Andre folks penge

Jeg fik min første bankbog omkring 1970, da jeg dårligt nok kunne nå at række den op til den søde kassedame, der sad med bobbet hår bag sit aluminiumsgitter. Alle posteringer blev ført i hånden og kontrasigneret. Bagefter blev det med dokumentægte blæk ført i den store, store bog, at lille Jes havde indbetalt fem kroner til sin opsparing. Det var til en cykel, og det var dengang staten syntes det var så synd for de folk, der skyldte penge væk, at den lod inflationen løbe med det meste af gælden og rentefradraget med resten til ugunst for retlinede småsparere. I bankerne fik de hulkortsterminaler og automatisering, og en masse arbejdsgange blev overflødiggjort. Som det hyppigt har vist sig ved indførelsen af edb på arbejdspladser medførte det i mange år en betragtelig stigning i antallet af ansatte. Det var en voksende sektor.

En af mine skolekammerater havde planer om at gøre karriere i en bank, for det er jo dér pengene er, som han sagde. Jeg har ikke set ham siden. Måske er han endt som produktchef. Det er overhovedet en af bankverdenens særheder, at den har 'produkter'. Det er en pudsig måde at skjule den omstændighed, at det eneste en bank har, er andre folks penge. Det er under normale forhold et tillidshverv at forvalte betroede midler, men bankerne er med forbavsende behændighed sluppet af sted med at putte en hvid kanin ned i hatten, trække den op igen og sende regningen for dette kunststykke til kunderne. De giver nul-komma-ingenting i rente, kræver gebyrer for selv meget enkle transaktioner og bilder så kunden ind, at han har fået et 'produkt'. Kaninen beholder de selvfølgelig selv.

Ved hjælp af højtbetalte ansatte, der arbejder på dyre adresser i hovedstaden, får banken mine penge til at yngle, så den kan få råd til opførelsen af arkitekttegnede hovedsæder, der kan rumme endnu flere ansatte. Og nu kommer vi til det, jeg slet ikke forstår. Lad os antage, at en af bankens højtbetalte chefer fejldisponerer et par hundrede millioner af bankens penge. Og det er altså en rigtig høj løn denne mand får. Vi er deroppe, hvor en tjeneste-Mercedes regnes som fryns. Hvad sker der nu med manden? Han bliver fyret, og for at demonstrere, at det er noget rigtig skidt han har lavet, får han lige et gyldent håndtryk på et par millioner kroner.

Hvad er meningen? Er det sådan en slags præmie for at være talentløs på et højere plan? Jeg må trøste mig med, at mine middelklassemidler er sikret af lovgivning, garantifonde og statsministerens beroligende nytårstaler. Bankdirektører må have gået i samme skole som de store entreprenører. Disse vindskibelige mænd med deres mægtige maskiner og skinnende kontorer ved siden af bankernes bruger meget tid og al deres kunnen på at regne ud, hvad det koster at bygge en bro, et operahus eller grave ud til en tunnelbane. Når de er halvvejs i byggeriet og det er for sent at fortryde, fordi en halv bro ikke kan bruges til noget, møder de op som Oliver Twist med hatten i hånden og spørger ganske forsagt: »Må vi ikke nok få lidt mere?« De blinker med deres forgrædte hundeøjne og tilføjer: »Bare en halv milliard?«. Ja, for vi må jo forstå, at man let kan komme til at regne nogle hundrede millioner ved siden af, siger bestyrelsesformanden til et kamerahold ude på byggepladsen. Han er iført sikkerhedshjelm og et klædeligt lille stænk af smat på sin vindjakke for at understrege den alvor, hvormed der gås til opgaven, mens han forklarer, at der jo har været mange uforudsete omstændigheder ved projektet.

Så er det jo man har lyst til at blive entreprenør, for her gik man og troede, at entreprenører levede af at forudse, hvad lægmænd havde tænkt på, men nej. Deres forretning består tilsyneladende netop i at udskrive fakturaer på uforudsete udgifter. Man må se på den lyse side. Vi idioter har faktisk flere muligheder for at blive millionærer: Enten vinder man i Lotto eller også møver man sig til tops i erhvervslivet. Det kræver tilsyneladende ikke, at man har forstand på penge for at arbejde i en bank. Det drejer sig jo om at miste dem. I byggebranchen bliver man på samme måde kun til noget, hvis man ikke har forstand på hvad tingene koster. Rigtig schwung i tingene kommer der selvfølgelig, når entreprenører og finansfolk stikker hovederne sammen i et af ansvarsløshed og manglende indsigt. Der er ingen naturlig øvre grænse for, hvor mange penge en således fusioneret talentløshed kan miste på selv ganske kort tid. Andre folks penge.

(Klumme i Politiken 4. nov. 2000)