Findes der venstreorienterede populister?

Det nye højre i Europa, Fortuyn, Haider, Hagen, Le Pen, Kjærsgaard deler ifølge den politiske standardiagttager i hver fald én egenskab: populisme. Bjarke Møller bruger fx her i avisen den 24. oktober begrebet som fællesbetegnelse for disse partier. Hvad populisme egentlig dækker over er straks mere uklart, ikke mindst fordi de nævnte partier er indbyrdes forskellige. Hældningen er dog ikke til at tage fejl af. Populister er noget, som venstrefløjen ikke er. Begrebets grundtone af forargelse og karakter af skældsord er gennemgående. Vi er måske ikke rigtig klar over, hvad det vil sige at være populist, men det er bestemt ikke godt at være det.

Men kan det passe, at højrefløjen har monopol på populismen? Det mener foruden Bjarke Møller også Gyldendals fremmedordbog, men den er nu også rød. Populisme er en »småborgerlig diffus bevægelse af skattenægtere, tjenestemandshadere og kværulanter på yderste politiske højrefløj« som det hedder i min udgave. Næppe hvad man vil kalde en værdifri beskrivelse. Populismen må for den politiske redeligheds skyld defineres ikke som et bestemt politisk synspunkt, men som måden at forvalte sine politiske idealer på. Populisme er ønsket om at være populær på trods af ens politiske standpunkt. Det er at sælge ud af egne værdier. Højrefløjen er altså ikke populistisk, blot fordi den ser stort på venstrefløjens værdier. Fedter højrefløjen for opinionen? Det kan jo dårligt kaldes et særligt populært synspunkt, når Søren Krarup mener, at sydslesvigerne bør sørge for at komme i flertal så de kan stemme sig hjem igen til moderlandet.

Så er det anderledes med enkeltsagspolitikere som Kirsten Jacobsen eller Frank Aaen. Sidstnævnte kan få en hel politisk karriere ud af et personligt korstog mod storkapitalen i almindelighed og A.P. Møller i særdeleshed. Der er noget David og Goliath over dén taktik, og det har sin naturlige appel i vælgerbefolkningen. Sherin Khankans mærkelige forsøg på at tækkes sit muslimske bagland ved at sælge ud af Radikale mærkevarer kan også udmærket kategoriseres som populisme. Poul Nyrup Rasmussens stort anlagte valgflæsk om efterlønnen, der angiveligt ikke skulle røres ved, må tjene som et af de bedste eksempler på politisk lefle- og hykleri, prototypen på populisme. Når Pia Kjærsgaard derimod siger, at muslimerne skal holdes væk og ude af landet, så er det ærlig - om end altså særdeles diskutabel - snak. Hun siger det for at blive valgt, så hun kan gennemføre det. Nyrup sagde det bare for at blive valgt.

Jacob Haugaards politiske karriere er historien om den omvendte populist. Han blev valgt på åbenlyst utroværdige løfter, der skulle tjene som en slags karikatur af et latterligt folkestyre, og han endte med at være ægte tilhænger af demokratiet og dets tillidsmænd. Han trak sig tilbage i ærbødighed for det, der faktisk foregår på Christiansborg. Hvis man altså giver køb på idealerne for at gøre sig til over for vælgerne, er det populisme. Mens populisme er en slags hykleri, er ikke al hykleri også populisme. Hvis finansministeren f.eks. mener, at landets love bør overholdes, uden selv at gøre det, er der blot tale om simpel dumhed. Ingen bliver genvalgt på dén merit. Der er ikke noget forgjort i at være populær. Det er hele humlen ved demokratiet. Alle partier frygter spærregrænsen. I den forstand er alle politikere populister for Vorherre, for de må gå på kompromis og lægge dæmpere på sig selv for at opretholde manøvredygtigheden i de politiske farvande. Sige de rigtige ting på den rigtige måde uden decideret at lyve. Genvalget er den afgørende eksamen, og for at blive genvalgt skal man være populær blandt vælgerne, og til det formål er sandheden hyppigt utjenlig. Vi har nogle mekanismer - det vil i store træk sige pressen - der kan afsløre løgnerne og hyklerne. Dem kan vælgerne nemlig ikke lide, og det er med vælgerne i et demokrati som kunderne i butikken: De har altid ret. Systemet fungerer. Men den, der er parat til at udnævne vælgerne til idioter, fordi de har stemt på nogle bestemte politikere, som af politiske bekvemmelighedsårsager kaldes populister, skulle måske lige have finjusteret deres demokratisyn.

