Er livet som et slag tennis?

" Sådan knuste jeg kræften", lød overskriften på et avisinterview med en kendt dansker, der for et par uger siden udgav en bog om den behandling, hun netop har gennemgået for brystkræft.

Umiddelbart meddeler overskriften en forståelig glæde over at være blevet raskmeldt. Men den rummer også indirekte et perspektiv på sygdommen, som er sejrherrens.

Scenen sættes for en beskrivelse af sygdomsforløbet som en kamp mellem patienten på den ene side og sygdommen på den anden.

Det er en krigs-eller måske rettere en sportsmetafor.

Man ser variationer over temaet med jævne mellemrum, og det er langtfra altid, at overskriften giver en dækkende beskrivelse af artiklens indhold. Det gjorde den faktisk heller ikke i det nævnte tilfælde. Men der er en grund til, at aviserne forfalder til at formulere sig på denne måde.

Det giver indtryk af, at der er noget at stille op over for det, som mange har haft tæt inde på livet, og som næsten alle frygter. Den slags forjættelser sælger aviser, fordi en stakkels dødelig jo gerne giver sølle 15-20 kroner for opskriften på et længere liv.

Overskriftens retoriske model er simpel. Sygdommen og patienten stilles op over for hinanden, som om der var tale om, hvad man i sporten kalder en knockout-turnering: vind eller forsvind. Udfaldet kommer helt an på den enkeltes evner og fokus, og hvis patienten ikke er dygtig nok, indtræffer nederlaget.

" Han tabte til kræften" er en anden typisk overskrift, hvis et kendt menneske er død af kræft, og nede i teksten vil man typisk finde en formulering som, " han kæmpede tappert til det sidste".

Man kan jo ikke fortænke et menneske i at føle en vis triumf over at have overstået alle de lidelser, som en kræftsygdom og dens behandling medfører. Men hvad gør det ved alle dem, der har " tabt denne kamp"? Det gør dem jo til tabere i mere end en forstand.

Hvordan mon det må være som svært kræftsyg at læse en overskrift, der på skrømt lover en opskrift på, hvordan man " knuser kræften"? Hvordan må det være på denne måde at blive konfronteret med en indirekte beskyldning om, at ens sygdom skyldes, at man har underpræsteret? Ikke alene må den syge lide under sygdommen, men også under den bebrejdelse, at man selv er ude om, at det er gået så galt.

Denne måde at omskrive sygdomsforløb til sportsmetaforer på har sit sidestykke i den omfattende brug af coaching.

En coach er egentlig en sportstræner, og forestillingen om, at man kan coaches til en vinderstrategi i livet, stammer fra W. T. Gallwey, der i 1970' erne kombinerede principperne for træningen af tennisspillere med new age-meditation. Meningen er, at man kan overvinde vanskeligheder og modstand ved mentalt at indstille sig på sejr. Hvis man ikke tror på sejr, kan man ikke vinde.

Det handler naturligvis om det klassiske problem om at tage ansvar for sit eget liv.

Der er mennesker nok, der i arbejdslivet, privatlivet og i samfundet som helhed aldrig tager et ansvar. De gør sig til klienter eller ligefrem til en belastning. Faktisk er det at gå til en coach også en måde, hvorpå man gør sig til klient for en behandler, deponerer sin selvbestemmelse i en bestemt ideologi eller verdensanskuelse, i dette tilfælde den teori, at livet er som et slag tennis.

Senest i forholdet til døden kommer sportsmetaforen imidlertid til kort. Også sygdom er alle mands herre, og hvis sygdommen rammer, kan ingen patient være tjent med, at der til den skade føjes bebrejdelsens spot. Og hvis man ved skæbnens og lægevidenskabens hjælp er blevet rask igen, er det måske på sin plads at vise taknemmelighed snarere end at triumfere.

(klumme i Kristeligt Dagblad 21. april 2012)