At konversere

Den kultiverede nysgerrighed er drivkraften bag enhver vellykket konversation. Den perfekte borddame er hende, der synes, at jeg siger interessante ting og som ler oprigtigt af mine morsomheder. Der findes selvfølgelig mennesker, der insisterer på at være ubehagelige og fornærmende, og de er desværre et mindretal, der er vanskeligt at undgå. Der er vist ikke den større familiefest, hvis bordplan ikke plages af mindst én sortseende dødbider, som man af en eller anden grund altid vil gøre den tjeneste at sætte mellem to robuste og vennesæle stakler. Det er en sær tradition, der sikrer, at så mange rare mennesker som muligt får ødelagt deres aften. Man burde engang sætte alle dødbiderne ved samme bord, har en klog kvinde i vores omgangskreds foreslået, og så kan de hver især føle sig smigret over, at de er blevet sat til at muntre de andre op. Det foruroligende er, at man aldrig får at vide, om man selv har været offer for denne elegante løsning.

Konversation er en nobel kunst, der kan give rig indsigt i den menneskelige natur. Hvis man er parat til at udvise interesse for det, der måtte beskæftige andre, er der grobund for perspektivrige samtaler. Det er ikke altid en god idé at begynde med at spørge til folks erhverv. Man kan godt tale med læger om principperne for kirurgiske indgreb, bare man ikke begår den klassiske fejl at hive op i skjorten for at høre doktorens mening om tør hud under armene midt i hummersalaten. Min svoger er trafikplanlægger, og han undlader helst at nævne det for fremmede, for de fleste mennesker har meget firkantede og ukvalificerede holdninger til trafik og giver sig gerne i kast med at forklare ham, hvordan han i virkeligheden skulle passe sit job. Det er han forståeligt nok træt af. Jeg antager, at mange læger har det på samme vis. Hvis man prøver at forklare en læge, at gulerødder er bedre end penicillin, eller vil stille ham til regnskab for manglerne i sundhedsvæsenet, er muligheden for en fortsat frugtbar meningsudveksling straks udtømt.

Konversation er for skrøbelig en genre til at kunne bære direkte missionsvirksomhed eller politisk agitation. Hvis det ikke var fordi det i sig selv er taktløst at citere Emma Gad, når man sidder som gæst ved et middagsbord, havde jeg somme tider lyst til at gengive hendes regel om konversation: »Ingen bør tale om Maden, især ikke Vært og Værtinde«. Jeg bryder den ustandseligt selv, må jeg indrømme, for mad er nu en gang så taknemmeligt et emne, men det har antagelig aldrig været det højere formål med en sammenkomst at gæsterne udelukkende skulle underholde sig om forplejningen. Middagsselskab holdes for selskabets skyld, har man lov til at gå ud fra.

Jeg har en drøm om engang at holde en stor havefest med servering af fadøl og saltstænger und nix weiter. Hvis gæsterne savner noget at skændes om, kunne man sætte dem til at spille kroket. Det var næppe hvad fru Gad havde i tankerne da hun frarådede sin tids parvenuer at prale: »Tro ikke at De frembringer Virkning af Elegance ved en overvældende Masse af Retter eller Geledder af vinglas. De opnaar det stik Modsatte, nemlig at komme til at virke som en nyopdukkende Rigmand, der ved Hjælp af haandgribelige og let paaviselige udgifter forsøger at dække over Mangelen på virkelig Kultur«. Fru Gad nævner ikke overraskende intet om øl og saltstænger men foreslår i stedet at servere lidt men udsøgt mad og få men gode vine. Med denne anbefaling ville jeg få et problem, for hvad jeg ved om rødvin, kan i det store hele opsummeres i den erfaring, at jeg får hovedpine af Rioja. Alt andet drikker jeg med fordringsløs fornøjelse i den rækkefølge, det bliver sat på bordet. Det skyldes ikke så meget modvilje som en meget dårlig lugtesans. Jeg har det på samme måde med moderne jazz, endskønt min hørelse er udmærket. Jeg er ganske sikker på, at det er meget vanskeligt at komponere og kræver stor omhu i udførelsen, men jeg kan simpelthen ikke finde hoved og hale i det.

Det er noget af et handicap i vor tid ikke at kunne tale med om rødvin - for nu ikke at tale om musik. Jeg har prøvet på skrømt at læse vinanmeldelser i aviserne og erfarer f.eks., at en vin kan have en god krop og at den kan smage af eg og humus. Man spørger sig selv om der faktisk findes folk, som spiser savtømmer og pottemuld for bedre at kunne anstille den sammenligning? Jeg må huske at tage emnet op med min svoger, der har forstand på den slags.

(Klumme i Politiken 19. aug. 2000)