(Kommentar i Information, 30. okt. 2002.)

Mikkel Thorup svarede 2. november:

Jes Fabricius Møller (JFM) skriver den 30. oktober et lidt surt indlæg om brugen af begrebet populisme, som han mener, betyder »ønsket om at være populær på trods af ens politiske standpunkt. Det er at sælge ud af egne værdier«. Nu er der jo selvfølgelig altid et vist forfald i begreberne, når de anvendes i journalistikken og i den politiske debat, men JFM tager grundlæggende fejl i sin definition og forståelse af populisme. Den anerkendte populismeforsker Margaret Canovan har defineret det som »en appel til 'folket' imod den etablerede magtstruktur og imod samfundets dominerende ideer og værdier«.

Andre har defineret det som »mobilisering af folkelig politisk identitet i opposition til den herskende magt«. Populisme er karakteriseret ved antielitisme, antiintellektualisme, antiparti og antisystem samt en tilsvarende fremhævelse af 'folkets sunde fornuft', 'det jævne', 'direkte demokrati' etc. Den nutidige form for højrepopulisme - nationalpopulisme - er i bund og grund en systemkritik, der kan sammenfattes under overskriften: afnationaliseringen af Danmark. Den populistiske kritik er, at eliten sælger Danmark til de fremmede (muslimerne) og det fremmede (EU og den globale kapital). Deres vælgermæssige styrke kommer fra befolkningsgruppers følelse af at være blevet forladt, ignoreret og nedgjort af eliten.

Den blodige og usmagelige retorik fra Dansk Folkeparti (DF) på udlændingeområdet dækker for den simple sandhed, at den stærkeste kritik retter sig imod det politiske system, der ifølge DF svigter sit demokratiske mandat ved at tilgodese alle andre end danskerne. Populisternes billede af samfundet er stærkt afvigende fra det gængse: Danmark fremstilles som voldeligt, utrygt og underkuet, mens det politiske system fremstilles som kun formelt demokratisk.

I realiteten har eliten løsrevet sig fra sit udgangspunkt, nemlig folket og folkets vilje. Populister ser sig selv som de sande demokrater, der forsvarer folkesuveræniteten imod elitens kosmopolitiske forræderi. Dansk Folkeparti er som populistisk parti i direkte forlængelse af Fremskridtspartiet, men eftersom samfundet har forandret sig i de 30 år, siden Z's fremkomst, har også den populistiske kritik. Populismens alternative ideal i dag er det samfund, som Fremskridtspartiet i 1973 slog igennem med at kritisere. Det er det industrielle og homogene velfærdssamfund, der samler DF's og deres vælgeres længsel. Derfor giver det - på trods af JFM's ubehag ved det - god mening at rubricere de nye højrepartier som populistiske. De er en del af den europæiske opsamling af utilfredse, der for tiden ikke føler, at venstrefløjen tilbyder en kritik eller et alternativ, der kan fjerne den overvældende følelse af usikkerhed. Et sidste godt råd til JFM: skift ordbog! I Politikens nudanske ordbog (der også er rød) defineres populisme som »politisk anskuelse, som går imod myndigheder og magthavere i sager, der særlig appellerer til den brede befolkning, f.eks. i spørgsmål om skattepolitik, og som ofte benytter sig af enkle argumentatoriske virkemidler - [af latin populus folk]«.

(Jeg har siden holdt mig Mikkel Thorups definition efterrettelig)