Skolefrihed og livsanskuelse

En muslimsk friskole i København har vakt opsigt, fordi skolepsykologen har rådet eleverne til seksuel afholdenhed før ægteskabet. Flere politikere har i den forbindelse udtalt, at skolen forbryder sig mod nogle af samfundets centrale principper og burde fratages sin statsstøtte. Tilfældet er langt fra enestående. Adskillige religiøse og især muslimske friskoler har ved deres praksis i de sidste år udfordret det frihedssyn, som ligger bag friskoletanken og friskoleloven. I hvor høj grad må og kan skolen påvirke eleverne ideologisk og religiøst? Hvordan kan man forene religionsfriheden med børnenes rettigheder og friheder? 

Et bærende princip i dansk skolelovgivning er, at børnenes undervisning er forældrenes ansvar, idet der er undervisningspligt og ikke skolepligt i Danmark. Dette princip blev fastslået allerede i 1736/39. Princippet blev videreført ved den store reform af almueskolen i 1814, og igen indirekte bekræftet i junigrundloven 1849, der garanterede, at ”De Børn, hvis Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse, ville erholde fri Underviisning i Almueskolen.” 

Friskolerne fik deres egen lovgivning i 1855. Den er interessant, fordi den vender grundlovens princip på hovedet og gør forældrenes egenundervisning af børnene til en ret, der udgør en undtagelse fra den skolepligt, som 1855-loven forudsætter som almindeligt gældende: ”Forpligtelsen til Skolegang bortfalder for de Børn, hvis Forældre eller Værger erklære selv at ville sørge for deres Underviisning”, sålænge børnene dermed ”skjønnes at besidde samme Grad af Kundskab og Færdighed i de foreskrevne Underviisningsgjenstande, som Børn af samme Alder i Gjennemsnit opnaae i Skolen.” 

Det var især grundtvigianerne, der krævede retten til selv at undervise deres børn som et oprør mod den offentlige skoles religionsundervisning. Det grundtvigske skolesyn bygger på en adskillelse af skole og kirke. Det praktiske og pædagogiske grundlag for skolerne blev tilvejebragt af Chresten Kold. 


Interessant nok for den aktuelle sag blev spørgsmålet om de unge menneskers kæresteri centralt, da Chresten Kold første gang opsøgte Grundtvig i 1851. Anledningen var ganske vist Kolds ønske om at oprette en højskole i Ryslinge, men de to mænd var ret uenige om målgruppen. Her er Kolds eget referat af mødet:


”Jeg vilde have mine Fyre i Skole, naar de var nylig konfirmerede, i en Alder af 14, 15, 16 Aar, men Grundtvig sagde: det duer ikke før de bliver 18 Aar. Jeg kan godt huske, at jeg sagde: Grundtvig kan ikke vide, hvorledes Bønderne er derhjemme, thi naar de er 18 Aar, har de allerede begyndt at lege Kjæreste, ryge Tobak, gjøre Pibe- og Uhrhandeler, og saa kan vi ikke faae dem beaandede. Jo, svarede Grundtvig, det kan vi nok. Nei, sagde jeg, som jeg har opfattet Forholdet, er min Mening den eneste rigtige. Jeg har altid været vis i min Sag, ogsaa naar jeg tog feil.”

Kold måtte siden indrømme, at han tog fejl for højskolens vedkommende. Få år senere grundlagde han en friskole i Dalby i 1852, og med loven af 1855 kom der mange flere til, fra 1919 med statstilskud. Med tiden begyndte andre mindretal at bygge friskoler på deres eget idégrundlag. Efter at Folkeskolen ophørte med at være forkyndende i 1975, blev det friskolernes niche at være de kristne skoler. Der skete på sin vis en omvending af det oprindelige grundtvigske princip om adskillelse af skole og kirke. Men grundlæggende handler friskolen stadig om, at forældrene har retten til at lade deres børn undervise i overensstemmelse med deres egen livsanskuelse.

(Kristeligt Dagblad 25. februar 2016. Redaktionens rubrik er ændret her.)

Nationalisme er ikke et skældsord

Danmarks Radios tidligere dramachef Ingolf Gabold har vakt debat om nationen og nationalismen ved at udtale sig om den politiske intention bag TV-serien ”1864”. Nationalisme opfattes i dag som et skældsord, både af Gabold selv og hans kritikere.

