Stat og kirke

Per Bilde gør debatten om Folkekirken en tjeneste ved at tegne de lange linjer op i sin kronik i Ideer den 3. august.

Folkekirken er en institution, der i udpræget grad skal forstås historisk. I Bildes forståelse tegner der sig et billede af kirkens historie som en gennem 400 år fortsat og uimodståelig sekularisering, det vil sige en stadig højere grad af adskillelse af kirke og stat, og det underforstås, at denne sekularisering også er en frigørelsesproces.

Historien er dog ikke helt så lineær og entydig, som Bilde skitserer den. Når Bilde for eksempel beskriver, hvorledes »det kristne greb« om væsentlige forsorgsinstitutioner blev »løsnet« i det 20. århundrede, udlægges statens overtagelse af disse funktioner dermed som en befrielse.

Man kunne imidlertid også vende billedet om og sige, at de institutioner, som kirken så prisværdigt havde skabt og drevet, nu blev omfattet af »statens greb«. Enevælden beskrives som mere ufri, end den var. Bilde hævder, at katolikker ikke blev tålt før 1849. Det blev de skam. På de dansk-vestindiske øer var katolikkerne ligefrem dominerende. I hertugdømmerne var der adskillige fristæder for katolikker, og i kongeriget var der en katolsk kirke i både Fredericia og København. En stor del af den hvervede hær, som den danske stat benyttede sig af frem til hærreformen i 1803, bestod af katolikker - og en enkelt muslim er såmænd også blevet fundet.

Vigtigst er det dog at påpege, at båndene mellem kirke og stat blev væsentligt styrket i begyndelsen af det 20. århundrede. Med junigrundloven blev begrebet folkekirke knæsat, men uden at det blev klarlagt, hvad der ligger i det.

Det centrale i denne sammenhæng er, at Grundlovens formuleringer indikerer et klart brud med den enevældige forståelse af det tætte forhold mellem tro og stat. Selv om Folkekirken er det af Grundloven begunstigede trossamfund i Danmark, skal Folkekirken i Grundlovens betydning som noget nyt forstås som noget andet end staten.

Det er ikke Grundloven, der har skabt statskirken. Den nuværende statskirke blev skabt i begyndelsen af det 20. århundrede.

Hovedelementerne var for det første en fuldstændig omlægning af kirkens økonomi, der indebar, at kirken blev afhængig af medlemsbidrag, inddraget som var det en skat suppleret af et egentligt statstilskud, og for det andet en øget politisk kontrol med kirken.

Med den såkaldte Vålselov fra 1917 tiltog Rigsdagen sig afgørende myndighed over Folkekirkens indre anliggender, og med tjenestemandslovgivningen af 1919 blev en proces fuldbyrdet, der knyttede præsteembedet juridisk og økonomisk til staten. Siden dengang har ingen regering arbejdet seriøst for Folkekirkens selvstændiggørelse, og Rigsdagen, nu Folketinget, har virkeliggjort løfteparagraffen på den måde, at Folkekirken tilsyneladende for altid vil blive ordnet ved lov.

(læserbrev Weekendavisen, 10. august 2012)