En sagte skvulpen bag tapetet

Esbønderup. Det hvide hospital«, skrev Frank Jæger i sit digt om løvfaldet. Jæger må som en, der valgte regnen, have været en strålende melankoliker. At få en idyl som Esbønderup og farven hvid til at virke så stærkt imod deres umiddelbare betydning må have en dybere grund end blot sprogøre og fodvandringer i Nordsjælland. Hospitalet i Esbønderup har aldrig været hvidt, har jeg ladet mig fortælle af en læge, der har arbejdet dér. Farven hentyder til det indre af ethvert hospital, kitlerne, de blanke overflader og steriliteten: indlæggelsen som trussel. Digtere tvinger sproget ud på grænsen af dets bæreevne. De dårlige forfalder til volapyk eller almindeligheder. I værste fald begge dele.

Det principielt fantastiske ved ord er, at man kan sige noget ukendt med velkendte gloser. »Bølge med hav«, sagde min kollega for eksempel til mig forleden. »Det kan man ikke«, tænkte jeg. Egentlig svarede hun bare rationelt forkortet på det valg, som jeg havde givet hende, mellem barbecuechips, osterejer og bølgechips med havsalt, men da ordene var udtalt, var jeg hinsides chips. 'Bølge med hav' er lissom for højspændt et udtryk til bare at være betegnelsen for en foliepose med 100 gram saltede kartoffelskiver kogt i fedt. Det ejer mere af den særlige sproglige magi, der fortjener en større virkelighed. En eller anden bør i det mindste male et billede, der kan leve op til den titel.

Hverdagen er bestemt ikke uden poesi. Jeg havde en anden kollega, der engang fik sammenfattet sin helbredstilstand, sine fremtidsudsigter og kvaliteten af de sanitære installationer i sit hjem med udtrykket »en sagte skvulpen bag tapetet«. Det var den samme kollega, der mente at hvis liggesår var noget man fik af at ligge for meget, så ville hun gerne sygemeldes nogle dage med diagnosen smilesår. Det har jeg lidt mere respekt for end de mennesker, der uden fornemmelse for sprogets tendens til inflation gladelig meddeler, at de er »enormt deprimeret« blot fordi det regner eller fordi der var kø på motorvejen. Problemet - hvis man kan kalde det således - med selv det mest trivielle udtryk er, at det engang har været originalt. »Det var en mørk og stormfuld nat«. Det lyder som titlen på et rigtigt sofastykke. Sætningen er næsten så ordinær, at man ikke forventer at møde den i en rigtig bog. Den indleder ikke desto mindre et af de sidste kapitler af 'De tre musketerer', hvori bødlen fra Lille færger den træske og rænkefulde Mylady over Styx. I sammenhængen runger endnu efterklangen af den oprindelige, robuste uhygge, som Dumas slog an, men som Nuser på taget af sit hundehus tampede fuldstændig flad i sine utallige forgæves forsøg på at gøre ham kunsten efter. Dumas kan ikke bebrejdes, at læsningen af hans roman om ære, kærlighed og død pludselig afbrydes af associationer til en hund med litterære ambitioner. Det er en dårlig idé at ville undslippe det trivielle ved at skabe nye ord, for modeord ældes ikke med ynde. Markedet for ledelsesfilosofi er et godt eksempel på, at omsætningen af nye flasker er en del større end forbruget af fin gammel vin. Modeudtryk som 'downsizing' og 'incitamentstruktur' havde formentlig en effektiv levetid på mindre end fem år, og det går vel ikke anderledes med shareholder value og lignende nyskabelser.

Skal man sige noget ukendt, er der langt større muligheder, hvis man anvender gamle ord. Gamle ord kan ruske liv i anelser om glemt visdom - eller de kan i det mindste skabe lidt stemning. Nogle af de gamle ord overlever som en slags relikvier i faste talemåder, men brugt uden for netop dén sammenhæng taber de lettere fodfæstet. Selvom de fleste vel har en fornemmelse af, at en fis i en hornlygte ikke er noget særligt, vil der i ordets nuværende betydning være enighed om, at den var bedre anbragt dér end uden for lygten. Og hvorfor er det nu lige, at frænder er værst? Det er gode ting at tænke over. Der er for mange formidlingskonsulenter i denne verden, der vil erstatte det halvt forståede med det letfordøjelige blot for at tækkes en doven nutid. Man kan ikke både være oplyst og gennemsigtig, som Grundtvig skal have sagt.

(klumme i Politiken 8. april 2000)