Økologiens politiske ståsted

For ikke så mange år siden blev det taget for givet, at økologisk tankegang og omsorg for miljøet hørte til på venstrefløjen. Dengang var der orden i det politiske landskab, således at en hvilken som helst holdning med nogenlunde præcision kunne indplaceres et sted på skalaen fra DKP til Fremskridtspartiet. Pacifisme hørte f.eks. til hos de Radikale og lidt til venstre, frihandel til højre og EF-modstand afgjort til venstre. I dag synes denne højre-venstre inddeling i politikken at være gået i opløsning. Der findes ikke længere på samme måde »fløje« og »midte« i dansk politik.

Vi synes at have nærmet os den britiske måde at indrette nationalforsamlingen på, hvor »regering« sidder over for »opposition« uafhængig af ideologi. Den nuværende regering kan hos oppositionen finde modstand mod et forslag, som samme opposition fremlagde, da den selv sad i regering. I denne ny måde at orientere sig på synes økologien at være blevet hjemløs, eller rettere at have fundet et hjem alle vegne. Intet parti med respekt for sig selv i dag er uøkologisk. Alle har taget miljøet til deres hjerte og vil værne om det. De dage, hvor økologer blev afvist som flippede sortseere, er forbi. Men det betyder ikke, at økologien er blevet harmløs; at den ikke støder an mod andre værdier. Økologien er en ideologi, der hævder at kunne fungere som kriterium i en politisk beslutningsproces, og dermed har den venner så vel som fjender. Hvis den kun havde venner, behøvede man slet ingen økologisk politik.

I denne situation har økologien vist sit sande ansigt. Økologi er ikke en slags socialisme. Økologi er konservatisme. Da Politikens Forlag for en del år siden udgav en håndbog om politiske ideologier, havde de ikke taget konservatismen med som en af dem. Heller ikke i deres filosofileksikon er den med. Som ideologi dyrkes den heller ikke af Det Konservative Folkeparti, der næsten ikke er til at skelne fra partiet Venstre. Konservativ bruges i dag næsten kun som skældsord i betydningen »forstokket« eller »reaktionær« som modsætning til »progressiv« eller »nytænkende«. Især venstrefløjen har været flittig med at karikere konservatismen, fordi de selv mente at repræsentere fremskridtet. Oprindelig er konservatismen imidlertid en ideologi, der fortjener opmærksomhed. Der går en anden og ældre skillelinie i dansk politik end den mellem venstre og højre, nemlig mellem liberalisme og konservatisme. I forrige århundrede stod den store politiske kamp mellem de liberale gårdmænd og de konservative godsejere. Ikke for ingenting hedder det liberale parti Venstre, fordi det dengang tilhørte den revolutionære venstrefløj, der ville omvæltningen i samfundet.

Anderledes med konservatismen. Den har en naturlig forkærlighed for det bestående. Den konservative føler en samhørighed med og forpligtelse over for det, som forgangne generationer har efterladt sig. Han modsætter sig bestemt ikke den rolige forandring og synes heller ikke, at alt bestående er af det gode, men han afskyr den fuldstændige samfundsomvæltning. Konservatismen er oprindelig en protestbevægelse imod revolutioner. Konservatismens fader, englænderen Edmund Burke, udgav i 1790 et skrift, som indeholdt en stærk kritik af den franske revolution. De liberale og socialisterne har det til fælles, at de søger det gode ved hjælp af utopien. Deres idé om det gode samfund udspringer af en politisk vision om det kommende samfund. Den konservative derimod mener, at hvis det gode findes, skal det søges i det samfund, som er der i forvejen. Det, som forgangne generationer har bygget op, har man ingen ret til at kassere. Der kan findes fejl og mangler ved det nuværende samfund, men med en samfundsomvæltning vil man med sikkerhed smide barnet ud med badevandet; man risikerer at tabe værdier, der ikke kan genskabes. Af politiske utopier kan der ikke komme noget godt, fordi de er opstået uden respekt for traditionen.

