Dansk Bibelskole

 

Dansk Bibelskole blev stiftet i 1912 som et kursus i bibelkundskab for lægmænd og -kvinder. Den var uden erklæret kirkeligt retningspræg. Dog tilhørte de væsentligste navne bag kredse med tilknytning til Københavns Indre Mission, der ved hjælp af opsøgende missionsvirksomhed, diakoni og filantropi søgte at drage de vildfarne københavnere op af verdslighedens søle.

Ved indvielsesfesten i KFUM’s lokaler den 10. januar 1912 talte stiftsprovst Henry Ussing om, at Bibelen som nådemiddel med tiden var kommet til at stå i skyggen af ”det stærke Lys over Daab og Nadver”. Det var et uforveksleligt hip til grundtvigianerne. Men hovedfjenden var den såkaldte liberale teologi, der gik historisk-kritisk til Bibelen og lagde vægt på en moralsk og etisk udlægning af evangelierne. Bibelskolen søgte derimod ”den opbyggelige Indtrængen i Guds Ord”. Om Bibelskolens oprettelse kan man læse i Carsten Bach-Nielsens bog om Bibelens historie i Danmark, udgivet af Bibelselskabet 2019.

Den væsentligste drivkraft bag skolen var Joachim Moltke (1857-1943). Han var en af flere velhavende adelige herrer og damer, der ivrigt støttede den københavnske kirkesag knyttet til Københavns Indre Mission og en kort overgang tillige hofmarskal for Frederik VIII. Han beklædte mange kirkelige tillidsposter. Han var blandt andet i flere år formand for Bibelselskabet og i næsten tredive år medlem af bestyrelsen for Bibelskolen.

Bibelskolen havde til huse i lejede lokaler, indtil man under Besættelsen iværksatte en indsamling med henblik på at erhverve en ejendom til brug for skolens aktiviteter. Indsamlingen blev dog indstillet, da Joachim Moltke døde ugift og barnløs i december 1943, og det kom for en dag, at Bibelskolen var indsat som hovedarving i testamentet. Det muliggjorde erhvervelsen af ejendommen beliggende på Frederiksberg Allé nr. 8-10, der siden har været centrum for et omfattende kristeligt, teologisk og religionspædagogisk oplysningsarbejde. Ejendommen husede fra 1956 tillige Materialecentralen, der var blevet til på privat initiativ af overlærer Kai Vardrup. Centralen udbød undervisningsmateriale til kristendomsundervisningen i Folkeskolen og blev siden suppleret med materiale til dåbsoplæring og konfirmationsforberedelse.

I maj måned 1989 fusionerede Materialecentralen og Dansk Bibelskole med forlaget Anis, der oprindeligt var et græsrodsforetagende baseret i det teologiske miljø i Aarhus. Fusionen fik navnet Religionspædagogisk Center. Dansk Bibelskole ændrede navn til Teologi Højskolen. I 2000 var økonomien så anstrengt, at et eksternt konsultentfirma blev indkaldt til at anbefale nogle nedskæringer, der førte til flere afskedigelser. I 2006, 2014 og 2016 solgte fonden lejligheder i ejendommen på Frederiksberg Allé for at dække et driftsunderskud. I 2016 blev KFUM og K’s forlag Unitas, forlagene Aros og Alfa samt Religionspædagogisk Forlag slået sammen med Anis under navnet Forlaget Eksistensen. Samtidig blev den bagvedliggende erhvervsdrivende fond Dansk Bibelskole omdøbt til Fonden Eksistensen, hvis formål ifølge den seneste årsberetning er ”at støtte arbejdet med at uddanne mennesker til arbejde i den kristne menigheds tjeneste, samt at hjælpe mennesker til et personligt og selvstændigt bibelsyn og indblik i Bibelens sammenhæng.”

(Kristeligt Dagblad 4. dec. 2020. Rubrikken og enkelte formuleringer er ændret)

Guds død var ikke Nietzsches opfindelse

 Vi fejrer i år 250-året for en af de mest indflydelsesrige filosoffer i den vestlige kulturkreds, G.W.F. Hegel (1770-1831). Årsdagen for hans død den 14. november giver anledning til at tage et tema op, som han introducerede i filosofien, Guds død. Det er almindeligt at antage, at det var Friedrich Nietzsche (1844-1900), men det var altså Hegel.

Selv om et begreb om en gud gerne forbindes med udødelighed, er den dødelige gud i udgangspunktet ikke fremmed for nogen, der har været i kirke Langfredag. Det var ikke blot Jesus af Nazareth, der døde på korset, men Guds søn. ”Oh, store nød/ Gud selv er død”, som det lyder i en langfredagssalme fra 1641 af den holstenske digterpræst Johann Rist. Han regnedes i sin samtid som jævnbyrdig med Paul Gerhardt, men er slettere repræsenteret i den dansk-norske salmelitteratur. Rists strofe skal naturligvis forstås i sin kontekst. Det springende punkt er, at hvis Kristus ikke er opstanden, er troen tom. (1. Kor. 15) Ingen Langfredag uden Påskedag.

Da den unge Hegel tog temaet Guds død op i en artikel om tro og viden fra 1802, anvendte han det allegorisk eller metaforisk til at beskrive en historisk udvikling fra en kristen, teologisk forståelse af verden, der dør og genopstår i en filosofisk forståelse af det absolutte. ”Den følelse, hvorpå den moderne religion beror, er følelsen af, at Gud selv er død.” Den højeste ide skulle ifølge Hegel gennemgå en ”spekulativ Langfredag” og genopstå i filosofien. Spørgsmålet er naturligvis, hvor det stillede kristendommen?

For Hegels måske væsentligste danske discipel, Johan Ludvig Heiberg var det tydeligt, at det religiøse, der tidligere tilhørte det evige, nu var blevet ikke alene timeligt, men fortidigt:

”Det nytter nemlig ikke, at vi ville skjule eller besmykke Sandheden: vi maae tilstaae os selv, at Religionen i vor Tid fordetmeste kun er de Udannedes Sag, medens den for den dannede Verden hører til det forbigangne, til det Tilbagelagte”

Det 19. århundrede blev på mange områder sekulariseringens århundrede, og det blev Hegels disciple, der satte ord på denne proces. Kristendommen mistede afgørende indflydelse på især videnskab og politik. I samme åndedrag må man imidlertid også udnævne det til religionens eller snarere vækkelsens århundrede. I hele verden opstod der nye sekter, kirke- og trossamfund. I protestantiske lande finder man inden for og uden for de etablerede kirkesamfund baptister, mormoner, irvingianere, adventister, metodister, swedenborgianere, haugianere, grundtvigianere, indremissionske osv. osv. De byggede en kolossal mængde af kirker og forsamlingssale. Kristeligt Dagblad har netop skrevet en serie artikler om de danske missionshuse, der alene i kraft af deres antal vidner om, at religionen i høj grad var til stede dengang.

Og Nietzsche? Ja, han var faktisk ikke så meget efter religionen som efter forestillingen om det absolutte i det hele taget. Han betragtede dem, der dyrkede ”religion”, ”fornuften” eller ”videnskaben” med samme skepsis. Hver epoke har sine afguder, og ”den videnskabelige sandhed” er blot en af dem - ifølge Nietzsche. I sin kritik af videnskab er hans nihilisme lige så tæt allieret med nutidens religiøse fundamentalisme som den er med nutidens ateisme.

(Kristeligt Dagblad 27. nov. 2020)

Bondetog og traktortog

Hundredvis af landmænd var mødt frem med deres traktorer for at demonstrere i Aarhus og København den 21. november imod regeringen. Danmarks bondestand har en lang tradition for aktivisme. Den er ikke blevet bragt i anvendelse lige så ofte som tilfældet er for industriarbejdernes vedkommende, men den er dog nok så markant.

