At arbejde for det daglige udkomme

Hvorfor skal man egentlig gå på arbejde? Det er spørgsmålet i den værdikamp, der er blevet rejst af to konkrete eksempler på mennesker på offentlig forsørgelse, der er slået stort op i medierne: " fattige Carina" og " dovne Robert". Selv ikke nok så mange finanslovsdebatter og arbejdsløshedsstatistikker har kunnet skabe en opmærksomhed om spørgsmålet som disse to tilfælde.

Svaret på spørgsmålet har for mange af os været hentet i teorien om den lutherske arbejdsetik, som oprindelig blev præsenteret af sociologen Max Weber for hundrede år siden. Den går ud på, at en oprindelig religiøst - især calvinsk - begrundet kaldsetik i Nordvesteuropa og Nordamerika i løbet af det 17. og 18. århundrede forvandlede sig til en i kulturen grundfæstet moralsk forpligtelse til at arbejde for arbejdets egen skyld.

Webers omdiskuterede tese har siden stået centralt i fortolkningen af kapitalismens og industrialismens opkomst i Europa, og den har med mellemregninger betydet, at vi ofte tillader os at sige: " Jeg arbejder, fordi det giver mening og identitet." Den nuværende værdikamp skyldes, at de materielle betingelser for arbejdsmarkedet har ændret sig væsentligt.

Som Kristeligt Dagblad skrev forleden, er der løbet meget vand i åen, siden Jacob Haugaard blev valgt ind i Folketinget i 1994 på at være bevidst arbejdssky. Robert stiller faktisk også op til folketingsvalg for Nihilistisk Folkeparti, men han bliver næppe valgt.

Den globale konkurrence har medført, at fattigdom, helt konkret og gammeldags armod, er rykket væsentligt nærmere som en mulighed. Rumænske tiggere fylder i vores gader. Vores lønniveau er ikke længere dikteret af, hvad danske fagforeninger kan kæmpe sig til nationalt, men er i stadig stigende grad afhængig af, hvad en inder, brasilianer eller kineser skal have i løn. Det forspring, vi tidligere havde i uddannelsesniveau, er hurtigt ved at blive indhentet.

Kravet om øget produktivitet og effektivitet nåede allerede til den offentlige sektor, da den såkaldte " new public management" blev introduceret i Mogens Lykketofts tid som finansminister. Ingen på arbejdsmarkedet er undtaget for konkurrencepresset, og derfor smitter det også af på vores syn på dem, der lever af overførselsindkomster.

Det er blevet vanskeligere at forsvare, at en skattefinansieret, arbejdsfri indkomst overstiger, hvad en jordbærplukker eller et avisbud tjener, eller at den overhovedet udbetales, så længe der er uplukkede jordbær og uomdelte aviser tilbage.

Fronten i værdikampen har i politisk forstand rykket sig væsentligt mod venstre, og dens aktuelle stridspunkt, som kan aflæses i valget til formandsposten i SF, er dagpengereformen. Til venstre lyder synspunktet, at arbejde skal være meningsfuldt, og at overførselsindkomster skal tildeles af menneskelige hensyn.

Det aktuelle flertal i befolkningen og Folketinget giver et andet svar på spørgsmålet: "Jeg arbejder for livets ophold." Hvis det i tilgift giver mening at arbejde for det daglige udkomme, er det en luksus, som man skal vide at skønne på.

(klumme i Kristeligt Dagblad 28. sep. 2012)