Tvind er godt stof, og derfor jagter pressen nyheder om Tvind; nyheder af den slags, der lever op til publikums forventninger. På redaktionerne synes der at være et behov for mange hel- sidesartikler om Tvind, men desværre er der ikke altid historier nok til at fylde disse sider. Derfor synes journalister at have udviklet nogle mere eller mindre raffinerede metoder, med hvilke man kan generere historier på et spinkelt grundlag. Det ville være forkert at kalde dem løgnehistorier. Løgnagtighed er en letgennemskuelig last, som meget få journalister gør sig skyldig i. Kunsten er at stykke forhåndenværende mere eller mindre banale kendsgerninger sammen, så de for læseren kan præsenteres som 'en nyhed'. De følgende eksempler kan illustrere de forskellige metoder.
Den nærsynede metode: To journalister på Berlingske Tidende meddelte den 12. juli i år med en overskrift øverst på forsiden læserne, at 'Tvindpapirer afslører Amdi'. Det var for så vidt en spændende historie om nogle interne Tvindpapirer, der mere end antydede, at Tvindskolerne var centralt styrede, hvoraf nogle var forfattet af Amdi Petersen selv. Papirerne havde journalisterne fra det materiale, som Undervisningsministeriet havde sendt ud til Tvindskolerne i anledning af deres fornyede ansøgning om godkendelse. Papirerne blev brugt som dokumentation for, at Tvindskolerne ikke var helt så selvstændige og uafhængige, som de påstod. Problemet var blot, at historien var mindst to et halvt år gammel. Det kan for så vidt godt være en nyhed, at en to et halvt år gammel skandale afsløres for første gang, men heller ikke det var tilfældet. Det kunne de to journalister have fundet ud af ved at læse en serie artikler i Jyllands-Posten i februar 1997, men de har været for nærsynede til at tage sig af ting, der ligger så langt tilbage i tiden. Og så slap de af sted med at fylde flere sider over et par dage med deres 'afsløringer', der med hensyn til karakteren af oplysninger ikke indeholdt mere end konkurrentens betydeligt ældre artikler.
Alexandrametoden: Denne metode kunne også kaldes 'Den dækningsløse overskrifts metode'. Pressens evige trang til at 'afsløre' nyheder har ført til nogle bemærkelsesværdige såkaldte ikkehistorier, der i det store hele er skabt af pressen selv. Prinsesse Alexandra oplever det ustandseligt. Den ene uge lancerer et illustreret magasin en løst underbygget historie om hendes privatliv, og den næste kan de så følge op med en historie om, at den stakkels prinsesse forfølges af pressen. Denne udgave af metoden bygger på, at offentligheden er rasende nysgerrig og samtidig sympatisk indstillet over for prinsessen. I tilfældet Tvind er der stor nysgerrighed men til gengæld ingen sympati. Ekstra Bladet er en fremtrædende repræsentant for pressens evne til at finde historier, hvor der ingen er. Mandag den 21. juli 1986 bragte bladet en artikel under overskriften, 'Tvind ribber luksushotel for møbler'. Denne overskrift, som bringer mindelser om uberettiget komfort tilvejebragt ved plyndring, er imidlertid slet ikke dækkende for den egentlige historie. Den går ud på, at skolesamvirket for 1,4 mio. kr. havde købt det meste af inventaret i Hotel Sheraton i København, og så er den ikke længere. Der var ikke tale om problemer i forbindelse med handelen endsige at den havde krænket nogen. »Hotellets informationschef siger, at samarbejdet med Tvind er forløbet glat. De har opført sig forbilledligt og ryddet op efter sig, da de var her for at fjerne inventaret«. Møblerne er blevet brugt på mange af Tvinds skoler og er et eksempel på, hvordan Tvind har skaffet sig gode og solide møbler uden at give for mange penge for dem. I virkeligheden er det en historie om begavet genbrug i stor stil, som imidlertid i Ekstra Bladets optik bliver til en antydning af lyssky virksomhed.
Metodemetoden: Denne metode bygger i det store hele på, at journalisten iscenesætter sin egen arbejdsmetode, som om den var interessant i sig selv. Det medfører, at trivielle kendsgerninger fremstår som om det har krævet stor journalistisk snilde at fremskaffe dem. Man gengiver for eksempel interview, hvor det samme spørgsmål stilles flere gange. Hvis det første svar er henholdende og det andet mere uddybende, fremstår journalisten som en, der har 'afsløret' no- get, som interviewofferet gerne ville have holdt hemmeligt. Dermed bliver det ikke svaret i sig selv men journalistens ihærdighed, der kommer til at stjæle opmærksomheden.
Poul Jørgensen fra Tvind oplevede dette klassiske tv-trick bl.a. i et af monopolfjernsynets sidste magtdemonstrationer: en helaftensudsendelse om Tvind i efteråret 1985. DRs dokumentargruppe fik bred omtale i den skrevne presse for at have 'afsløret' Tvind og bragt Poul Jørgensen på glatis, og dønningerne var længe om at fortage sig både i medierne og på Christiansborg. Det påfaldende ved den flere timer lange udsendelse var imidlertid, at journalisterne havde brygget en ualmindelig tynd kop te. En grundlæggende fejl ved fjernsynet er, at man ikke kan fortælle en historie, medmindre der er billeder til. Til illustration af en historie om mælkekvoter kan TV-avisen for eksempel sagtens finde på at vise en flok fedekvæg på græs. I mange tilfælde vælger tv slet ikke at fortælle historien, hvis det viser sig, at skandalen ikke er særlig fotogen. Det var også tilfældet med den store udsendelse om Tvind, for nogle af de rigtige skandaler kunne der åbenbart ikke skaffes billeder til. Man kunne sagtens forestille sig en tv-udsendelse af en tre kvarters varighed om den forsvundne Amdi Petersen bygget over metodemetoden. Udsendelsen skulle udelukkende bestå af billeder af en mobiltelefonerende journalist, der farer verden rundt fulgt af et håndholdt kamera for at banke forgæves på adskillige døre (»Men NN nægter at lukke op for os!«). Man kunne eventuelt supplere med enkelte interview med folk, der har kendt Amdi tidligere for at få en bedre kadence. Udsendelsen ville ikke stå og falde med, at journalisten så faktisk også fik fat på den eftersøgte, for det kan sagtens laves til en pointe i sig selv, »at Amdi er som sunket i jorden!«. Alle er underholdt, journalisten er blevet solbrændt, og ingen er blevet klogere.
(Af)sløringsmetoden: Nyere tiders magasinprogrammer bruger bevidst mange dårlige optagelser, der skal give indtryk af, at de er blevet til under vanskelige vilkår i kampens hede. Det kan være slørede nattebilleder af et privathjem set udefra og en speakerstemme, der med dæmpet røst indvier seerne i, at »her bor bestyrelsesformand sådan-og-sådan«. »Det var her, den 27. marts om aftenen, at salget af de afgørende A-aktier blev besluttet!«. Trommehvirvel. Seeren kunne have erfaret omtrent lige så meget ved at slå op i en telefonbog og oven i købet sparet tid. Det er journalistens opgave at sløre, at der netop er tale om en afsløring. Ekstra Bladet lavede en rigtig smuk variant af denne type journalistik, da en overskrift den 14. maj 1995 kundgjorde: 'Her afsløres Tvinds finans-geni'. Afsløringen viste sig at bestå i, at Ekstra Bladets journalist havde opsøgt Tvinds tidligere forretningsfører, Henning Bjørnlund og hans kone i Australien, uden at fortælle, at han var journalist. De havde nemlig tidligere nægtet at tale med pressen. »Det var altså umuligt at finde frem til sandheden omkring Tvind ved hjælp af almindelige journalistiske metoder«, som journalisten skriver, idet han noget forfængeligt sammenligner sig selv med Günther Walraff for at berettige sit snigløb. Journalisten tilbragte flere aftener i parrets selskab og skrev efterfølgende den stort opsatte artikel om sit møde med dem. Artiklen var oven i købet ledsaget af et amatørfoto af de tre sammen siddende i en restaurant. De 'afsløringer' han havde fundet frem til var et par detaljer om ægteparrets personlige historie og nogle almindeligheder om Tvinds forretningsmetoder. Bjørnlund havde på dette tidspunkt ikke haft tilknytning til Tvind i nogle år og kunne derfor ikke fortælle noget afgørende nyt. Der er i artiklen intet, der berettiger de metoder, som journalisten benyttede. Han gør meget ud af, at han ikke havde løjet over for ægteparret, men bare 'undladt' at fortælle, at han var journalist. Da han efterfølgende ringede for at få en kommentar fra parret, gav Vibeke Bjørnlund følgende meget præcise karakteristik af denne 'journalistiske' metode: »Jeg synes du har misbrugt os. Vi vidste ikke, vi talte med en journalist. Jeg synes, det er svinsk«. Det kan man jo kun give hende ret i.
Sammensværgelsesmetoden: Tvinds lukkethed og den omstændighed, at Amdi Petersen ikke er set i offentligheden i 20 år, virker nærmest som en provokation for den del af pressen, der synes at leve ud fra devisen, at tavshed altid dækker over en god historie. Tavshed kan imidlertid også dække over, at der netop ingen historie er at fortælle. Ved at fordunkle kilderne og antyde sammenhænge, der ikke er der, kan en journalist under kyndig anvendelse af læserens egen forudindfattethed få skruet en rigtig god historie sammen. Sammensværgelsesmetoden er den mest komplicerede af metoderne og har lidt af de øvrige metoder i sig. Grundstrukturen er en lille myteskabende formel: Hvorfor begik NN denne handling, og hvorfor er alle beviser forsvundet? Det indlysende svar er naturligvis, at NN netop begik denne handling, og at beviserne derfor aldrig har eksisteret, men den lille rest af mistanke, der bliver tilbage, er nok til at lade en historie rulle. To journalister på Jyllands-Posten faldt for denne yndige lille formels charmerende evne til at skabe en god historie og fyldte en hel sektionsforside den 19. maj 1996 med en artikel, der skulle svare på spørgsmålet 'Hvem fredede Tvind?'. Tonen var slået an med den fotocollage, der illustrerede artiklen. Det var billeder fra forskellige terrorhandlinger begået af Rote Armé Fraktion og det palæstinensiske PFLP. Artiklen indledes med de ildevarslende ord: »Ingen kan længere huske, hvem der gav ordren. Den kom oppefra - og den skulle ikke modsiges. PET, Politiets Efterretningstjeneste, skulle straks indstille sin årelange efterforskning af Tvind-imperiet og - især - af det internationale netværk af kontakter til revolutionære frihedsbevægelser og terrororganisationer i det meste af verden. Og ikke nok med det: Alle spor skulle slettes og arkiverne destrueres uanset hvad der lå i dem«. Uden at angive sin kilde fortsætter artiklen med at fastholde en forestilling om Tvinds stærke kontaktnet til beslutningstagere på Slotsholmen, der angiveligt skulle have holdt hånden over Tvind til trods for Tvinds forbryderiske karakter. Nu skal det tilføjes, at det er veldokumenteret, at Tvind har haft kontakter til venstreorienterede bevægelser i hele verden (mens forbindelserne til RAF ikke har kunnet verificeres), at Tvind har haft en del venner på Slotsholmen, og at Tvind er blevet overvåget af PET. Det er der for så vidt intet gådefuldt i, og hvis de to journalister havde læst ordentligt på lektien, ville deres spørgsmål være blevet besvaret på fuldt ud tilfredsstillende vis. Vi er vant til, at en bedre research også giver en bedre historie, men i dette tilfælde forholder det sig omvendt. Ved kun dunkelt at henvise til anonyme kilder gives der indtryk af, at noget virkelig hemmelighedsfuldt går i svang. Uklarheder bidrager til historiens nyhedsværdi. Den rigtige historie er ikke helt så mystisk men for så vidt interessant nok.
Historien stammer fra 1983 og kan såmænd følges i pressen. De to journalister havde bare behøvet at læse deres egen avis. Daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen måtte fra Folketingets talerstol hårdt presset erkende, at PET havde aflyttet Tvind fra 1979 til 1981 i hans forgænger Ole Espersens tid.
En PET-rapport, der sev ud til pressen, indeholdt ingen væsentlige afsløringer, og alt tyder på, at der ikke kunne koges meget suppe på det søm. Med hensyn til det altafgørende spørgsmål, om hvorfor beviserne var destrueret, havde de to journalister blot behøvet at konsultere daværende MF, Pelle Voigts indlæg i folketingsdebatten, for han henviste til retsplejeloven, der tydeligt indikerer at materiale tilvejebragt ved aflytning, som ikke længere bruges i en løbende undersøgelse, skal destrueres. PET havde altså for i hvert fald én gangs skyld bare holdt sig til loven, da de makulerede materialet. Keine Hexerei. Der er en krølle på historien. Det viste sig senere, at hele artiklen var baseret på et notat forfattet af en politiassistent fra Holstebro. Selvom hans politimester senere understregede, at notatet udelukkende redegjorde for politiassistentens personlige opfattelse af situationen, fremturede de to journalister med en helsidesartikel nogle dage senere med antydninger om, hvilke uforklarlige bevæggrunde der måtte ligge bag politimesterens reaktion. Den lille formel havde gjort sin virkning endnu en gang. Jeg ved ikke, om det er de lave papirpriser, der gør, at journalister strækker stoffet i det uendelige, når det faktiske informationsindhold ofte kun berettiger en notits.
(kronik i Politiken 8. sep. 1999)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar