Økonomisk krise og etisk krise

Den nuværende krise er i sin kerne en etisk krise, udtalte pave Benedikt XVI i anledning af sin nytårskur. Det er han bestemt ikke ene om at mene. Mange ser Europas økonomiske vanskeligheder som et udslag af grådighed, egoisme og materialisme. De fremmaner billeder af finansmarkedet som en sammensværgelse af ondskabsfulde mennesker, der finder fornøjelse i at ruinere andre mennesker.

Velstanden i den moderne verden bygger på en meget høj grad af arbejdsdeling og specialisering. Markedet tilvejebringer infrastrukturen for denne arbejdsdeling. Det kanaliserer udbud og efterspørgsel meget effektivt ved hjælp af blandt andet gennemsigtighed og frivillighed.

Handelsfolk indgår en kontrakt, fordi de ud fra de tilgængelige oplysninger mener, at den er til deres egen fordel. Det smukke er, at denne fordel som regel er gensidig. Det vil sige, at systemet fungerer, selvom alle handler i egen interesse, ja, faktisk netop derfor. Summen af alles egoisme i et velfungerende marked er i økonomisk forstand positiv.

Tag noget så simpelt som det daglige indkøb. Jeg har en interesse i at købe mælk. Butikken ser sin fordel i at sælge mig den. Jeg handler, hvor jeg får den mælk, jeg vil have, til den pris, jeg vil betale. Penge-, kredit-og finansvæsenet udgør markedets bærende struktur, men det hele fungerer kun med en stærk opmand i form af en retfærdig og velorganiseret stat, der kan tilvejebringe sikkerhed, retsbeskyttelse, uddannelse, infrastruktur og så videre.

Selvom markedsøkonomiens drivkraft er egoisme, er den jo ikke fuldstændig blottet for anstændighed. Langt de fleste transaktioner er bygget på en stor grad af tillid. Når jeg køber mælk, lægger jeg kun én karton på kassebåndet. Det er et hensyn, jeg viser ekspedienten og ikke mindst hans ryg. Han stoler til gengæld på mig, når jeg fortæller ham, hvor mange jeg har i alt i indkøbsvognen.

Den økonomiske krise kan fremvise nogle ret spektakulære eksempler på moralsk anløbne folk, der har misbrugt andres tillid. Stein Bagger er blevet et symbol på sin epoke, men sagen mod ham har vist, at han altid har været en fupmager. Finn Nørbygaard er langt mere typisk.

Han blev forledt til at investere i Stein Baggers forretning for lånte penge. Nørbygaards fejl var vel at mærke, at han viste tillid, ikke at han var umoralsk. Man kan også stille spørgsmålet anderledes: Er Finn Nørbygaard i dag blevet et bedre menneske? Nej, han er blevet et klogere menneske, fordi også han har indset, at de ret simple regler for økonomi stadig gælder.

Lad os lige repetere to af de væsentligste: 1. Lånte penge skal betales tilbage. Afdragsfrie lån er med andre ord ikke afdragsfrie i længden, og den græske stat kan ikke afholde sine udgifter uden at skaffe sig indtægter. 2. Det forventede afkast svarer til den forventede risiko. Også prisen på penge er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Man kan få højt afkast, eller man kan få stor sikkerhed, og hvis de muligheder optræder samtidig, er der sandsynligvis tale om en boble, der vil briste.

Når paven taler om etisk krise, handler det ikke om, at han ved, hvordan krisen skulle være undgået. Når folk har tabt penge, skyldes det ikke, at de har gået for lidt i kirke. Når bankerne er gået fallit, skyldes det ikke manglen på etik, men at ledelserne har været rystende dårlige til at drive bank. Den økonomiske politik har været uansvarlig, fordi politikerne ikke har lyttet til økonomerne. I sin kerne er den økonomiske krise, nå ja, en økonomisk krise.

(klumme i Kristeligt Dagblad 25. feb. 2012)