Monrads plads i Danmarkshistorien

Ditlev Gothard Monrad (1811-87) var antagelig en af sin tids vigtigste politikere. Hans eftermæle er fuldstændig domineret af, at han mere end nogen anden tillægges skylden og ansvaret for nederlaget i 1864. Denne begivenhed har kastet sin skygge så langt ind i fremtiden, at det selv i dag kan være vanskeligt at få kastet tilstrækkeligt med lys på Monrads skikkelse til at få tegnet et retvisende portræt.

Monrad var en sammensat personlighed, og han var udstyret med en kolossal arbejdsevne og energi, " en rastløs Mand, der lægger Haand paa Værket", som digteren Emil Aarestrup skrev.

Vanskelighederne med at sætte Monrad på begreb har fået nogle af dem, der har beskæftiget sig med ham, til at søge tilflugt i den forklaring, at han må have været psykisk syg. At stille en diagnose uden at have patienten for hånden og så endda på historisk afstand er altid svært. Sikkert er det, at han var mærket af sin vanskelige barndom, for det medgav han selv.

Da han var fire år gammel, måtte faderen opgive sin stilling som embedsmand på grund af sindssyge. Moderen forlod hjemmet nogle år efter, og denne splittelse af barndomshjemmet prægede ham. Drengen kom i pleje hos slægtninge i Præstø, og han beskrives som et begavet, men indelukket barn. Da han gik til konfirmationsforberedelse, fik sognepræsten øjnene op for hans evner og foranstaltede en indsamling, der gjorde det muligt for ham at komme på latinskole i Vordingborg.

Monrad tog studentereksamen i 1830 og begyndte at studere teologi. Hans interesser i studietiden var især filosofiog sprogvidenskab, og han sigtede ikke oprindeligt mod at blive præst. I 1832 gennemgik han en personlig og religiøs krise, der blandt andet betød, at han var indlagt med " nervefeber", som det hed. Selv indrømmede han, at han var " en smule gal", dog ikke mere end at han tog teologisk embedseksamen i 1836. Han havde en lovende videnskabelig karriere foran sig, da han blev engageret i politik.

Muligheden for at gå ind i politik er så ligefrem i dag, at man let overser betydningen af Monrads indsats, der ikke mindst bestod i, at han var med til at skabe forudsætningerne for, at der overhovedet var noget " politik" at gå ind i.

Ved Christian VIII's tronbestigelse i 1839 øjnede en generation af forhåbningsfulde unge med Monrad og den et år ældre Orla Lehmann i spidsen muligheden for at bryde den enevældige konges magtmonopol. Det blev klart, at hvis man ville have magten, måtte man erobre det offentlige rum ved hjælp af beåndede taler og polemik i pressen. Den statslige censur kunne ikke stille meget op imod det, der siden er blevet kaldt den nationalliberale bevægelse og dens suveræne greb om opinionen.

Monrad opnåede at blive idømt en bøde for sine skriverier, men blev dog ikke betragtet som mere farlig for styret, end at han kunne blive sognepræst i Vester Ulslev på Lolland i 1846. Det hjalp ham dog nok også, at det var hans ven grev Knuth, der havde kaldsretten til embedet. Selvom livet som landsbypræst bekom Monrad vel, holdt han sig ikke ude af rørelserne i hovedstaden.

Det lykkedes de nationalliberale i det tidlige forår 1848 at presse kongen til at afskedige sin regering og erstatte den med en ny, hvis program bestod i at inkorporere Slesvig i kongeriget og gennemføre en fri forfatning. Monrad blev kultusminister, det vil sige minister for kirke og undervisning i den nye regering.

Han blev pennefører for det udvalg, der skrev udkastet til en ny grundlov. Det var for meget store deles vedkommende Monrads tekst, der blev vedtaget, og som stadig for størstedelens vedkommende er bevaret i den nugældende grundlov. Det var for eksempel Monrads idé, at statskirken skulle hedde folkekirken. Det var også hans plan, at kirken skulle omorganiseres, men den plan slog fejl. Det endte med en løfteparagraf i Grundloven, som står der endnu.

Allerede i november 1848 trådte Monrad ud af regeringen, og året efter blev han biskop over Lolland-Falsters Stift - et karrierespring, som han selv havde forberedt som minister for kirken. Han måtte dog forlade embedet allerede i 1854, antagelig en politisk motiveret afskedigelse.

Han blev i 1849 valgt til Folketinget i Nykøbing Falster, og de næste 15 år tilhørte han magtens centrum - først som mangeårig formand for finansudvalget, som embedsmand, og siden som minister og endelig som regeringschef.

Selvom Monrad regnes blandt de nationalliberale, var han ikke så let at indplacere politisk. Han var mere liberal end national. Han arbejdede for at udbrede valgretten til så mange som muligt, også bønder og husmænd. Tidens altafgørende politiske stridspunkt var Slesvigs stilling.

Statsretligt set var det slesvigske problem en gordisk knude, som man som bekendt kun kan løse med et sværdhug. Spørgsmålet var, hvor snittet skulle lægges? Ved Elben, ved Ejderen, ved Kruså, Kongeåen eller Lillebælt? De nationalliberale havde skaffet sig magten på en Ejderløsning, altså en deling af Slesvig og Holsten.

