Sommermetafysik

Om sommeren bliver jeg metafysisk. Den varer jo aldrig så længe, den danske sommer, selvom den i år synes at have bidt sig fast allerede i april. Normalt er det dér med godt vejr begrænset til et par uger efter Sankt Hans, og under indtryk af sådan flygtighed kommer man til at tænke på alle de store spørgsmål uden svar: Hvorfor er livet dog så kort og lykken så lunefuld, og hvad skal det hele ikke ende med? Det hjælper ikke at tage udenlands, for man drages sammen med den øvrige millionskare af turister med skoldede knæ og solblinde øjne ind i kølige katedraler, hvor hjertet svulmer af tillægsord og tanken strejfer det hinsides, hvis man da ikke traver andægtigt rundt i ruiner af svundne kulturer og tænker om verden mon var bedre dengang?

Man kan selvfølgelig også bare blive hjemme. Jeg har gode sommerminder fra stranden nord for Rørvig, hvorfra man har vid udsigt over Kattegat. Jeg elsker havet, men jeg lader andre om at bade.
Som dreng havde jeg vandskræk i en sådan grad, at jeg sjældent vaskede hår. Et af mit livs større præstationer var da jeg som 16-årig fik lært at styre min paniske angst for at få hovedet under vand. Det var på et »svømmekursus for voksne begyndere«, hvor jeg - ranglet teenager uden et gram fedt til at tjene som opdrift - iført svømmevinger med smølfemotiv lærte at trække og holde vejret sammen med 11 hvalroslignende pensionister med kun et forestillet behov for korkbælter.

Jeg kan svømme nu, men gør det ikke gerne. Jeg betragter det som en nødvendig kundskab på linie med førstehjælp og tysk grammatik; bør kun anvendes i nødstilfælde. Men jeg elsker altså at se på havet, at sidde på en klit, en klint eller en havnemole og bare se derud. Jeg har en kammerat, der vil sælge sin mor for en havudsigt. Det synes jeg vel nok han burde drøfte med sine søskende først, for hun repræsenterer da forhåbentlig en vis affektionsværdi, men i princippet kan jeg godt forstå ham. Ikke for ingenting koster det mindst en kvart million kroner oven i hatten, hvis man vil have hus med havudsigt. Ferskvand duer ikke. Det skal være salt. Havet, det rigtige hav, er altid i ental. Den lille Gysse, der ville vide om Frederiksholms Kanal mon var Verdenshavet, var slet ikke så dum. Se på sommergæsterne i Nyhavn: De sidder med fødderne ud over bolværket og stirrer ned i det dunkle vand som om løsningen på livets gåde lå dernede. Nogle af dem falder i af bar eftertænksomhed og skal fiskes op af Falck og kommer på bagsiden af Politiken, hvis der er en fotograf i nærheden, hvad der jo ofte er i Nyhavn. Sådan noget gør saltvand ved folk, om det så er det olieblandede af slagsen i Københavns Havn.

Nogle mennesker længes ikke mod hav, men mod bjerge, skove eller begge dele. Få stakler længes mod både hav og bjerge. De har ikke så mange steder at tage hen for at få stillet blikkets tørst, især ikke i Danmark, men må leve et ufuldbyrdet liv på landevejen fra tinde til kyst og tilbage igen. Andre insisterer på at ville erobre elementerne ved at dykke, klatre eller springe ud. Personligt holder jeg det for en temmelig anmassende måde at tilegne sig en udsigt på. Min fascination af havet næres af frygt, så jeg nøjes med en sejltur på Roskilde Fjord i magsvejr. Det er antagelig min barndoms vandskræk, der slår igennem.
Der er et uendelighedsperspektiv ved saltvand. Man kan ikke se videre end horisonten, og hinsides den strækker havet sig hele vejen rundt om kloden, og hvem ved, hvad der er af eventyr og katastrofer derude? Romantiske kunstnere, der virkelig ved hvad længsel er, kan skildre horisonten med al den patos, som den fortjener, som en linie, der adskiller det jordiske fra det himmelske og livet fra døden. Den bliver det konkrete tegn på grænsen til alt det, som vi ikke kan magte eller begribe. Derfor kan man sidde på en klit i Rørvig og mætte blikket, medens lyset lander på verdens kyst. Det er det helt rigtige sted at være, når man er ramt af sommermetafysik.

(klumme i Politiken 13. maj 2000)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar