Retten til at føle sig krænket

Man taler med rette om, at vi er på vej ind i en krænkelseskultur, der er rundet af den stærke fokusering på rettigheder. Senest har det været fremme i forbindelse med diskussionen om cpr-registeret, hvor Radikale Venstre har ønsket en omlægning af systemet af hensyn til et lille mindretal af transseksuelle, der angiveligt føler sig krænkede af den nuværende ordning.

Hvordan sætter man en stopper for rækken af krænkede, der kræver lovændringer? Det er ikke en løsning at benægte, at krænkelser finder sted, eller at rettigheder har betydning. Et røveri er stadig en krænkelse af offeret, og ytringsfriheden er stadig en væsentlig rettighed.

Men hvordan skelner vi så mellem de fundamentale rettigheder, der er samfundets byggesten, og den strøm af krav om ditten og datten, som giver sig ud for at være bygget på rettigheder? I et lille interview om cprregisteret her i avisen forleden gav Lars-Henrik Schmidt skitsen til et forslag, som fortjener opmærksomhed. Vi er, mener han, begyndt " at indrette verden efter folks selvforhold".

Vi lader med andre ord folk selv definere deres rettigheder og dermed, hvad der er en krænkelse. Men borgerens selvforståelse og selvfølelse kan ikke danne grundlag for, hvad der kan vurderes som en krænkelse.

Da Radikale Venstre i 2006 stillede lovforslag om, at civilregistreringen skulle overgå fra folkekirken til statsligt regi, var en del af begrundelsen, at medlemmer af andre trossamfund eller ateister føler sig krænkede af at skulle registrere deres børns fødsel på et kirkekontor. Nu er der gode argumenter for at ændre civilregistreringen, men folks følelser er ikke et af dem.

Hvis civilregistreringen i min hjemby var kommunal, og jeg nærede en modvilje mod at møde frem på rådhuset, fordi det er opført i en ualmindeligt hæslig byggestil, eller fordi sagsbehandleren bar muslimsk tørklæde, ville jeg selvfølgelig straks blive latterliggjort. Folk ville med rette sige, at jeg måtte komme mig over min fobi.

Det er heller ikke myndighedernes opgave at smigre borgerne med at bekræfte deres selvforståelse eller at bestyrke dem i deres fortolkning af egen identitet. Det bliver helt tydeligt i spørgsmålet om pas og cpr-registeret.

Et pas er et af staten udstedt identitetspapir, der skal indeholde tilstrækkeligt med oplysninger til, at dets bærer kan skelnes fra alle andre. Der bruges så objektive kriterier som muligt, det vil sige køn, alder, ansigtstræk, snart også fingeraftryk og måske dna. Der stilles særlige krav om, at fotoet skal tages på en måde, der ikke er særlig flatterende.

Ingen ligner vist sig selv på et pasfoto, hvis man spørger dem. Men min identitet udtømmes ikke i mit cprnummer, mit pasfoto eller mit fingeraftryk. Det kan sågar være, at jeg føler mig yngre, end jeg er, men jeg er ikke desto mindre født i 1966, og det er dén oplysning, der er relevant i myndighedernes øjne. Hvem jeg er som menneske eller føler mig som, er i den sammenhæng ligegyldig.

Et cpr-nummer er jo trods alt bare et nummer. Det, at jeg som borger ikke føler min selvforståelse bekræftet i mødet med myndighederne, kan ikke udlægges som en krænkelse.

(klumme i Kristeligt Dagblad den 24. aug. 2012)