Staten, kirken og økonomien

Om forholdet mellem stat og kirke i Danmark kan man med sikkerhed sige, at det mangler klarhed. Det er erfaringsmæssigt vanskeligt at forklare udenforstående, hvordan kirken er ledet og organiseret. Det gælder ikke mindst noget så prosaisk som økonomien, som kun meget få kan gennemskue.
Hvad der imidlertid i teorien synes at være en umulig konstruktion, har gennem mange år i praksis fungeret ganske udmærket, fordi ordningen i realiteten og lidt paradoksalt samtidig har fungeret som en stabil ramme for kirken igennem hele det 20. århundrede. Flere forhold, herunder ikke mindst økonomien har gjort det nødvendigt at genforhandle forholdet mellem kirke og stat.

Det var D.G. Monrad, der i arbejdet med udkastet til en dansk grundlov i 1848 introducerede udtrykket ”folkekirke”.  Det var i mere end en forstand nyt. Den enevældige stats lovgivning brugte næsten ikke begrebet ”kirke”. Kirken var ikke ”statslig”. Det var staten, der var religiøs. Kongens første og fornemste forpligtelse var at beskytte troens enhed og renhed.

Grundlovens ordlyd, ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”, bekræfter på den ene side denne enhed af stat og kirke, men idet ordet ”kirke” overhovedet anvendes på denne måde, etableres også en begrebslig adskillelse, som ikke var brugt i lovgivningen forud.

Grundlovsfædrene havde de bedste intentioner om også at udmønte adskillelsen i praksis, men af grunde, som historikere faktisk stadig mangler at udrede, forblev spørgsmålet uafgjort. Det blev sendt til hjørnespark i form af den løfteparagraf, der stadig står, nu som § 66, ifølge hvilken folkekirkens forfatning skal ordnes ved lov.  Den var oprindelig tænkt som et løfte om at tilvejebringe en selvstændig organisation for kirken, men er i realiteten blevet til en garanti for, at Folketinget vil fastholde sin ret til at lovgive om Folkekirken. Parallelt hermed er Grundlovens ord om at Folkekirken understøttes af staten blevet til en praksis, ifølge hvilken Folkekirken styres af staten.

Den mest afgørende ændring af Folkekirken, der er blevet gennemført siden 1849, blev forestået af I.C. Christensen. Han var hovedarkitekten bag systemskiftet i 1901. Den bedst kendte af hans kirkereformer er menighedsrådsloven af 1903, der var tænkt som et forsøg på at demokratisere kirken på samme måde som det danske statsstyre var blevet det. Men man forstår ikke den fulde indebyrd af I.C. Christensens reformkompleks, hvis man ikke er opmærksom på, at det først og fremmest handlede om økonomi. Folkekirken havde nemlig indtil begyndelsen af det 20. århundrede været finansieret i kraft af en byrde eller afgift på landbrugsproduktionen, den såkaldte tiende, en finansieringsform, der stammede fra middelalderen og i høj grad havde privatretlig karakter.  Præsterne var derudover afhængige af den indtægt, som stammede fra præstegårdsavlen. Præstegårdene var dengang rigtige landbrug, der enten blev drevet af præsten selv eller af en forpagter. Jordenes størrelse og bonitet betød en stor forskel i præsternes indtægter. Der var – som man sagde – fede og magre embeder. I en serie af reformer blev tienden afløst og præstegårdsjorden udstykket. Det skete mod erstatning, men den meget store formue, der kunne være blevet ud af erstatningen, er ædt op af inflationen og dårlig forvaltning.

Til gengæld blev der indført et medlemsbidrag i form af en såkaldt ”kirkeskat”, der var blevet til med den kommunale ligning som forbillede. Den opkræves endnu i dag over selvangivelsen, men den er trods navnet et frivilligt medlemsbidrag og ikke en skat. Med kirkeskatten blev Folkekirkens økonomi fremtidssikret, idet den blev tilpasset en moderne pengeøkonomi, der i stadig ringere grad var domineret af landbrugsproduktionen. Samtidig blev udgifterne til kirken pålagt dem, der faktisk var medlemmer. Det var i begyndelsen af det 20. århundrede stadig så godt som alle. I1901 udgjorde antallet af mennesker, der stod uden for Folkekirken 1,3 % af en samlet befolkning på godt 2,4 millioner.

