Blixen, Socialdemokratiet og eugenikken

Den ældre Karen Blixens iscenesatte sig selv som en nobel baronesse, der snarere hørte hjemme i det 18. århundredes stændersamfund end blandt sin egen samtids storbyeksistenser, hvem hun nådigt tilstod en lejlighedsvis audiens.

Dette billede har næsten fået lov til at skygge for den omstændighed, at hun var en helt igennem moderne kvinde. Det fremgår tydeligt af de breve, som hun sendte fra Afrika. (Udgivet af F. Lasson).

Baronessen sværmede ganske vist forbigående for den afrikanske kolonitilværelses lighed med livet som lensherre før landboreformerne, men kunne ikke drømme om at give sig ind under de vilkår, som tidligere århundreder havde budt en kvinde af hendes format.

Hun var fraskilt, drev en farm, gik på jagt med sin elsker og tog sig i øvrigt af de »shauries«, som dagligdagen bød. Ordet dukker jævnligt op i korrespondancen og kan betyde både forretninger og bekymringer, hvad der i Blixens tilfælde stort set kom ud på et.

I det britiske Østafrika herskede en alt andet end victoriansk seksualmoral. Det 19. århundredes borgerlige normer for familie og ægteskab fandt simpelthen ingen anvendelse blandt koloniens hvide settlere. Frigørelsen var slået igennem på en sådan måde, at en skilsmisse ikke førte til udelukkelse af det gode selskab.

Blixen skrev vel nærmest som en refleksion over sin egen skæbne på en afhandling om ægteskabet og brevvekslede ivrigt med sin mor, moster og bror om emnet.

Hun mente, at ægteskabet ikke kunne være kærlighedens sande hjemsted, for kærligheden var fri i sin natur og ville miste sin kraft, så snart den blev bundet i et formelt juridisk forhold. Som de fleste af sin tids progressive moderne kvinder - såsom Thit Jensen eller Agnes Henningsen - mente hun også, at moderne kontraception havde frigjort børneavl fra sexlivet, så ægteskabet var heller ikke erotikkens sikre havn.

Samtidig med at hun afviste den romantiske kærlighed som ægteskabets grundlag, så hun også meget klart, at heller ikke det førromantiske syn på ægteskabet som et møde mellem to slægter, som en institution, der bærer og viderefører en feudal klanstruktur, havde nogen gyldighed i det 20. århundrede.

Som ateist afviste hun institutionens religiøse karakter. Renset for kærlighed, erotik, tradition, religion og politik var der kun én mulighed tilbage for ægteskabet:

»Personligt tror jeg, at det vil ende med, at et nyt Slags Ægteskab vil blive bygget op paa Racens Idé: Eugenics, Birth-Control etc. Med en strengere Idealisme end det gamle, men at den »frie Kærlighed« vil faa Ret til at existere, saa meget den vil, som Menneskers private Shaurie. Det nuværende Ægteskab har dog tabt al sin Anseelse; i hvert Fald kan jeg sige, at dette er Tilfældet mellem Englænderne, og jeg synes ikke selv at et Ægteskab, som ikke bæres af nogen som helst religiøs, moralsk eller social Idé, og som kan opløses naarsomhelst, f.eks. paa Grund af et enkelt Tilfælde af Utroskab, - og indgaas med denne Bevidsthed hos begge Parter, - fortjener nogen Anseelse eller er værd at bevare.« (Brev til Ingeborg Dinesen den 13.april 1924).

Der er ingen modsætning mellem denne moderne kvinde og hendes lille strøtanke - for mere blev det ikke til - om eugenikken. Racehygiejnen er af efterkrigstiden først og fremmest blevet associeret med mellemkrigstidens radikale højrebevægelser, især nazismen, der havde som mål at udrydde mindreværdige raceelementer og tilskynde arierne til børneavl.

Men frygten for menneskeslægtens biologiske forfald var ikke forbeholdt højrefløjens racister. De seneste års historieforskning i Skandinavien har tydeliggjort, at eugenik og racehygiejne var ganske ukontroversielle synspunkter, der herskede i hele det politiske spektrum. Man frygtede, at den forbedrede forsorg og lægekunstens landvindinger ville sikre ikke alene genetisk uegnede menneskers overlevelse, men også sætte de dårligst udrustede i stand til at formere sig, og det ville både forringe fremtidige generationers sundhed og betyde en vækst i socialudgifterne.