Sjællandske bønder mødtes i tusindvis på Holbækkanten i sommeren 1845 til et politisk møde, hvor der blev rejst krav om forbedringer af bøndernes forhold. Det førte til, at Christian VIII’s regering i det såkaldte bondecirkulære indførte forbud mod at bønder forsamledes uden for det sogn, de boede i, og at det i øvrigt krævede myndighedernes tilladelse. Det var og så upopulær en beslutning, at den blev trukket tilbage året efter.

Statsomvæltningen i 1848 havde ikke været mulig, hvis ikke det nationalliberale borgerskab havde indgået en alliance med de politisk aktive bønder. Her må man nok indskyde en bemærkning om bondestanden, idet det var betegnelsen for alle, der boede på landet, så både de jordløse landarbejdere, husmændene og bønder, fæstere og selvejere, mølleren og smeden hørte til bondestanden. Et af de væsentligste politiske resultater, som den politiske bondebevægelse opnåede, var at der ikke blev indført nogen formuegrænse for at opnå valgret og valgbarhed til Folketinget. Derfor kunne også besiddelsesløse vælge og vælges. Den første husmand, der blev valgt var L.A. Hækkerup fra Vetterslev syd for Ringsted. Hans bror blev stamfader til det politiske dynasti Hækkerup.

Borgerstanden var byboerne, der i overvejende grad udgjorde vælgergrundlaget for de nationalliberale. Den politiske alliance mellem borgerstand og bondestand var skrøbelig, ikke mindst fordi borgerskabet nærede en uskrømtet foragt for bønder. Man fandt dem udannede og primitive.

Bønderne svarede igen med at organisere sig økonomisk i andelsselskaber og landboforeninger, uddannelsesmæssigt i højskoler og politisk i partiet Venstre. Den indre spænding mellem gårdmænd og husmænd førte til en afskalning af partiet med Det radikale Venstres dannelse i 1905. Landbrugsrådet blev dannet som en paraplyorganisation for landboforeningerne i 1919 uden deltagelse af husmandsforeningerne. De var kortvarigt med i 1930erne og først permanent fra 1976.

Den økonomiske krise i 1930erne førte til dannelsen af Landbrugernes Sammenslutning (LS), der blev en konkurrent til Landbrugsrådet. LS’ ledelse havde tætte forbindelser til både de danske nazister og det beslægtede parti Bondepartiet, der opnåede repræsentation i Folketinget ved valget i 1935. LS organiserede på højden af sin virksomhed i 1940 godt 38.000 medlemmer. Til sammenligning var der samme år godt 96.000 medlemmer af husmandsforeningerne og 114.000 medlemmer af landboforeningerne (gårdmændene).

LS organiserede i 1935 det berømte ”bondetog” mod København i utilfredshed over landbrugets vilkår. Titusindvis af utilfredse bønder samledes den 29. juli på Amalienborg Slotsplads. Kongen tog sammen med statsminister Stauning imod en delegation, der dog ikke blev lovet mere støtte end der allerede var blevet aftalt ved Kanslergadeforliget to år tidligere.

Strukturforandringerne i landbruget efter krigen førte til flere kriser. Bønderne tog i flere tilfælde en aktionsform i brug, som viste sig at være meget effektiv, nemlig at hælde mælk i kloakken for rullende kameraer. Det skete i 1961 i protest over de stigende lønudgifter til medhjælpere og i 2004 i protest over mælkekvoterne. Traktortog til hovedstaden har også været brugt bl.a. i 2011.

Under navnet Landbrug og Fødevarer er Landbrugsrådet i dag paraply- og interesseorganisation for både den primære og sekundære fødevareproduktion, der står for en samlet eksport for mere end 100 mia kroner årligt. Som en afskalning af Landbrug og Fødevarer dannedes i 2010 foreningen Bæredygtigt Landbrug, der bakkede op om traktortoget mod Aarhus og København den 21. november.

