Den oversete genre

Man kan ikke have tillid til folk, der ikke har gamle og grimme eller unyttige ting stående. Sådanne mennesker betragter et nyerhvervet hus som et blankt lærred, og så er det bare ned til farvehandleren. De optræder også gerne i indretningsbladene, stolte over, hvordan de har timet og tilrettelagt hver krog i hjemmet. »Sådan fik vi noget rart ud af vores 250 kvadratmeters skovidyl med havudsigt«. (Nå ja. Hvor svært kan det egentlig være?). Jeg forestiller mig, at de meget stilbevidste som en slags opvejning af al denne matchende smagfuldhed må have et sommerhus, hvor de udrangerede møbler kan henstå kun ganske lidt uhensigtsmæssigt uden at skulle leve op til de krav, som en chique nutid stiller.

I sommerhuset er dejfadet skruk, ingen gryde har ubrudt emalje, og man kan røre æggesnaps i en ridset margretheskål og glæde sig over gensynet med det gode gamle piskeris. Sommerhusreoler er den åndelige afspejling af livet i sommerlandet. De er fyldt med flossede kriminalromaner, hvoraf man kun har lyst til at læse dem, der viser sig at mangle de sidste sider. Rynkede opslagsværker fortæller, at finnerne har let til kniven og at kinesere er flittige, men upålidelige, og i et enkelt nummer af Populær Mekanik eller Hi-Fi-entusiasten kan man blive oplyst om den seneste udvikling inden for stereogrammofoner. Kun svagt kan det genkaldes, hvem der nogensinde har anskaffet dette læsestof, om det er arvet, eller om det bare fulgte med reolen, da den blev hentet for femten kroner hos marskandiseren. Jeg samler på sommerhuslitteratur. Dan Turèll rodede i bogkasser for at rode. Jeg køber. Hvis man går efter noget specielt, skal man naturligvis handle hos de fine antikvarboghandlere, der omhyggeligt har katalogiseret lageret, men rigtige fund gør man kun hos dem, der ikke har taget det på sig at gøre sig kloge på kundernes smag. De stuver det hele sammen i gamle ølkasser under en baldakin på gaden. Visse bøger ville jeg aldrig have kendt, hvis det ikke var for disse 'tre for en tyver'-bogkasser. Følgende er kernestykkerne i min samling:

'Telefonering for kontorlærlinge' af C.G. Hansen og Egil Toke, udkommet på Det Schønbergske Forlag i 1965, er en klart disponeret fremstilling, der fører sin læser gennem de vanskeligheder, som måtte møde den tjenstligt telefonerende. Den er med egne ord »et hjælpemiddel for personalet til at opfylde chefens berettigede krav om korrekt telefonering«. Der gives gode råd om konduite og pli, og en række udtaleøvelser sikrer størst mulig forståelighed på såvel indenbys som udenbys linier. Med eksempler vises den mest hensigtmæssige fremgangsmåde under modtagelse og afgivelse af ordrer og beskeder, og under iagttagelse af den rivende hast, hvormed elektroteknikken udvikler sig, gennemgås betjeningen af både de med håndsving, induktorarm, drejeskive og titalstastatur forsynede apparater.

Generalmajor C.F. v. Holtens erindringer fra sin tid som adjudant hos Frederik VII, udgivet posthumt hos Gyldendal i 1899, er indbundet så pænt, at man godt kunne fristes til at placere den sammen med den agtværdige designerlitteratur, men det ville være spidsborgerligt bedrag, for læderryggen og guldsnittet dækker over en sydende sump af sladder: Om sin arbejdsgiver skriver han: »Skal jeg i Korthed udtrykke det Resultat, jeg er kommet til, saa maa jeg sige, at efter min inderste Overbevisning var min Herre og Konge sindssyg med mange lyse - undertiden geniale - Øjeblikke«. Holtens beskrivelse af Louise Rasmussens karriere på Det Kongelige Teater lader den gunstige læser forstå, at den senere grevinde Danner ikke var nogen pæn pige: »Som Følge af sit mindre gode Udseende, sin daarlige, kortlivede Figur og sine simple Anlæg for Dans, drev hun det aldrig til andet end en maadelig Figurantinde. Teatret udmærkede sig i den Tid just ikke særligt ved Dyd og gode Sæder; men Louises Forhold var af den Natur, at Bournonville fandt det rigtigst at fjerne hende fra Tjenesten, hvorfor hun siden efter hadede ham grundigt. Ved gode Venners Hjælp tog hun til Paris, for - som det hed - at perfektionere sig som Modehandlerinde«. Tsk-tsk-tsk.

Den sidste perle i samlingen er ikke købt men arvet. Ingeborg Suhrs kogebog med den befriende indlysende titel 'Mad' (20. opl., 1949) er rigtig nyttig. Så sent som forleden fik jeg aftensmad ud af en ellers så vanskelig hornfisk takket være fru Suhr. Sommerhusfolket dyrker gerne havnemiljøer og elsker at købe fisk direkte på kajen; ikke fordi det er billigt, men fordi det er så frisk og råt på en hyggelig måde. Fru Suhr fortæller, hvad du skal gøre med dyret, når det er hjembragt til hulen. Må jeg imidlertid på det varmeste fraråde at følge hendes anvisning på kogte makaroni: »Makaronien knækkes i små stykker, hældes i det kogende saltvand og koges ved jævn varme i 20 min. Herefter tages gryden af ilden; låget, der må slutte ganske tæt til gryden, lægges på, og makaronien koges nu i høkasse i nogle timer«. Opskriften på den noget kompakte makaronistuvning vil vi forbigå i tavshed med ønsket om en god ferie.

(Klumme i Politiken 17. juni 2000)