Historievidenskaben har siden begyndelsen af 1980erne beskæftiget sig med nationalismens historie. En pioner og internationalt anerkendt ekspert på feltet er faktisk min medklummenist, Uffe Østergaard.

I historievidenskaben bruges begrebet værdineutralt som betegnelse for en politisk bevægelse, hvis formål er at skabe en nationalstat, en enhed af stat og folk, således at retsordenens og den politiske enheds grænser er sammenfaldende med etnicitetens. Definitionen siger derimod ikke noget om, hvorledes denne enhed skal tilvejebringes. Man er altså nationalist uanset om man vil bruge fredelige eller voldelige midler til at opnå formålet.

I sin reneste form er nationalstaten defineret som en suveræn stat, der omfatter samtlige medlemmer af en enkelt nation og ingen medlemmer af andre nationer. Verdenshistorien kender ingen eksempler på rene nationalstater. Island efter selvstændigheden i 1918 kom tæt på, hvis det ikke var for det danske mindretal på øen og siden den væsentlige amerikanske tilstedeværelse.

Nationen er som fænomen væsentlig ældre end nationalismen. Man kan finde vidnesbyrd om national bevidsthed i Middelalderen hos f.eks. Saxo, altså en forestilling om, at der er en betydningsfuld forskel på at være f.eks. dansk, tysk eller svensk.

Nationalisme som politisk fænomen voksede frem efter Wienerkongressen 1815, og dermed rykkede nationen op på den politiske dagsorden. Tilhørsforholdet til en nation blev afgørende for den enkeltes identitet og muligheder i livet.

Interessant nok kan man argumentere for, at danskerne i 1864 burde have handlet mere nationalistisk. De skulle være gået efter en deling af Slesvig efter sproggrænsen. Både Bismarck, briterne og Christian IX var indstillet på det. De nationalliberale havde imidlertid bundet sig op på en ejderdansk løsning, altså en påstand om, at hele Slesvig i virkeligheden var dansk, og det endte så med, at hele Slesvig gik tabt.

At nationen og nationalismen er historiske størrelser, har fået nogle til at anlægge den fortolkning, at nationen er en konstruktion, altså at den er en illusion og dermed en løgn. Men dette argument ville indebære, at andre samfundsfænomener som f.eks. demokratiet måtte afskrives. For demokratiet findes kun, for så vidt dets deltagere tror på det. Nationen er på samme måde forestillingen om, at man tilhører et fællesskab, der er holdt sammen af historie, sprog og kultur – og eventuelt religion. Nationen er derfor både konkret, oplevet virkelighed og utopi. Hvis ingen definerede sig som danskere, ville Danmark ophøre med at eksistere. Der findes også dem, der mener, at nationen altid har eksisteret, at den f.eks. hører til skabelsesordenen, eller at den findes som historisk virkelighed, også når bevidstheden om den ikke har eksisteret. Men også de mener, at nationen først kommer til sig selv, når bevidstheden om den vækkes.

I Danmark blev den nationale utopi virkeliggjort så tæt på idealet som muligt med Slesvigs deling i 1920 og befæstet med aftalerne mellem København og Bonn i 1955. Selv om vi roser os af, at den danske nationalisme nåede sit mål med fredelige midler, ville denne løsning aldrig have været mulig uden tysk nederlag i den forudgående krig, der som bekendt også kostede tusindvis af danske slesvigere livet.

(Kristeligt Dagblad 11. februar 2016)

Den uledsagede kvindes problem

Begivenhederne i Køln Nytårsaften har givet anledning til en del debat om især andre kulturers forhold til kvinder. I mange lande kan kvinder ikke bevæge sig frit på gaden uden at risikere at blive antastet, forulempet eller udsat for overgreb, med mindre de er ledsaget af en mand. Desværre er dette problem heller ikke helt udryddet i Danmark, men som hovedregel kan enhver kvinde regne med at kunne transportere sig selv fra A til B i det offentlige rum uden at frygte for sin sikkerhed eller integritet.

Sådan har det ikke altid været. Det blev tematiseret i forbindelse med en stor offentlig debat om prostitution i slutningen af det 19. århundrede, et emne, som blandt andre historikerne Merete Bøge Pedersen og Karin Lützen har skrevet om.