Eugenikken nød derfor opbakning fra de samme betydelige socialdemokrater, der opfattede sig selv som den skandinaviske velfærdsstats mest progressive kræfter: K.K. Steincke, Gunnar og Alva Myrdal, J.H. Leunbach, Karl Evang, Theodor Geiger, Jørgen S. Dich og mange af deres partifæller i England og Tyskland. Politikerne fik fuld opbakning fra de læger, der havde det daglige ansvar for at sterilisere de »undermålere«, der ikke måtte få børn, og fra universitetets videnskabelige genetikere. I de racehygiejniske forestillinger mødtes med andre ord socialpolitik, biologi og medicin i en stærk alliance, der synes som et ægtefødt barn af sit århundrede.

Når eugenikken alligevel ikke har fået lov til at bestå som ideologi, skyldes det en anden bevægelse, der er også typisk for det forgangne århundrede: individualiseringen. Mennesket ønsker autonomi og vil ikke finde sig i at lade sit liv bestemme af hensynet til tidligere eller kommende generationer. Det så Karen Blixen meget tydeligt. I et brev til sin bror peger hun på netop den svaghed ved eugenikken, at den i alt for høj grad lægger vægten på ufødte generationer i stedet for det levede liv:

»Eugenics kan vel være et meget pænt Fyr at styre efter; men jeg skulde tro, at skal vore Efterkommeres Efterkommere sejle med Blikket paa deres Efterkommeres Efterkommere igen, maa de blive noget trætte deraf. Denne Kærlighed til Livets Fortsættelse, hvor Livet i sig selv ikke har nogen absolut Værdi, har altid forekommet mig et svagt Argument.« (Brev til Thomas Dinesen den 22. november 1926).

De to Blixen-citater viser, under hvilke omstændigheder eugenikken udviklede sig i det 20. århundrede. På den ene side synes videnskaben at være det eneste holdepunkt for et moderne ægteskab, for de fleste traditionelle værdier har spillet fallit. På den anden side kan man ikke forlange af et individualiseret menneske, at det skal træffe sine væsentligste valg af hensyn til en forestilling om den fremtidige genpulje.

Det sidste synspunkt sejrede. I kølvandet på efterkrigstidens eksistentialisme er individet sat over det sociale og derfor også det frie valg over den biologiserede samfundsopfattelse. Samtidig er der sket det, at kroppen som ukrænkeligt symbol på individets individualitet er blevet stærkt opnormeret. Derfor er det umuligt at påtvinge en kvinde at blive steriliseret, fordi hun ikke skønnes egnet til at tage sig af sine børn.

Eugenikkens ideologiske nederlag har ikke overflødiggjort de oprindelige argumenter for at indføre den. Samtidig med den offentlige afstandtagen fra eugenikken har det stået de fleste klart, at det er en tragedie, hvis stærkt psykisk handicappede mennesker får børn. Antallet af tvangssteriliseringer faldt ganske vist i løbet af tresserne. Det kan skyldes en højere moral, men det kan også skyldes, at p-pillen gjorde det muligt for personalet på landets anstalter at forhindre de åndssvage og de psykisk syge i at få børn uden brug af narkose og skalpel.

Denne konflikt blev tydeliggjort så sent som i september måned i år, da en kommunalt ansat psykolog i Fuglebjerg Kommune udtalte til pressen, at han finder det fuldstændig uholdbart, at psykisk syge, psykopater og mentalt handicappede bevidstløst skal have lov til at sætte det ene stakkels barn efter det andet i verden. Udtalelsen er så kontroversiel, at psykologen blev fritstillet, men han har peget på noget, der ligner hykleri i den kommunale forsorg. For mens det - med rette - anses som fuldstændig utilladeligt at gribe ind i en kvindes forplantningsevne med tvang, er det en næsten daglig foreteelse at tvangsfjerne de børn, som er blevet født.

Eugenikken lever ikke blot videre i det skjulte på hospitaler og anstalter. I det øvrige samfund er den i skøn samklang med individualiseringen blevet privatiseret. Når der screenes for genfejl hos vordende forældre eller hos ganske små fostre, sker det for at sortere uønskede genbærere fra. Forskellen mellem slutningen og begyndelsen af det 20. århundrede er blot, at ønsket i dag udgår fra forældrene selv og ikke fra samfundet. Hvad der dengang var et redskab for samfundets tvang, har nu forvandlet sig til et middel, der skal tjene den enkeltes frie valgmulighed. Den moralske komplikation er ikke mindre af den grund.

(kronik i Kristeligt Dagblad 27. dec. 2001)