(Kristeligt Dagblad 24. nov. 2020. Den sidste sætning er rettet, så det fremgår mere præcist, at traktortoget var støttet af BL og ikke L&F)

Dekorum og metoo

De sidste dages debat i avisens spalter viser, hvor stor uenigheden er om, hvor grænserne går mellem god og dårlig opførsel. Man kunne godt få det indtryk, at der pludselig er dukket nye regler op, som ingen vidste, at de skulle rette sig efter før i forgårs, men der er fortilfælde, der ligner de sager, som netop i disse dage dukker op. I folkekirken kaldes den slags dekorumsager efter det latinske ord for sømmelighed.

Tjenestemandslovens § 10 tilsiger, at tjenestemanden skal overholde de regler, der gælder i embedet, "og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver." Men for sognepræster gælder der udvidede regler, hvis begrundelse går tilbage til Danske Lov fra 1683, ifølge hvilken præsten ikke blot som prædikant, men også med sit eksempel skal være til opbyggelse og "uden Forargelse". Lignende formuleringer findes i præsteløftet fra 1870. Hvad der anses som sømmeligt afhænger naturligvis af tid og sted. Det kunne f.eks. tidligere vække forargelse i en menighed, hvis en præst blev skilt og måske endda gift igen, jf. Paulus' første brev til Timoteus, hvor det hedder, at menighedens ældste kun kan være en kvindes mand. Dekorumsager blev ofte afgjort diskret f.eks. ved at præsten blev overtalt til selv at tage sin afsked. Den første egentlige dekorumsag blev ført 1979-80 mod sognepræsten i Hune ved Blokhus, hvor det forargede, at præsten gik på værtshus. Det endte med, at præsten beholdt sit embede.

I 1996 fik en dekorumsag fra Nyborg omfattende omtale, bl.a. på Kristeligt Dagblads forside i flere dage i træk. Det vakte også opsigt, at avisen valgte at gengive nogle af sagens akter ordret, for det betød, at der optrådte udtryk i avisens spalter, som aldrig før var set på tryk i Kristeligt Dagblad.

Anledningen til sagen var en episode, hvor en nyansat sognepræst havde været på værtshus. Til en ung pige, der stod med en billardkø i hånden, havde han sagt: ”Du kan godt lide store kø’er.” Det resulterede i, at pigens mand slog præsten ned. Præsten blev blandt meget andet også beskyldt for, at han var fremkommet med sjofle bemærkninger over for både sognebørn og medarbejdere i kirken, herunder upassende komplimenter til kordegnens 16-årige datter.

Sognepræsten forsvarede sig med, at han blot ”afprøvede grænser”. Det fik provsten, Niels Carl Lilleør, til at bemærke, at han nu foretog en indberetning, således at det kunne stå klart for sognepræsten, ”hvor den grænse er, som han så ihærdigt søger efter.” Præsten blev fritaget fra tjeneste af Fyns biskop Drejergaard med den begrundelse, at han havde forbrudt sig mod sømmeligheden.

Sagen mod sognepræsten i Nyborg blev dengang kategoriseret som seksuel chikane, og der blev lagt op til en tjenestemandssag efter tjenestemandslovens § 10 med henblik på afskedigelse, men sognepræsten indgav selv sin afskedsbegæring, inden sagen kunne finde sin afgørelse.

(Kristeligt Dagblad 23. okt. 2020. Avisen valgte en anden rubrik.)

Fordømmelse af eftermælet

Omstyrtelse af statuer er en næsten fast bestanddel af omstyrtelse af samfund på samme måde som militære erobringer ofte indebærer en temmelig voldsom ommøblering af mindesmærker i det offentlige rum. ”Så spiller de skak med de småbitte stumper/ af det der engang var en stor præsident”, som Inger Christensen skrev i 1969 i tidens revolutionære tone.