Prostitution var blevet legaliseret – eller reglementeret som det hed – i 1874. En af grundene var, at myndighederne ønskede kontrol med spredningen af kønssygdomme og styr på den uorden, der i øvrigt fulgte med prostitutionen. Andre fremførte som grund, at eftersom mænds drifter alligevel ikke lod sig styre, var det bedst at tilvejebringe et reglementeret afløb for dem.

Prostitution blev trods legaliseringen stadig anset som usædelig, som et brud på den gældende samfundsorden. Konseilspræsident J.B.S. Estrup måtte f.eks. i 1891 afskedige sin kirkeminister (og fætter) J.F. Scavenius, fordi denne havde skandaliseret sig ved at gå på bordel.

Den åbne prostitution skabte eller forstærkede imidlertid et problem for de uledsagede kvinder, der ikke var prostituerede. De kunne ikke gå i fred på gaden, især ikke om aftenen. Elisabeth Hostrup sagde ved et møde afholdt i 1883 af ”Foreningen imod Lovbeskyttelse af Usædelighed”, at kun når den reglementerede prostitution blev afskaffet, ”behøvede ærbare Kvinder […] ikke faa den samme Følelse ved at høre en Mands Skridt, som jeg tænker mig man faar i de Lande, hvor de vilde Dyr have hjemme, naar man mærker, at et saadant er nær.”

”Vil nogen,” spurgte en mandlig skribent i 1885, ”naar Skumringen nærmer sig, lade sin Kæreste, Kone, Datter eller Søster gaa alene gjennem Kjøbenhavns Gader?” Svaret var nej. Tugtige kvinder var tvunget til at holde sig hjemme, hvis de ikke ville antastes. Dette problem blev forstærket af, at så længe prostitutionen var lovlig, kunne de prostituerede nyde politiets beskyttelse, mens andre kvinder altså gik i fare, hvor de gik.

De kvinder, der sloges for deres bevægelsesfrihed med disse argumenter, var ikke radikaliserede suffragetter, fritænkere, tilhængere af brandesianismen eller det, der var værre. Det var systembevarende, borgerlige, kirkeligt orienterede kvinder, som eftertiden med nogen malice har afskrevet som ”hattedamer”. De kæmpede ikke under emancipationens faner, men sædelighedens og moralens.

I 1906 ophørte den reglementerede prostitution. Dermed sluttede problemerne for den uledsagede kvinde ikke. Men ”hattedamerne” havde lagt grunden for den norm, som nu er herskende blandt danskerne, nemlig at kvinder uanset påklædning bør nyde den frihed ikke at blive forulempet i det offentlige rum.

Det er en uskatterlig gevinst for et samfund, når den uledsagede kvindes problem er løst, for det første fordi kvinder frit kan bevæge sig, f.eks. til og fra arbejde, og for det andet fordi mænd ikke bruger deres tid og opmærksomhed på enten at overfalde eller beskytte kvinderne. Foruden de indlysende fordele, som fraværet af vold medfører, er det også vældig rationelt og tidsbesparende.

(Kristeligt Dagblad 21. jan. 2016. Citaterne er fra Karin Lützen, Byen Tæmmes, udgivet på Hans Reitzels Forlag. Redaktionen havde fjernet adjektivet uskatterlig.)

Plagiat

Der er i løbet af december måned blevet rettet beskyldninger mod flere journalister på danske aviser om plagiat. Plagiering består i at opgive falsk ophavsmand til et åndeligt produkt. Det kan ske i form af piratkopiering, altså at man sætter andres navn på noget, som man selv har fremstillet, eller som i de aktuelle tilfælde at kopiere andres tekster og udgive dem for at være ens egne.

Den historiske forudsætning for, at plagiat kan gælde som en overtrædelse er, at der udvikles et begreb om originalitet, altså at æren for og retten til en bestemt nyskabelse eller idé skal gives til en bestemt person. Dette ideal synes for det skrevne ord at have været veletableret allerede i antikken. Selv om bøger kun kunne distribueres ved at blive kopieret i hånden, har man fastholdt en forbavsende loyalitet mod den, der blev opfattet som den oprindelige forfatter. Kun således er værker af Aristoteles og Platon blevet bevaret. Trangen til at give et værk en ophavsmand har også været så stærk, at nogle værker er overleveret med et forfatternavn, selv om det f.eks. er tvivlsomt, hvem der har skrevet de homeriske digte eller Davids salmer. For billedkunstens vedkommende udvikledes originalitetsbegrebet først i løbet af Middelalderen.

