Hvem har krav på hvilken behandling?

Det er et fundamentalt princip for læger overalt i verden, at de behandler akut syge mennesker uden persons anseelse, dvs. fuldstændig uafhængigt af patientens moralske fortjenester eller betalingsevne. En øksemorder i betalingsstandsning har også ret til at blive lappet sammen. Det er et smukt princip, der foruden de indlysende fordele for patienterne også sikrer lægerne en stor grad af faglig integritet. Imidlertid er der et andet princip, som let kommer i strid med det førstnævnte, nemlig at læger også skal tjene penge. De har krav på at få løn eller honorar for deres ydelser præcis som alle andre. I Danmark dækkes lønnen af den offentlige sygesikring.

Problemet opstår, når en patient møder op hos lægen uden gyldig forsikring eller mulighed for kontant betaling. Lægen har pligt til at redde hans liv, men derudover hvad så? Det er ikke i første omgang et sammenstød mellem disse to principper, der fik overlæge Torben Pedersen på Frederiksberg Hospital til at anmelde et tilfælde, hvor tre kvinder havde brugt samme sygesikringsbevis til at skaffe sig adgang til hver sin abort. Han får såmænd nok sin løn alligevel. Jeg tror der var tale om en principsag. Etisk Råd og strafferetseksperter er stort set enige om, at overlægen brød et fortrolighedsforhold, skriver Information i sin dækning af historien den 23. december.

Fortroligheden mellem læge og patient er ganske rigtig brudt i dette tilfælde. I første omgang af patienten, der har løjet om sin identitet, og dernæst af lægen, fordi han betragter det som uacceptabelt. Det er der for det første rent lægefaglige grunde til. Hospitalet pådrager sig et enormt ansvar ved at behandle patienter ud fra falske forudsætninger. I pågældende tilfælde kan det have fatale konsekvenser, hvis f.eks. patientens faktiske blodtype ikke stemmer overens med den, der er angivet i journalen, fordi journalen ganske enkelt er skrevet på en anden patient. Der er grund til at minde om, at der i de pågældende tilfælde ikke var tale om livstruende lidelser.

Dernæst kommer vi til det indledningsvist skitserede dilemma. Den konkrete forbrydelse - svindel med identitetspapirer - er måske ikke særlig betydningsfuld i det enkelte tilfælde, men den kan blive det, hvis den begås tilstrækkelig hyppigt. I Danmark har vi en meget gavmild offentlig sygesikring, som alle med mere end en halv snes ugers lovligt ophold i landet har adgang til. Antallet af mennesker, der svindler sig til ydelser i sundhedsvæsenet kendes ikke, ikke mindst fordi mange læger sandsynligvis har valgt ikke at gøre som Torben Pedersen har gjort. Det synes dog at være en enkel sag at systematisere svindelen og gøre den til en indtægtskilde for kriminelle.

Torben Pedersen har med sin anmeldelse indirekte peget på, at der ikke findes noget som helst juridisk eller administrativt beredskab, der sikrer, at kun folk med lovlig adgang bliver behandlet. Ingen af de andre omkostningstunge offentlige ydelser - dagpengesystemet eller bistandshjælpen - ville kunne leve med en så fuldstændig åbenlys mulighed for svindel. Det handler om sygesikringsbevisets troværdighed, som en klinikchef siger til Information. I første omgang kan det løses ved at indføre et sygesikringsbevis med foto-id. I anden omgang handler det om mennesker hertillands uden sygeforsikring; mennesker, der også bliver syge og kræver behandling. Hvad har de krav på? Man kan ikke forlange, at en læge skal svare på det, for det er et politisk spørgsmål. Dansk Folkeparti vil ganske givet udnytte situationen til sine egne formål, og så må de øvrige partier ikke lade sig skræmme til at tro, at almindelig fortielse vil få dette problem til at forsvinde af sig selv. Det gør det først, hvis Folketinget finder en løsning.

(Kommentar i Information 8. jan. 2003)