I Romerriget kunne man for højforræderi idømmes en straf, som siden er blevet kaldt ”Damnatio Memoriae” eller fordømmelse af eftermælet. Det indebar blandt andet, at den dømte skulle slettes fra erindringen og at mindesmærker i det offentlige rum over ham blev fjernet eller ændret. Det gik ud over kejsere som Nero og Commodus, der fik deres billedstøtter hugget om eller revet ned. Dem husker vi dog stadig. Hvor mange eller hvor få tilfælde der har været af vellykket og fuldbyrdet ”Damnatio Memoriae” ved vi i sagens natur ikke, for fuldstændig glemsel er jo netop fuldstændig. Men forsøg på aktiv glemsel har det med at afsætte sig som lag af fortolkning, der føjer sig til de allerede eksisterende. Således er et af de få vidnesbyrd om de slaviske venderes gudsdyrkelse Saxos beretning om bisp Absalon og kong Valdemar, der i 1168 erobrede Arkona på Rügen og væltede statuen af den vendiske gud Svantevit. Havde det ikke været for Saxo, ville vi have vidst endnu mindre om Svantevit. Guden er fastholdt i erindringen takket være beretningen om gudestøttens fald.

Statuen af Hans Egede ved
Marmorkirken blev bemalet
med graffiti i juni 2020.
eget foto

Endnu i levende erindring hos de fleste er Murens og Lenin-statuernes fald efter 1989. Mange af dem var faktisk faldet en gang før, nemlig i 1941, da Tyskland invaderede Sovjetunionen. I en leder i Kristeligt Dagblad den 27. juli 1941 beskrev redaktør Gunnar Helweg-Larsen, hvorledes statuerne af Stalin og Lenin blev revet ned i tyskernes kølvand:

”Fra de af Tyskerne besatte Dele af Sovjetrusland kommer Billeder af omstyrtede Gudestøtter. Der ligger Stalin i tusind Stykker og Skaar. En Kæmpestatue, der truende rakte sin Knytnæve mod Himlen, men viste sig at være af Gips. Et Par Børn har moret sig med at sætte nogle af Smaastumperne sammen. Som man leger med et Puslespil. Tyske Soldater ser velvilligt til. Og der ligger Lenin. Han har været støbt af solidere Materiale. Han har Samling paa sig selv endnu efter Faldet. Statuen har øjensynligt gengivet ham som Taler og Agitator. Han ser i sin liggende Stilling ud, som om han sov med aaben Mund. Et Par fangne sovjetrussiske Soldater stirrer nysgerrigt ind i det opspilede Gab. Idet de bøjer sig over Kolossens Ansigt, støtter de sig respektløst til hans Næse.”

Hvad han mente var, at storhed står for fald; den, der omstyrter statuer, vil selv blive omstyrtet. Meget af det, som Helweg-Larsen skrev i avisen, blev påtalt af den tyske besættelsesmagt, men netop denne leder fik mærkværdigvis lov til at passere, selv om den sluttede med i omskrevet form at forudse Hitlers fald:

”Tiden og Menneskene gør sig bestandigt nye Guder. De faar sjældent Lov at dø af Ælde. Undertiden er det de samme Hænder, der rejser Altrene og nedbryder dem. Vi har jo saa mange Sind og kan overkomme saa meget, vi Mennesker. Og de sejrende Propaganda-bureauer sender os Billeder af de styrtede Guder. Der ligger de med meningsløst opspilede Munde. Uskyldige Børn leger frygtløst med Stumperne af en knyttet Næve. Læren er gammel som Historien selv, og vi kan aldrig helt fatte den. Vi stirrer hver Gang paany med undrende Blikke paa disse knuste Gudebilleder: Er det ham, nej, er det virkelig ham, som fik Jorden til at bæve, Riger til at skælve.”

