Vand i hovedet er bedre end maling

Det er i den forløbne uge kommet frem, at en gruppe nazister under krigen tænkte på at forøve et brandattentat mod arkitekten Poul Henningsens hjem. Det er ikke så overraskende, at også han var et mål. De danske nazister var bestemt ikke kræsne, når det handlede om at udpege fjender, og de var indstillet på at bruge vold.

Det var de ikke ene om. Tiden var en anden, og attentatplaner var talrigere og voldsberedskabet højere dengang, og ikke blot fordi der var krig. Volden var også en arv fra 1930' erne. Socialdemokraten K. K. Steincke oplevede det for sin tid trods alt ret sjældne at være udsat for hele to skudattentater. Det første indtraf i december 1930. Steincke var som ordfører i gang med en længere udredning om offentlig forsorg.

Ifølge det stenografiske referat hedder det: " Der høres et Skud fra Tilhørerpladsen og Raabet: ' Paa de arbejdsløse Organisationers Vegne'..." Steincke kommenterede nonchalant afbrydelsen med bemærkningen " det var kun en Kineser" og fortsatte ret uforstyrret sine redegørelser.

Attentatmanden, en kommunist, blev hurtigt pågrebet. Det andet tilfælde fandt sted i 1938, da en nazist løsnede skud mod Steincke, igen i folketingssalen. Han blev også pågrebet og straffet for overfald og ulovlig våbenbesiddelse. I dag ville det være så godt som umuligt at få et skydevåben smuglet ind på Christiansborg.

Den gamle hovedindgang i Rigsdagsgården med den store trappe er kun til festlig brug. Gæster bliver ledt igennem en omfattende sikkerhedssluse under trappen. Forskellen til tilstanden for bare 20 år siden er markant. En form for uskyld er gået tabt, og afstanden til politikerne er blevet større. Det må man naturligvis beklage.

Men udviklingen er ikke sket, fordi vi har fået mere politisk vold, men fordi politisk vold i stadig ringere grad bliver tolereret.

Udfordringen består naturligvis i, at modforholdsreglerne ikke i sig selv må bidrage til forøgelsen af usikkerhed og uretfærdighed i samfundet. Denne meget vanskelige opgave står PET for at løse.

Overfaldene med rød maling mod statsminister Anders Fogh Rasmussen ( V) og udenrigsminister Per Stig Møller ( K) i 2003 har i høj grad medvirket til, at sikkerheden er blevet skærpet. Gerningsmændene, der blev fanget og straffet, tilhører den ydre venstrefløj. En af dem var i forrige uge gæst i radioprogrammet " Krause på tværs". Direkte adspurgt ville han ikke tage afstand fra sine gerninger for 10 år siden. Det fik studieværten, Niels Krause-Kjær, til at tage sit vandglas og tømme det i ansigtet på sin gæst, og han fulgte sin handling op med spørgsmålet, om det ikke var en sær måde at argumentere på at kaste ting i hovedet på folk? Gæsten tog det pænt, må man sige, men han ville stadig ikke tage afstand fra sine metoder.

Man kan selvfølgelig godt bebrejde Krause-Kjær, at han ikke er bedre end venstre-fløjsaktivisterne, men med sin relativt uskyldige demonstration sætter han netop fingeren på et ømt sted i den politiske kultur på yderfløjene, hvor had betragtes som en legitim politisk drivkraft, og hvor der stadig findes mennesker, der mener, at en politisk sag kan berettige en voldshandling. Så længe de findes, bliver der brug for PET og sikkerhedssluser.

(klumme i Kristeligt Dagblad den 19. okt. 2012)