Med bogtrykkerkunstens introduktion i Europa blev udgivelsen af bøger kommercielt interessant og dermed genstand for den universelle menneskelige brist: grådighed. Piratkopier af bestsellere blev fremstillet uden at man dog kunne betragte det som lovbrud, idet der ikke fandtes nogen love om copyright eller forlagsret, som det hedder på dansk. En anden vigtig institution blev forfinet og udviklet samtidig med moderne typografi, nemlig fodnoten. Den gør det muligt at anvende andres formuleringer og ideer og videreudvikle dem uden at plagiere, fordi den oprindelige ophavsmand kan krediteres med en henvisning.

Plagieret blev der dog fortsat. Historikeren Kristoffer Schmidt har i sin phd-afhandling, som blev forsvaret i 2015, vist hvorledes Ludvig Holberg i sit historiske forfatterskab skrev direkte af efter sine udenlandske forlæg i et langt større omfang end hans henvisninger lader forstå. I 1741 udstedtes i Danmark en af Europas første love om forlagsret. Den handlede først og fremmest om eftertryk af hele bøger, såkaldte rovtryk, og det er næppe sandsynligt, at Holberg med sine sammenstykkede afskrifter forbrød sig mod denne lov. Først i 1800-tallet blev de nugældende normer for citatpraksis og ophavsret etableret og håndhævet, og de blev kodificeret i en international konvention vedtaget i Bern i 1886. Danmark tiltrådte Bernerkonventionen i 1902.

Aviser og siden radio, TV og net-baserede medier har altid flittigt citeret fra hinanden. Man kan iagttage, hvorledes kildeangivelser blev almindelige allerede i 1800-tallets aviser, og de er blevet normen i løbet af det 20. århundrede. Ideen med en kildeangivelse er, at det er en essentiel del af enhver oplysning, hvor denne oplysning stammer fra, fordi det ikke mindst tjener til en vurdering af samme oplysnings troværdighed. Journalister bruger ikke fodnoter, men enhver dygtig journalist skriver sine henvisninger ind i den løbende tekst, så kilden kan spores – med mindre den er anonym.

Generelt holder danske journalister faktisk fanen højt. Den aktuelle debat er da også udtryk for, at den interne justits blandt journalister – selv om to af de anklagede faktisk slet ikke er journalister af uddannelse, men cand.scint.pol.er – er mindst lige så hård som blandt videnskabsfolk, og det tjener journalistikken til ros.

(Kristeligt Dagblad 4. januar 2016. Avisen havde valgt en lidt længere rubrik.)

Kronen og kroerne

I begyndelsen af december faldt der dom i en sag, der var rejst mod ejeren af Grønhøj Kro ved Viborg. Ejeren skal betale dagbøder, indtil han opgiver at bruge den lukkede krone som logo i sin markedsføring. Grønhøj Kro er en af de mere end hundrede endnu eksisterende kroer, der indtil 1912 besad et statsligt garanteret monopol på udskænkning for rejsende. En nutidig parallel til dette privilegiesystem er apotekervæsenet. Apotekerne er privat ejet og drevet, men har statsligt garanteret monopol på – og pligt til – at sælge receptpligtig medicin.

Sagen mod kroejeren er anmeldt af Rigsarkivet, fordi Rigsarkivet har den heraldiske ekspertise, altså indsigt i våbenskjolde, segl og emblemer, eller populært sagt statens varemærker. Den lukkede krone er statens symbol, og kun statslige myndigheder og virksomheder må føre den som logo. Straffelovens § 132 forbyder private at benytte ”kendetegn eller dragt, som er forbeholdt dansk eller fremmed offentlig myndighed eller militærpersoner”.

Formålet med denne bestemmelse, der har mere end 80 år på bagen, er, at der aldrig må herske tvivl om, hvem der udøver statslig myndighed eller repræsenterer statens interesser. At kongekronen er et statsligt symbol går tilbage til enevælden, da kongen inkarnerede staten. Det var faktisk enevælden, der skabte den moderne stat, forstået som en centraliseret og suveræn magt. At noget var kongeligt, betød at det var statsligt. Statens teater hed derfor Det kongelig Teater, statens bibliotek hed Det kongelige Bibliotek, og eftersom det var den enevældige stat, der valgte at privilegere krodriften, blev kroerne kongeligt privilegerede.