(Den sidste linje var et citat fra Esajas kap. 14). Helweg-Larsen fik ret. Hitler faldt. Men det er en interessant omstændighed ved Hitler-regimets fald, at det ikke kan illustreres med omstyrtningen af statuer af Hitler. Når der i den nutidige diskussion om nedrivning af statuer optræder argumenter om, at man skal forestille sig statuen af denne eller hin fortidige person som om den var en statue af Hitler, er der tale om en tænkt sammenligning, for overraskende nok fandtes der ingen. Det er en særhed ved den nazistiske personkult, at den i modsætning til stort set alle andre diktaturer i det 20. århundrede ikke resulterede i opsætningen af helfigursstatuer af diktatoren. Hitler lagde i sin levetid navn til mange gader og pladser, som naturligvis er blevet omdøbt siden, og der kendes buster af ham, men altså ingen statuer, som man kunne have revet ned, hvor meget man end gerne ville have gjort det.

(Kristeligt Dagblad 7. juli 2020)

Særkalke

Kirkerne begynder nu at overveje, hvordan man kan vende tilbage til mere vante rutiner, blandt andet hvordan man kan afholde nadver under hygiejnisk forsvarlige forhold.  For godt 100 år siden stod kirkerne i en lignende situation. Nadvervinen var indtil da blevet uddelt i en fælleskalk, men det var blevet mødt med stigende kritik på grund af smittefaren.

En skovrider fra Middelfart havde i 1899 henvendt sig til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet med en klage over denne ”modbydelige Uskik”, som fælleskalken var ifølge skovrideren, der frygtede at blive smittet med tuberkulose eller det, der var værre.

Skovriderens klage blev i første gang afvist, men det endte med, at ministeriet nedsatte en kommission, der i 1904 udsendte en betænkning om nadverens sakramente. Kommissionen anbefalede indførelsen af særkalke, men eftersom den havde svært ved at finde bevis for, at fælleskalke havde forårsaget smitte kunne der kun lægges begrænset vægt på det hygiejniske hensyn:

”langt større Vægt maa Kommissionen tillægge det æstetiske Hensyn, det Ubehag, der – vistnok ikke uden Paavirkning af hygiejniske Hensyn – af mange føles ved at drikke af samme Bæger ved Altergangen, nu da man i det private Liv for store Kredses Vedkommende helt er kommen bort derfra.”

som der stod i Kristeligt Dagblads gengivelse af kommissionens betænkning på forsiden af avisen den 2. marts 1904. I teorien var der lagt op til en større strid mellem medicinske og teologiske argumenter, men mange præster tilsluttede sig faktisk indførelsen af særkalke netop af hygiejniske årsager, fordi særkalke ville gøre det muligt for syge at dele nadverens sakramente på lige fod med og uden at blive set ned på af de raske.

Annonce i Kristeligt Dagblad
1. okt. 1921

En af Kristeligt Dagblads læsere mente, at når ”Renlighedshensynet” gjorde det nødvendigt, at hver altergæst selv anskaffede og medbragte sit bæger, ville det medføre det problem, at ”nogle vil falde i den Fristelse at ville sætte en Ære i at møde frem med kostbare Særkalke, og der vil fremkomme en Forskel mellem rige og fattige, som mindst af alt bør mærkes ved Herrens Bord”. (KD 11. marts 1904) Netop dette hensyn kom til at præge den løsning, der blev valgt.

Ved bekendtgørelse åbnedes der i 1909 for muligheden af indførelse af særkalke i de enkelte kirker, hvis menighedsrådet tilsluttede sig det. Hensynet til lighedsprincippet blev udtrykt derved, at det var en betingelse, at særkalkene skulle tilhøre kirken og at de skulle være ens. (KD 18. feb. 1909).  Kort tid efter dukkede de første annoncer for særkalke op i avisen, og i prædikantlisterne blev der ved altergangsgudstjenester angivet, om der var adgang til særkalke. I dag er særkalke det normale, og det skylder vi altså ikke kun hygiejniske hensyn, men også æstetiske og sociale.

