Der er for meget innovationssnak

Danmark skal have en innovationsstrategi. Det er regeringens politik. Årsagen er, at vi er ved at blive overhalet af de nye økonomier som Kina og Brasilien. De har masser af billig arbejdskraft og en veluddannet middelklasse.

Det giver dem mulighed for ikke alene at producere billige, men også højt udviklede produkter. Vi kan ikke konkurrere på lønudgifterne, så tanken er, at vi skal skaffe os konkurrencefordele på forskning og udvikling.

Det var det samme ræsonnement, der lå bag daværende videnskabsminister Helge Sanders ønske om at fremskynde processen " fra forskning til faktura", som han sagde. Kravet om mere innovation gør brug af en håndfuld nøgleord som entreprenørskab, kreativitet, konceptudvikling, forandringsledelse, kompetencer, tværfaglighed, omstillingsparathed og så videre.

De florerer især i kursus-og konsulentbranchen, der gerne forfølger ethvert modelune, som sælger. På uddannelsesinstitutionerne fra folkeskolen til universitetet har " innovationen" nu gennemsyret læseplaner og studieordninger.

Når jeg hører ordene " entreprenør" og " kreativ" i samme sætning, kommer jeg til at tænke på Kurt Thorsen. Det er meget vanskeligt at se, hvad der egentlig gemmer sig bag begreberne. Det meste af det er parfumeret pølsesnak og varm luft bygget på den antagelse, at nyskabelse kan sættes i system. Det er for det første en selvmodsigelse.

Sand nyskabelse er jo kendetegnet ved at trodse systemer. For det andet findes der ingen som helst dokumentation for, at undervisning i innovation fører til innovation. Derimod er det meget veldokumenteret, at mange kursusvirksomheder tjener gode penge på at undervise i innovation. Innovationsprofeterne fremstiller gerne sig selv som dynamiske og fremadrettede.

Det giver direkte eller indirekte indtrykket af, at hele uddannelsessektoren i dag er både stagnerende, indelukket og virkelighedsfjern. Det er imidlertid forkert. Virkeligheden trænger sig altid på. Forestillingen om, at undervisningssektoren befinder sig i et elfenbenstårn eller en tidslomme, er en myte.

Omstillingsparatheden findes allerede. Hvis man for eksempel ser på den generation, der nu befinder sig omkring pensionsalderen, vil man konstatere, at en stor del af dem har haft et meget omskifteligt arbejdsliv. De slutter typisk deres karriere i stillinger og brancher, som de oprindeligt slet ikke var uddannet til. Skolelæreren er blevet it-konsulent, tømreren er blevet landmand, og landmanden er blevet skolelærer.

Gennem generationer har forældre sagt til deres børn, at de burde få " en uddannelse at falde tilbage på". Der ligger i formaningen en mistrøstig forventning om, at man " falder tilbage". Det er bare sjældent tilfældet. Den rummer imidlertid den sandhed, at de, der har klaret sig godt, har det tilfælles, at de har en uddannelse.

Udslagsgivende for succes i arbejdslivet har ikke så meget været, hvilken uddannelse folk har taget, som at de overhovedet har taget en uddannelse.

Det kan simpelthen betale sig at kunne noget, at beherske et fag, uanset om man i sit arbejdsliv beskæftiger sig med dette fag. Tværfagligheden stortrives på arbejdsmarkedet, men ikke, fordi folk har taget tværfaglige uddannelser.

Udviklingen har fundet sted, uden at folk har taget uddannelser i innovation. Derimod har det ikke overraskende vist sig, at det er en fordel at vide noget og at kunne noget.

(klumme i Kristeligt Dagblad 24. marts 2012)