Tålsomhed

Den danske Folkekirke er antagelig et af de mest tålsomme og frisindede kirkesamfund i verden. Et af de bedste udtryk for denne tålsomhed er, at Folkekirken rummer både kvindelige præster og præster, der er imod kvindelige præster. I andre væsentlige spørgsmål om abort, skilsmisse og homoseksualitet gælder en tilsvarende rummelighed, som ville være helt utænkelig i de fleste andre kirker og trossamfund.

Det er derfor bekymrende, at den nuværende regering føler sig kaldet til at presse sin egen forestilling om, hvad der er rigtigt og forkert ned over Folkekirken ved at tvinge et vielsesritual for homoseksuelle igennem. Det bliver gjort i tolerancens navn, men er i virkeligheden udtryk for et ønske om med magt at ensrette kirken efter en politisk målestok.

Homoseksuelle kan allerede i dag i kraft af det registrerede partnerskab opnå samme borgerlige rettigheder som heteroseksuelle, og de kan også få en kirkelig velsignelse af deres forhold. Der er altså hverken i borgerlig eller kirkelig forstand noget presserende problem at få løst. Mange vil gøre dette til et spørgsmål om homofobi i Folkekirken, men det er kun i meget begrænset omfang tilfældet. Det handler i det store hele om, hvorvidt den borgerlige og kirkelige vielse skal foretages samtidig eller adskilt.

Sagen kunne jo være grebet væsentlig mere elegant an, først og fremmest ved at undgå tvang. Hvis man fra lovgivers side havde tilbudt alle trossamfund med vielsesmyndighed muligheden for vielse af mennesker af samme køn, ville Folkekirken med stor sikkerhed have været den første til at tage imod. I stedet har regeringen valgt den samme tilgang som elefanten i glasbutikken.

Regeringen er i praksis i fuld gang med at splitte Folkekirken, og dermed går netop den tålsomhed tabt, som det synes at have været regeringens oprindelige formål at bevare.

(læserbrev i Weekendavisen 4. april 2012)