(Kristeligt Dagblad 22. juni 2020)

Asken efter Georg Brandes' ild

I går den 10. juni blev Den slesvigske Sten i Jægersborg Dyrehave nord for København genindviet efter at være blevet restaureret. Inskriptionen på stenen lyder: ”Intet Danmark uden Slesvig, intet Slesvig uden Danmark. Til Minde om Slesvigernes Besøg den 30. Juli 1861 og den 5. September 1865”

Stenen er et monument over den nationalliberale politik, der ønskede opløsningen af den såkaldte helstat bestående af Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenborg til fordel for et ”Danmark til Ejderen”, altså et forenet Slesvig og Danmark. Placeringen er ikke tilfældig, for netop i Jægersborg Dyrehave holdt de nationalliberale et stort politisk møde den 5. juni 1854 for at fejre Junigrundlovens femårige beståen. Junigrundloven var oprindelig blevet til som et forsøg på at skabe et ”Danmark til Ejderen”. Den nationalliberale politik udløste to krige, hvoraf den sidste endte med et voldsomt nederlag i 1864 både for Danmark og for den nationalliberale politik. Samme år skrev en 22-årig digterspire en strofe til minde om de faldne, danske mænd:

”Ære være de tapre Mænd,

der blegned for Danmarks Sag!

Hæder og Pris for hver Ungersvend,

der segned paa Kampens Dag.

Danske Pige! Hvert ædelt Navn

staa præget dybt i din Hu!

Kjendte du ikke den Faldne før,

saa elsk ham nu!”

Den unge mand skulle siden blive en af Danmarks mest betydelige litterater. Hans navn var Georg Brandes. Han blev som intellektuel fortaler for naturalismen og kritiker af den idealistiske patos, der prægede romantikkens digtning, som han selv havde dyrket som ung. Han var kendt som fritænker – altså ateist – og ”europæer” i politisk og kulturel forstand og stod derfor i en skarp modsætning til hjemlige kirkelige og konservative kredse, der heller ikke forsømte nogen lejlighed til at rive ham i næsen, at han var af jødisk familie.

Det førte blandt andet til, at han tilbragte flere år i intellektuelt eksil i Berlin. Da han forlod den preussiske og rigstyske hovedstad for at rejse tilbage til København i 1883, blev der holdt en storslået afskedsfest for ham på Hotel Kaiserhof. I sin tale sagde Georg Brandes noget pænt om det land, der havde huset ham, men han sagde også:

”Mit Hjærte snører sig sammen i mit Bryst, naar jeg tænker paa, at netop nu, da jeg frivillig forlader Tyskland, maa hundreder af danske Borgere som jeg, nordslesvigske Bondesønner, der mente at have Ret til at bo paa deres Fødejord, ufrivilligt og uden nogetsomhelst Festmaaltid, forlade Landet. Jeg vover ikke at udtale mig om Retsspørgsmaalet, men Tyskland synes mig stærkt nok til at kunne vise Højmodighed."

Det var en hård kritik af den fortyskningspolitik, som danskerne i Slesvig havde været udsat for efter 1864, blandt andet i form af udvisninger. Og netop i det slesvigske spørgsmål forblev han tro mod sin ungdoms idealisme og talte de dansksindede sag, selv midt i Berlin. Dette gennemgående træk af Brandes’ forfatterskab passer ikke rigtigt ind i den danske kulturkamps sædvanlige fjende- og vennebilleder. De kulturradikale plejer at skælde ud på europaforskrækkede nationalister, mens de nationalkonservative plejer at skælde ud på de fædrelandsforskrækkede brandesianere.

Georg Brandes nåede at opleve Genforeningen. Han døde i 1927, og i overensstemmelse med sin religiøse overbevisning, eller altså mangel på samme, blev han kremeret. I overensstemmelse med hans livslange engagement for den danske sag i Slesvig blev hans aske spredt i Dyrehaven ved Den slesvigske Sten.

(Kristeligt Dagblad 11. juni 2020. Avisen valgte en anden rubrik)