Systemet med privilegerede kroer var et hensyn til infrastrukturen. Der skulle være kroer med en dagsrejses afstand over hele landet, så rejsende havde adgang til overnatning og forplejning. Privilegiet kunne ikke gå i arv og indebar i øvrigt heller ikke ret til at bruge kronen. Hvis kroen derimod sideløbende havde en funktion som kongelig postgård, blev der skiltet med kronen, og det er antagelig den krone, der i dag er vandret over på kroernes brevpapir og hjemmesider.

Med Junigrundloven i 1849 blev kongens magt indskrænket, men ideen om staten som indehaver af en absolut myndighed blev ikke opgivet. Staten fortsatte også med at anvende kronen som symbol i en stiliseret udgave af Christian V’s lukkede krone, der har otte bøjler, men som grafisk gengives med fem synlige bøjler. Den åbne krone knyttes gerne til valgkongedømmet, mens den lukkede krone forbindes med enevælden og ikke mindst dens forestilling om suverænitet, der er overtaget af den moderne demokratiske stat. At danskerne er glade for denne suverænitet viste den nylige afstemning om EU-forbeholdene.

Regeringen har op under jul tilkendegivet, at den vil sørge for en ændring af Straffelovens § 132, så kroernes brug af den lukkede krone kan lovliggøres. Hvordan den rent juridisk skal kringles, er et åbent spørgsmål, for der kan som nævnt ikke være tale om, at man blot forlænger en gammel ret, for den foreligger ikke. En løsning, som sikkert ville blive hilst velkommen rundt omkring, kunne være, at kroerne genoptog funktionen som posthus. 

En anden løsning ligger mere lige for: Rigsarkivet har tydeligt i de høringssvar, som det har givet gennem Kulturministeren, tilkendegivet, at det er den lukkede krone, der er problemet. Nogle læsere vil måske erindre et konservesprodukt, ”Dronning – fineste tun i tomat”, hvis emballage var prydet af et billede af Dronning Alexandrine i en ramme med den lukkede krone. Produktet findes stadig. Firmaet anvender ikke længere Alexandrines portræt, men bruger stadig kronen – blot i den åbne version. Det er ikke forbudt, kræver ingen ændring af straffeloven og ingen åbning af posthuse.

(Kristeligt Dagblad 28. dec. 2015)

Hjemmefødninge

I Vibe Termansens fortræffelige interview med botanikeren Per Hartvig (Ideer #50) forekommer en sammenligning – ganske en passant – mellem næringskredsløb i naturen og menneskers vandringer. Sammenligningen har som implicit forudsætning, at menneskene for 100-200 år siden blev født og døde i samme sogn. 

 Det giver anledning til at gøre opmærksom på, at der findes gode tal for netop dette forhold, og at disse tal er tilgængelige, efter at Danmarks Statistik har offentliggjort mange af deres historiske publikationer som pdf på nettet. Velkendt er den kraftige urbanisering og oversøiske udvandring, der fandt sted i anden halvdel af det 19. århundrede. En væsentlig drivkraft i begge disse processer var, at landbruget ikke kunne opsuge hele den kraftige befolkningstilvækst. 

Af Københavns befolkning på godt 120.000 i 1850 var 32,2 % ikke født i byen. Denne andel var steget til 42,3 % i 1901 ud af en samlet befolkning på 438.971 (med Frederiksberg). Dynamikken var allermest udtalt i købstæderne, hvis befolkning allerede fra 1850 bestod af knap 50 % tilflyttere med en stigende tendens frem mod århundredeskiftet, kraftigst i Jylland, hvor kun 40,8 % af købstadsbefolkningen i 1901 var født i den by, hvor de boede. 

Alle disse tilflyttere til byerne må i sagens natur være kommet fra landdistrikterne, så alene af den grund må det udelukkes, at alle bondefødte blev hvor de var. Men landsognene var heller ikke stillestående demografiske reservoirer, hvorfra byerne hentede næring til deres vækst. I landsognene var andelen af tilflyttere i 1850 cirka en tredjedel, og den var ved det følgende århundredeskifte steget, således at andelen af hjemmefødninger i landsognene kun udgjorde 52,5 % på øerne og 53,5 % i Jylland. Andelen af tilflyttere i landsognene var stadig mindre end i købstæderne, men større end i hovedstaden.  

