Nuværende og tidligere kolleger, klassekammeraterne fra folkeskolen, ungdomsvennerne, ægtefællens chef, bestyrelsesmedlemmerne i beboerforeningen, naboerne, børnenes lærere og klassekammerater og deres forældre, foruden naturligvis de fjerne fætre, som man kun møder til hinandens begravelser.
Inogle tilfælde er man lovlig undskyldt, f.eks. hvis man har fået den delikate post at være ordstyrer ved et velbesøgt møde og spørgelysten er stor. Ingen kan forlange at man skal kunne navnene på alle de tilstedeværende, så det kræver lidt kreativitet at føre talerlisten. Tommelfingerregel nummer et er aldrig at efterlade listen til uvedkommendes beskuelse. Hvem ville bryde sig om at se sig beskrevet som 'Grøn sweater', 'Hornbriller foran', 'Toupé ved vinduet' eller 'Dame bagved Lis'? Særligt belastet er vi, der er eller har været lærere, spejderførere, håndboldtrænere eller haft en anden bestilling, hvor man har med mange mennesker at gøre. Man færdes ganske uskyldigt på gaden, og pludseligt mødes man med et - ak - alt for friskt »Hej, Jes, kan du kende mig?«. Og nej, det kan jeg som oftest ikke. Det er en unfair og grusom gætteleg, der kun egner sig som hævn over dårlig undervisning. Hvis I nu var så flinke at tilføje jeres navn til spørgsmålet, kunne jeg med stor overbevisning svare, at selvfølgelig kan jeg da huske Mette fra '95-årgangen, selvom Mette har tabt 15 kg og ikke længere har grønt, karseklippet hår. Værst må det være for dem, der har haft med små børn at gøre. Hvem havde lige tænkt på, at den lidt fedladne herre med skægstubbene er identisk med møgungen Mads fra 2.b?
Nogle få velsignede mennesker har den forunderlige evne at de kan huske navne. De vil altid klare sig godt, fordi alle føler en stor tilfredsstillelse ved at blive genkendt ved navn. Der er tale om en simpel, men fundamental bekræftelse af ens identitet. Derfor er det også oprigtig flovt ikke at kunne huske navne, og man har en pligt til at gøre sig umage med at huske folk og ikke bare slå problemet hen med et billigt koketteri som »Jeg er god til at huske ansigter, men altså enormt dårlig til navne«. Det må være en altafgørende gevinst for en politisk karriere at kunne huske folks navne. Når man så endelig er blevet regeringsleder eller præsident og ikke behøver at tale med almindelige mennesker længere, kan man skaffe sig en ceremonimester, der minder en om hvem folk er, og så skal man bare lade som om. Stauning gjorde det, når han uforberedt mødte en, som han burde kende, at han spurgte om vedkommendes navn. Når han så fik svaret 'Jensen', sagde han »Det ved jeg godt. Det er fornavnet, jeg ikke kan huske«.
Clinton har gjort det kneb berømt, hver gang han bestiger en talerstol, at pege ud over forsamlingen og lade som om han genkender en bekendt i mængden. Det giver alle indtrykket af, at han ved hvem menigmand er. Tricket har han stjålet fra nogle af de store frikadeller i den amerikanske underholdningsbranche, men han undlader dog klogeligt i modsætning til sine forbilleder at give et lille vip med hoften, når han bruger det.
Telefonsælgere har i mange år drevet rovdrift på denne forløjede intimitet. Når jeg i uskyldig forventning om en behagelig samtale med rare mennesker tager min telefon og præsenterer mig med fornavn og efternavn, gider jeg ikke høre på en eller anden popsmart idiot sige »Nu skal du bare høre, Jes, jeg har et virkelig godt tilbud til dig!«. Man har lyst til at bede idioten tage sit tilbud og stikke det andet sted hen. Det er faktisk lidt synd, at man i Danmark ikke utvunget kan tiltale hinanden med efternavn og i tredje person. Det er jo ikke alle mennesker man har lyst til at være på fornavn med, selvom man så oven i købet kan huske det.
(Klumme i Politiken 29. jan. 2000)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar