Hvor mange embedsmænd skal der til for at skifte en elpære?

FOR NOGLE år siden cirkulerede der en række vittigheder skåret over samme læst: Hvor mange af en eller anden slags skal der til for at skifte en elpære? Hvor mange countrymusikere skal der for eksempel til at skifte en elpære? Fem. En til at skifte pæren og fire til at synge en sang om, hvor god den gamle var. Hvor mange aarhusianere skal der til at skrue en elpære i? 100.001. En til at holde pæren og 100.000 til at dreje Aarhus rundt og så videre.

Vittighederne bliver man mindet om, når man ser reklamerne for Go' Energi blandt andet på TV 2. Den gennemgående figur i deres reklamespots kaldes Enok Energinguaq, spillet af komikeren Brian Lykke.

Reklamerne er i første omgang påfaldende, fordi figuren Enok er en grov karikatur, der gør brug af klichéer fra tiden, da Grønland var en koloni. Denne grovhed kunne der findes en vis tilgivelse for, hvis reklamerne med held havde gjort brug af humorens forsonende element, men de er faktisk ret umorsomme. Nu er humor jo en smagssag, men jeg ville i hvert fald ikke fortænke grønlændere i at tage anstød.

HVOROM ALTING ER, har Go' Energi brugt mange penge på at få danskernes opmærksomhed. Budskabet er ret enkelt. Det består i almindelige spareråd: Man skal skrue ned for varmen, isolere sit hus og skifte glødepærerne ud med sparepærer.

For at få svar på spørgsmålet om, hvem der står bag kampagnen, svarer Go' Energi selv på deres hjemmeside: " Go' Energi er en uvildig, offentlig organisation med egen bestyrelse." Det siger jo ikke meget, for " en offentlig organisation" er ikke noget etableret begreb som en forening, en fond eller et aktieselskab.

Svaret får man ved at efterspørge, hvor de får pengene fra: " Go' Energi finansieres af provenuet fra det særlige energisparebidrag på 0,6 øre/ kWh, der opkræves hos husholdningerne og det offentlige.

Provenuet udgør i alt cirka 90 millioner kroner om året." " Energisparebidrag" og " provenu" er besynderlige omskrivninger, der tjener til at skjule, hvad det drejer sig om. Go' Energi er finansieret af en punktafgift på strøm. Det er staten, der har monopol på inddrivning af skatter og afgifter, og det gør Go' Energi til et statsligt organ pr. definition.

Ingen skat må ifølge Grundloven inddrives, og ingen statslig udgift må afholdes uden ved lov.

DETTE PRINCIP sikrer demokratisk kontrol med de midler, som staten inddriver hos borgerne. Skatter, der ikke har hjemmel i en lov, er pr. definition dummebøder. Nu er det ikke hensigten her at påstå, at Go' Energi opkræver ulovlige skatter, men de spiller ikke med åbne kort.

Det mindste man kan forlange af statslige myndigheder er, at de kalder en spade for en spade, for det tydeliggør, hvem der har ansvaret.

Man må ikke skjule dette forhold med upræcise og ansvarsforflygtigende ord som "energisparebidrag", "provenu", " uvildig" og " bestyrelse". Go' Energi er et oplysningskontor under Klima-og Energiministeriet, finansieret af en særlig afgift på el. De ansatte er embedsmænd, der ved hjælp af en latterliggørelse af grønlændere fortæller de elforbrugere, der betaler deres løn, at man sparer energi ved at skifte til sparepærer.

Det lys er nok gået op for de fleste for længst, om man så kan sige. Jeg føler mig i hvert fald talt ned til. Tilbage til det indledende spørgsmål: Hvor mange embedsmænd skal der til at skifte glødepærer ud med sparepærer? Tilsyneladende så mange, som man kan ansætte for 90 millioner kroner.

(debatindlæg i Kristeligt Dagblad 14. marts 2012)