Denne omlægning af finansieringen havde imidlertid som konsekvens, at organisationen måtte redefineres. Et af de afgørende skridt var loven om præstelønninger fra 1913, der ensartede præsternes indtægter, så de svarede til statsansattes. Her viste det sig, at staten måtte spæde til for at få regnskabet til at gå op. Med Tjenestemandsloven af 1919 blev folkekirkepræster eksplicit defineret som tjenestemænd, og dermed var integrationen – eller genforeningen om man vil - af staten og kirken i økonomisk og administrativ forstand fuldbyrdet.

Denne integration fik tilføjet en afgørende politisk dimension, da den væsentligste partipolitiske antiklerikalisme i praksis forsvandt i løbet af 1930erne. Socialdemokratiet og til vis grad De Radikale udviklede ikke alene en accept men også en forståelse af Folkekirken som en nødvendig del af det danske samfund. Dermed var der fra 1930erne til i dag sikret en opbakning til det etablerede system uanset det aktuelle politiske flertal på Rigsdagen, da Venstre og De konservative jo allerede var tilhængere af folkekirkeordningen i forvejen.

Fraværet af en opfyldelse af Grundlovens løfteparagraf har gjort, at kirken i høj grad reguleres efter sædvane og konduite. Fraværet af en rammelov for Folkekirken gør, at monarken i teorien endnu ikke er blevet afløst som kirkens overhoved.

Denne magt har monarken imidlertid overdraget til sine ministre. Den til enhver tid siddende kirkeminister regerer i et lovgivningsmæssigt tomrum, der i teorien indebærer, at ministeren forvalter sit område med den enevældige kongemagts autoritet. Imidlertid er der lagt flere bånd på denne autoritet ikke mindst i kraft af folkekirkens demokratiske institutioner. Menighedsrådene har haft et stærkt lokalt ansvar i over 100 år, og siden 1922 har bisperne været demokratisk valgt. I de seneste år er stiftsrådene kommet til. Man har altså et system, der er præget af sin enevældige arv fra oven og af en stærk demokratisk tradition fra neden. Det må slå gnister. Erfaringsmæssigt har de kirkeministre klaret sig bedst, som har haft det nødvendige gehør for, hvordan klaveret spiller i Folkekirken.

Når systemet i dag begynder at vakle, skyldes det ikke kun, at den siddende minister mangler håndelag og politisk gehør. Man kan pege på i hvert fald tre elementer, der gør spørgsmålet om en genforhandling af forholdet mellem kirke og stat påtrængende. 1. Den folkelige opbakning er vigende. Folkekirken er stadig det største trossamfund, men det kan ikke med samme selvfølge hævde at være hele folkets kirke som for 100 år siden. 2. Lovligheden af kirkens særstatus betvivles i stigende grad. Ikke mindst den fælles europæiske lovgivning og retspraksis udfordrer Folkekirkens særstatus og vil føre til pres i retning af mere adskillelse af kirke og stat. 3. Økonomien trænger til en generalrevision. Økonomien er nøglen til organisationen og dermed magten i Folkekirken. Den forrige regering forsøgte flere gange at gøre noget ved Folkekirkens finansiering, men forgæves. Statens tilskud til kirken udgør ca.11 % med tendens til fald. Til gengæld løser kirken flere offentlige opgaver som f.eks. civilregistreringen og vedligeholdelsen af de historiske kirkebygninger. Det er blevet diskuteret, hvorvidt staten bidrager netto til Folkekirken. Det kan også diskuteres, hvorvidt medlemmer af andre trossamfund er mere begunstigede end folkekirkens medlemmer, fordi deres medlemsbidrag er fradragsberettigede på selvangivelsen. At tilvejebringe lighed mellem trossamfundene vil ikke nødvendigvis være til Folkekirkens ugunst.  Hvorom alting er, opfattes Folkekirkens særstatus som en uretfærdighed af stadig flere mennesker, så netop økonomien vil være et konstruktivt og konkret spørgsmål at gribe fat i, når det handler om at reformere forholdet mellem kirke og stat.

(kronik i Kristeligt Dagblad 19. april 2012)