En ny grundlov

Særloven om Tvind fra 1996 var en utilladelig sammenblanding af den lovgivende og den dømmende og for så vidt også den udøvende magt. Grundloven viste ved den lejlighed sin tydelige svaghed, fordi det ikke var indlysende, at sådan måtte Folketinget ikke handle. Embedsmændene i Justitsministeriet gjorde som de fik besked på og blåstemplede lovforslaget, men store dele af den uafhængige juridiske ekspertise pegede på, at der var tale om et brud på princippet om magtdeling eller magtadskillelse, som burde være klart formuleret i grundlovens §3. Magtens tredeling er ikke alene et spørgsmål om, at statsmagtens opgaver er fordelt mellem regering, folketing og domstole. Den drejer sig også om, at de hver især kan holde de øvrige i skak, således at ingen overskrider sine beføjelser.

Højesterets dom fra i år, der kender Tvindlovens §7, hvor Tvindskolerne nævnes ved navn, for ugyldig, var på to måder et forsøg på at bringe grundlovens §3 ind i en fortolkningsramme, hvor den hører hjemme. For det første tiltog domstolene sig for første gang den rolle, som egentlig er tiltænkt dem ifølge magtdelingsprincippet, nemlig at være Folketingets vogter. For det andet drejede selve dommen sig om, at Folketinget havde overtrådt magtadskillelsesprincippet. Det var altså både det, at dommen blev afsagt, og dommens indhold, der var væsentligt. Nu kan man så spørge, om højesteretsdommen ikke var et bevis på, at grundloven er god nok på bunden, og at magtbalancen blev genoprettet? Svaret er, at det sandelig kommer an på, hvem der skal bestemme. Hvis alle har tillid til domstolenes evne til at fortolke den gældende grundlov, er der ingen grund til at foretage sig yderligere. I den sammenhæng skal det blot anføres, at det er de samme domstole, der i årevis bl.a. har sanktioneret urimeligt lange varetægtsfængslinger. Højesteret har kastet en bold op, og hvis ikke andre griber den, vil Højesteret givetvis selv gøre det og bruge sin nyvundne autoritet i andre tilfælde også.

Grundlovens tågede formuleringer og forældede udformning tillader meget vide rammer for fortolkning, og det vil stå domstolene frit for at udstikke den retning, som fortolkningen skal gå i, hvis ikke andre vil. Hvis juristerne får lov til at bestemme, vil der selvfølgelig »gå jura i det«, så man ikke kan slå en streg uden at spørge sin advokat først. Det undgår man ikke med mindre lovgivning men derimod med bedre lovgivning. Det er meget svært at få sat forarbejdet til en ny grundlov på skinner. I et interview i Politiken på 150-årsdagen for grundlovens underskrivelse sagde Erling Olsen, at danskerne ikke vil kunne bringes til at interessere sig for grundloven, medmindre man som i 1953 lancerede det som et spørgsmål om arvefølgen. Man skulle tro, at han havde lidt højere tanker om vælgerne. Nu har arveprinsen indtil videre fået en søn, og mens billedbladene anstiller spekulationer om knægtens adkomst til tronen, er der grund til at fast- holde en mere seriøs grundlovsdebat. En grundlov regulerer forholdet mellem borger og stat. Den sætter grænsen for, hvad staten kan tillade sig, og problemet er i virkeligheden, at danskerne nærer en enestående tillid til deres stat. Hvor der hersker tillid, er der jo ingen grund til at hænge sig så meget i love og regler, vel? Vi er alle glade kunder i landets rådhusbutikker, og vi betaler næsten uden at kny hvad det koster i tiltro til, at pengene bliver brugt til nytte for de fleste af samvittighedsfulde og dygtige embedsmænd og-kvinder. Deri adskiller vi os fra de fleste andre europæiske lande. Når italienerne fx er så begejstrede for EU, skyldes det ikke så meget positive erfaringer med administrationen i Bruxelles. Det er snarere et udtryk for håbet om at EU vil udgøre et fornuftigt alternativ til den italienske stat, som ingen italiener tager alvorligt. Tilsvarende må den danske EU-modstand fortolkes som en forundring over at vi skal have endnu en stat, når nu den gamle er god nok. Senest med vedtagelsen af Tvindloven må det være blevet klart, at denne tillid ikke længere kan være så entydig, som den har været, ganske uanset om man bryder sig om Tvind eller ej. Alle de mennesker, hvis ejendomsret eller privatliv er blevet krænket med hjemmel i gældende lov vil helt sikkert være enige. Nu er det de samme borgeres pligt at engagere sig i arbejdet for en ny grundlov. Man kan ikke forvente, at myndighederne skal tage initiativ til en lov, der begrænser egne magtbeføjelser.

(Indlæg i Weekendavisen 10. sep. 1999)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar