Pakkeoppakkeri

Ja, så er det ved at være for sent at finde på en god gave. Til gengæld skal man nu forberede sig på at modtage. Det er en kunst at tage imod gaver, for det påhviler modtageren at glæde giveren med en tilpas taknemmelighed, der endelig ikke må forekomme afmålt og ligegyldig men sandelig heller ikke påtaget eller overdreven. Og husk også at være opmærksom på, hvad de andre i selskabet modtager. Det er ikke morsomt at pakke gaver ud, når resten af familien ser den anden vej. Hav et passende forråd af udbrud som »Næh, sikkedog!«, »Uha, uha, hvor mormor har revet sig!« og »Sådan en kan man jo altid bruge!« på lager som en slags angivelse af, at du følger med i de andres pakkeoppakkeri.

Hvis alle bare sidder og flår i deres egne pakker på samme tid, går man som giver glip af den anerkendelse, der bør tilflyde den, som har brugt både penge, tid og omtanke på sine gaveindkøb. Især hvis der er små børn kan det være en vanskelig regel at overholde, for ungerne er naturligvis utålmodige, og så må det jo heller ikke trække ud i for lang tid. Man kunne evt. afvikle de yngstes pakkeoppakkeri først, stoppe dem i seng med de nyvundne skatte (husk at fjerne batterier og andre løsdele, der måtte kunne sluges i søvne) og så tage sig god tid med voksengaverne. Selvom det er dejligt fredeligt uden børn, og man kan ryge cigar uden at genere de astmatiske små, så er der dog intet som at glædes over børnenes juleglæde.

Præget af mange års kynisk livsrutine er det de voksnes lod kun at kunne glædes pr. vikar. Når det kommer til gavens indhold, er det selvfølgelig noget kringlet, at vi køber ting til hinanden og ikke bare til os selv; især hvis det drejer sig om ting, der kræver en stor grad af tilpasning til personlig smag og behov. Tag nu f.eks. de store mængder af for store henholdsvis for små sweatre med grimme mønstre, der bliver pakket ud i aften. Hemmeligheden bag dette paradoks er selvfølgelig, at juleaften i virkeligheden er en stor familiequiz, hvor det store 64.000 dollars-spørgsmål lyder: Hvem kender mine ønsker bedre end jeg selv gør? Selvfølgelig vil mange af gaverne være ligegyldige eller forudsigelige. Håber vi alle ikke inderst inde, at i det mindste kæresten, konen eller manden har fundet på noget rigtig godt, som vi ikke selv havde tænkt på? Det er selvfølgelig lidt sent i juleforberedelserne at minde om, at det ikke er særlig romantisk at give gaver med ledning - eller batteri for den sags skyld. Man vinder ikke en kvindes hjerte med et dampstrygejern. Til gengæld er der timers underholdning for hele familien, når man skal til at finde ud af, hvordan de programmerbare elektroniske apparater fungerer.

 Det er i grunden besynderligt, at det skal tage to mennesker lige så lang tid at stille brødbagemaskinens ur om til sommertid som det tager en person at bage en pladefuld analoge lynboller pr. håndkraft. I den sammenhæng er det på sin plads lige at indskyde en bemærkning til de uden tvivl mange modtagere af mobiltelefoner. Vær ikke bange. Da lommetelefonerne kom frem for 10 år siden, blev de ganske vist straks symbolet på den moderne tids rasende jagt på profit, evig ungdom og andre overfladiske fornøjelser. Nu er mobiltelefoner bare billige. De kan såmænd købes på tanken sammen med 45 liter super, 20 Prince light og en halv liter karburatorsprit uden at udgøre den største post på bonen. Der er intet samfundsnedbrydende i at eje sådan en tingest og heller ikke i at bruge den, for det er jo trods alt kun en telefon, og det er ikke moralsk anstødeligt i sig selv, at folk taler sammen. Tag derfor trygt og uden skrupler imod apparatet - måske den endda er det rigtige svar på det store spørgsmål i jeres familiequiz.

 (Indlæg i Politiken 24. dec. 1998)