mod international terrorisme’ som standardpåskud for sin politik, og denne trylleformular sikrer ham en næsten automatisk opbakning. Ved at skabe en ydre fjende – Jeltsin indgik som bekendt en fredsaftale med Tjetjenien i foråret 1997 – er det lykkedes den russiske præsident at fremmane indre enighed og skabe opbakning til et stærkt præsidentembede. Der er derfor grund til at frygte præsidentvalget i 2004, mener Jensen, selv om det ikke er givet, at de samme virkemidler vil have den samme effekt endnu en gang.

Nu kunne man afskrive Jensen som fantast og konspirationsteoretiker. Han har som næstformand i støttekomitéen for Tjetjenien sine politiske kæpheste at hyppe. Men Kjell Olaf Jensen er også formand for norsk PEN, og sine overvejelser om Putin, FSB og den tjetjenske terror har han offentliggjort i den nordiske udgave af Le Monde Diplomatique, september 2003. Det må give ham i det mindste lidt ørenlyd.

Kun ganske få betvivler, at Rusland har et reelt sikkerhedsproblem i Tjetjenien, som må regnes til russisk interessesfære. Det er løsningen på problemet, der er tvivl om. EU og USA går på listepoter, fordi de hver især har økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser bundet i området og i et godt venskab med Moskva. Situationens alvor blev illustreret af styrken af den russiske reaktion kort tid efter gidseltagningen, da den forhenværende tjetjenske general og kulturminister Sakajev ikke blev udleveret fra Danmark til ’retsforfølgelse’ i Rusland. Moskvas vrede blev meget følelig for den danske eksport.
Jensens og Politkovskajas historier er antagelig vanskelige at få bekræftet af uafhængige kilder. Men danske medier – med nærværende avis som en mulig undtagelse – kolporterer kritikløst den officielle udgave, måske med et anstrøg af mishag. Her foreligger der en vinkel på en historie, som burde følges op. I hvert fald er den navngivne skurk ikke just kendt for sit demokratiske sindelag eller sin respekt for basale retsstatslige spilleregler.

Hvis oppositionen bliver for mægtig, smider han den som bekendt i spjældet.

(Information 2. dec. 2003)