Wittenberg udgør et naturligt centrum for fejringen af 500-året
for Reformationen det kommende år. Byens officielle navn er Lutherstadt
Wittenberg. Her arrangeres blandt andet en udstilling om 95 fremtrædende
lutheranere i skikkelse af blandt andre N.F.S. Grundtvig. Beslutningen om at
inddrage Grundtvig er indlysende, fordi Grundtvig bidrog væsentligt til fornyelsen
af den lutherske kristendomsforståelse i Skandinavien, men den er også
paradoksal, fordi denne fornyelse fandt sted i kraft af en kritik af en af de
væsentligste reformatoriske ideer, i traditionen kendt som sola scriptura eller det lutherske skriftprincip.
Dette princip er et element af Luthers opgør med den af Paven
forvaltede såkaldte nøglemagt. I kraft af den apostolske succession forstås
Paven som efterfølger til Roms første biskop Simon Peter, der af Jesus fik
overdraget nøglerne til himmeriget (Matt. 16.19). Luther gjorde op
med romerkirkens forestilling om, at forbindelsen mellem den enkelte og Gud
formidles institutionelt gennem kirken. I stedet pegede han på, at hvert
menneske har adgang til sandheden om Gud gennem læsning af Bibelen. I de
lutherske kirker har Bibelen derfor afløst Pavestolen som autoritet.
Grundtvig udviklede i årene efter 1825 en original
forståelse af kirkehistorien i et opgør med denne skriftlighedens autoritet, som
blev forvaltet af universitetets teologiske professorer. Konkret handlede det
om en diskussion, som Grundtvig førte med den i øvrigt vældig interessante og ofte
oversete professor H.N. Clausen.
Grundtvig mente, at Clausen – med reformationen i klar
erindring – var udøver af et eksegetisk pavedømme, altså indehaver af et
fortolkningsmonopol. Kort fortalt bestod Grundtvigs pointe i, at Jesus hverken
skabte en kirke eller skrev en bog. Han indstiftede en menighed, og den
egentlige kontinuitet i kirkehistorien består i, at Jesu ord siden da er blevet
holdt i live, når menighederne hver søndag har samlet sig om dåb og nadver,
hvor det levende ord af Herrens egen mund lyder i form af blandt andet Fadervor
og indstiftelsesordene.
At autoriteten dermed udgår fra menigheden selv vender
naturligvis hierarkierne på hovedet. Teokrati og bibelfundamentalisme er den
grundtvigske kirkeforståelse ganske fremmed. Til gengæld indebærer den risiko for
sekterisk selvtilfredshed og dogmatisk dovenskab. Selv om Grundtvig på sin vis opgav forestillingen om
kristendommen som en skriftreligion og privilegerede mundtligheden, var han i
praksis en ivrig tilhænger af det skrevne ord. Han offentliggjorde i sin
levetid langt flere end 30.000 tryksider. Han var i særdeleshed ualmindelig
bibelstærk og i almindelighed særdeles belæst.
Derfor er det både lidt ironisk og meget passende, at den
genstand, som udstillingsarrangørerne i Wittenberg har valgt til at
repræsentere lutheraneren Grundtvig, er hans forstørrelsesglas, datidens udgave
af læsebrillen. Vi ved, at Grundtvig i hvert fald i de sidste 30 år af sit liv
anvendte læselup. Den udlånes af Grundtvigs Mindestuer i Udby nord for
Vordingborg, hvor den største samling af genstande, der vides at have været i
Grundtvigs eje, udstilles.
Udstillingen ”Luther!
95 Schätze – 95 Menschen” åbner den 13. maj i Augusteum i Wittenberg og varer
til den 5. november.
(Kristeligt
Dagblad, 29. dec. 2016)