Kilde: Danmarks Statistik, Befolkningsforholdene i det 19. Aarhundrede, Kbh. 1905.

(Læserbrev i Weekendavisen Ideer 18. dec. 2015. Publikationen kan hentes her: http://www.dst.dk/da/Statistik/Publikationer/VisPub?cid=19256)

Drømmen om velfærdsstaten

Esben Lunde-Larsens phd-afhandling diskuteres ivrigt for tiden mere for sin form end sit indhold. Men hvad står der egentlig i den? I konklusionen gør han i en diagnose af den moderne velfærdsstat Ove Kaj Pedersens ord til sine egne:

”Oprindeligt var velfærdsstaten således ikke tænkt som et forvokset bureaukrati til at sikre en mere ligelig fordeling af indkomst og formue, men en kulturinstitution til at skabe fremtidens menneske og fremtidens samfund. Demokrati og demokratisering stod i centrum. Det samme gjorde forestillingen om menneskets urørlighed, dets gudbilledlighed eller det forhold, at den enkelte var noget unikt, og at dets beskyttelse ligesom dets værdighed skulle erkendes og anerkendes af alle (herunder staten) som grundlag for fremtidens ’gode samfund’.”

Det er med andre ord gået tilbage for velfærdsstaten. Nutidens velfærdspolitik i konkurrencestaten gør den enkelte til et middel, et instrument for staten, reducerer borgeren til et tandhjul i det store samfundsmaskineri. Spørgsmålet er imidlertid, om velfærdsstaten i gamle dage i højere grad var orienteret imod den enkelte borgers værdighed og velfærd?

Da socialdemokraten K.K. Steincke i 1920 udgav sin vision om ”Fremtidens Forsørgelsesvæsen”, var en af præmisserne, at der var en fare for at udgifterne skulle gå amok. Alle havde ret til forsørgelse, mente Steincke, men risikoen for at undermålerne (og det kaldte man dem) fik for mange børn, der også skulle på offentlig forsorg, var så stor, at en af betingelserne for at få understøttelse kunne være, at man underkastede sig sterilisering. Danmark gennemførte som den første stat i verden en lov om tvangssterilisation i 1929.

Hvis man ser på praksis i velfærdsstatens institutioner for blot en generation eller to siden, er fraværet af menneskelig værdighed slående. Psykiatriske patienter, de indsatte i forsorgshjemmene, handicappede og børnehjemsbørn er blevet slået, indespærret, fastspændt eller på anden måde ydmyget. Vidnerne lever endnu. Nogle af dem fortæller deres historie i en helt ny bog, ”På kanten af velfærdsstaten”, af Jesper Vaczy Kragh, Stine Grønbæk Jensen og Jacob Knage Rasmussen.

Velfærdsstatens guldalder som politisk projekt var kort. Den varede fra slutningen af 1950erne til begyndelsen af 1970erne. Siden dengang har den været i krise, fordi den blev en for stor belastning for statsfinanserne. Reformmodel har i de forløbne godt 40 år efterfulgt reformmodel, og debattører og interessenter har hvert år, når Finansloven er på bordet, med stor indignation hævdet, at ”der er skåret ind til benet” eller at deres særlige område af den offentlige forsorg er ”bombet tilbage til Stenalderen” for nu blot at nævne to af de mest anvendte klichéer.

Der er al mulig grund til at være opmærksom på, hvad velfærdsstaten gør ved borgerne. Den hjælper dem naturligvis, samtidig med at den fratager dem myndighed, nogle gange værdighed. Men sådan har det været fra begyndelsen. Der er ingen som helst grund til at idyllisere fortiden, heller ikke i dette tilfælde. For nogle har det været en drøm, at velfærdsstaten ikke alene skulle forsørge mennesket, men at den skulle fungere som en understøttelse af menneskets værdighed eller dets gudbilledlighed og gøre det lykkeligt. Det er en stædig drøm, der knuses rutinemæssigt hvert år, når regningen skal betales. Derfor er der også grund til at justere på forventningerne til, hvad en velfærdsstat overhovedet kan.

(Kristeligt Dagblad 9. dec. 2015)