Det gode samfund kan kun vokse ud af det eksisterende samfund og ikke ud af politisk fantasteri. Økologi er respekten for den bestående natur. Den er forestillingen om, at naturen er god, fordi den er. Mennesket har ingen ret til at ændre i skaberværket ud fra nogle forestillinger om, hvad der er godt for mennesket, men må indrette sig på, hvad der bevarer naturen som helhed. Den sande økolog behøver ikke at forklare, hvorfor blåhvalen eller pandabjørnen er nyttig. Han behøver blot at pege på deres eksistens for dermed at vise deres ret til at eksistere. Argumentet er, at når først en dyre- eller planteart er uddød, er den forsvundet for evigt og kan ikke genskabes. Ødelæggelsen af værdier er uigenkaldelig. Man genkender konservatismens ærbødighed for den overlevering, som er af større vigtighed end blot den nærværende generations tilfældige behov. Da økologien for nogle år siden fandt asyl hos socialisterne, skyldes det begge parters fundamentale modsætning til liberalismen.

Økologien bryder sig som socialismen ikke om markedskræfter, der kun styres af menneskelige behov. Naturen er ikke aktør på markedet og får derfor heller ikke sine interesser plejet. Økologien mener, at der findes en Naturens Lov, som mennesker bør underkaste sig. Luc Ferry har i sin bog om Den nye økologiske orden peget på, at dette indebærer en modsætning, idet han mener, at den radikale økologi ser stort på den humanisme, der ligger til grund for demokratiet. Svend Aukens stadige sammenstød med interessegrupper rundt om i landet synes at antyde en bekræftelse af dette synspunkt. Socialismen døde, men økologien lever. Dens sande hjemsted er imidlertid ikke Svend Aukens socialdemokrati men Per Stig Møllers konservative folkeparti. Det er spændende, om de Konservative ønsker at adoptere økologien eller om de vil fastholde den nære tilknytning til liberalismen. Det store spørgsmål til den konservative økologi er, hvordan den vil argumentere for, at det bestående også er det gode. Økologien forveksler oftest »at være« med »at burde«. Den engelske filosof G.E.Moore kaldte - i øvrigt uden tanke på økologien - denne forveksling for den naturalistiske fejlslutning. Luc Ferry nævner som eksempel på denne fejlslutning et jordskælv. Et jordskælv er naturligt og ikke menneskeskabt, men de færreste vil vel mene, at det derfor også er godt. Økologien skelner ikke mellem natur og kultur, mellem værdig og mindreværdig eksistens. Landmandens ret til at dyrke sin jord, som han har købt og betalt, underkendes til fordel for storkens ret til at have et engareal til fouragering.

De borgerlige rettigheder står på spil. Storkens eksistens betyder mere end bondens, men med hvilken ret? Naturens Lov er ingen naturlov. Den kræver sin fortolker, som må og skal stille argumenter op, der er gyldige i menneskets verden. Disse argumenter er somme tider bare ikke til at få øje på. Heller ikke jeg vil benægte, at naturbeskyttelse er nødvendig. Mangfoldigheden i naturen skal bevares så vidt muligt, men ikke for enhver pris. I en af de smukkeste formuleringer af den etik, der må gælde for mennesker, sagde den tyske filosof Immanuel Kant: Handl således, at du altid bruger menneskeheden samtidig som et formål og aldrig blot som et middel. Bonden skal ikke være et middel til at redde storken. Naturen skal bevares med det formål at bevare mennesket. Af indlysende årsager kan mennesket ikke leve uden naturen. Vi lever ikke af brød alene, men vi lever slet ikke uden brød. Derfor skal naturen bevares og ikke forgiftes. Men at tale om at bevare naturen for naturens egen skyld kan i yderste konsekvens være menneskefjendsk.

 (Kronik i Berlingske Tidende 24. okt. 1995)