Danske museer går i den forkerte retning

Det har vakt en betydelig opsigt i fagkredse, at Statens Forsvarshistoriske Museum har varslet afskedigelser af to museumsinspektører i to af dets afdelinger, Tøjhusmuseet på Slotsholmen og Orlogsmuseet på Christianshavn, begge i København.

Militær-og krigshistorie nyder en udbredt interesse i offentligheden, og der er da heller ingen mangel på museer på området.

Man kan bese Thyborønfæstningen, Fredericia Vold, Fregatten Jylland, Kalø Slotsruin, Zeppelinermuseet i Tønder, Dybbøl Banker, Koldkrigsmuseerne på Langelands-og Stevnsforterne, Nyborg Slot, Trelleborg, Vestvolden og Kastellet i København, Kronborg, Hammershus, Christiansø og adskilligt mere, hvis man vil opleve, hvordan krig er blevet ført. Oplevelse er nøgleordet.

Den danske museumsverden har i de seneste år taget forholdet til publikum op til revision. Det klassiske museum er, hvad man kalder samlingsbaseret. Det har som det første den opgave at bevare de genstande, som er blevet det betroet, og dernæst at formidle denne samling i en oplysende og pædagogisk form i faste og skiftende udstillinger.

De centrale funktioner i et museum af denne type varetages af en eller flere museumsinspektører. Denne titel angiver ingen ledelsesfunktion, men blot at vedkommende har en relevant universitetsuddannelse, gerne inden for kunsthistorie, historie, arkæologi eller etnologi.

Der har typisk været tale om en livstidsstilling, der dermed også ofte indebærer, at vedkommende inspektør har oparbejdet en helt enestående ekspertise på sit felt, ofte på seniorforskerniveau.

Den nye type museum er først og fremmest publikumsbaseret, " en oplevelsesfabrik", som direktøren for det forsvars-historiske museum, Ole L. Frantzen, formulerer det, og han står slet ikke alene. Blandt andet Frilandsmuseet i Lyngby og Vikingeskibshallen i Roskilde går i front i denne udvikling.

Fælles for denne nye måde at tænke museum på er, at der lægges vægt på dramatisering og fortælling, aktiv publikumsdeltagelse og events, sanseindtryk og helhedsoplevelse.

Tivolisering kalder kritikerne det, men det er på mange måder en logisk fortsættelse af de formidlingsaktiviteter, som de traditionelle museer har varetaget. Viden er jo kun viden, for så vidt den kan viderebringes på en måde, som værdsættes af et stadig mere forvænt publikum.

Men viden er også kun viden, når den til at begynde med indehaves af nogen. Det er ikke, fordi militærhistorien som sådan er et forsømt forskningsfelt. Den varetages af universiteterne og af forsvaret selv, men altså uafhængigt af museerne. Her skæres der til gengæld i antallet af forskningskompetente museumsinspektører, og en gennem mange år opbygget viden om samlingerne forsvinder ganske enkelt. Når det handler om så betydningsfulde og enestående samlinger som Tøjhusmuseets og Orlogsmuseets, er det et så meget desto større problem, også for formidlingen.

For hvem kan formidle en viden, der ikke findes?

(kommentar i Kristeligt Dagblad 10. maj 2012)