Personligt var Monrad tilhænger af en bevarelse af den eksisterende sammenhæng mellem kongeriget og hertugdømmerne under den danske konge, den såkaldte helstatsløsning, men på den anden side lod han sjældent sin egen overbevisning stå i vejen for det muliges kunst.

Fra 1859 var Monrad med en lille afbrydelse igen minister, indtil han selv på årets sidste dag i 1863 dannede en regering, der er gået over i historien som " millionen", fordi den bestod af en ener - Monrad - og seks nuller. Han overtog ansvaret midt i en alvorlig udenrigspolitisk krise.

Den krig, der fulgte året efter, og som endte med dansk nederlag, har haft en gennemgribende betydning for den danske nationale selvforståelse. Der ligger et indre modsætningsforhold i erfaringen fra 1864. Vi har på den ene side taget nederlaget på os som noget, der ikke kunne undgås - at det er Danmarks skæbne ikke at kunne vinde en krig. Det er en overbevisning, som først har mistet sin styrke efter Den kolde Krigs ophør.

På den anden side udpeger vi også gerne de skyldige for nederlaget og forudsætter dermed, at det kunne være gået anderledes, hvis de ikke havde været så forstokkede eller inkompetente eller hvilke andre skældsord, man i tidens løb har hæftet på dem.

Diskussionen er slet ikke slut endnu, men at Monrad havde et medansvar for udfaldet af krigen, står uden for enhver tvivl. Det kommer sig alene deraf, at ministeransvarligheden var givet af den grundlov, som han selv havde stået fadder til. To begivenheder står i centrum for opmærksomheden, for det første rømningen af Dannevirkestillingen i februar og for det andet den manglende rømning af stillingerne ved Dybbøl i april.

Tilbagetoget fra Dannevirke var en militært set klog beslutning, for stillingen kunne ikke forsvares. Alligevel blev den ansvarlige general afskediget af politiske årsager.

De nationalliberale havde slået sig op på en hævdelse af Danmarks historiske ret til Slesvig, så befolkningen anså tilbagetoget for et nederlag. Det er antagelig også årsagen til, at regeringen ikke mente at have politisk råd til endnu en rømning. Tilbagetrækning fra Dybbøl kom ikke på tale, og så kom nederlaget med fuld styrke.

Dertil kom en mærkværdig håndtering af de diplomatiske forhandlinger, for hvilke Monrad som udenrigsminister i sin egen regering også bærer ansvaret.

Mulighederne for en gunstigere fred blev forspildt. Den deling af Slesvig, der blev betragtet som en national triumf ved den såkaldte genforening i 1920, var endnu i 1864 politisk usælgelig i Danmark. I stedet blev hele Slesvig tabt.

Den nationalliberale drøm om en grænsedragning ved Ejderen, det program, der havde bragt Lehmann og Monrad til magten i 1848, havde spillet fallit. Den havde vist sig at være en utopi. Det er historiens ironi, at ansvaret for denne fallit måtte bæres af netop Monrad, der personligt var tilhænger af Helstaten.

Monrad drog i eksil så langt væk, som man kan komme på jorden. " Danmark stod for mig som et Lig," skrev han om dette valg mange år senere. " Jeg trykkede et brændende Kys paa dets blege Pande og forlod det." På New Zealand slog han sig ned med sin familie. Her husker man ham endnu, ikke mindst fordi han som gave til sit midlertidige værtsland efterlod sin betydelige kunstsamling, før han vendte tilbage til Danmark i 1869.

I 1871 blev han genindsat som biskop i Lolland-Falsters Stift - et embede, som han røgtede med flid og samvittighed til sin død. Han genvandt aldrig sin politiske styrke, men deltog som en markant røst i den offentlige debat om de emner, der rørte sig.

For eftertiden fremstod Monrad som den, der tænkte stort og fejlede stort. Historikeren Povl Engelstoft har sammenfattet det med en for sin tid - 1930' erne - karakteristisk patos: Monrad " var saa sammensat, at det ikke vil være muligt at finde en nogenlunde gyldig Generalnævner for hans Evner og Personlighed. Det Indtryk, han gjorde paa sin Samtid, var saa uens, at selv samvittighedsfulde Bedømmere har givet deres Vurdering Pamflettens Karakter med Vægten lagt paa de samme Egenskaber, der for andre staar som purt Guld. Givet er kun eet: Monrad var overalt og altid, i Aandens Purpur og Pilgrimmens Pjalter, uden for og oven over andre og fri af Banalitetens Usseldom.

Men denne Overlegenhed gav ingen Tryghed og ingen Lykke."Den, der vil forstå Monrad til bunds, slutter Engelstoft, " maa selv have følt Korset tynge sine Skuldre og Naglegabene brænde sine Hænder.".

(artikel i Kristeligt Dagblad 28. juni 2011. Avisens korrekturlæser havde rettet kultusminister til kulturminister. Det er i denne version rettet tilbage til det korrekte.)