Lige ud ad landevejen

David Lynch' nyeste film The Straight Story handler om en ældre, gangbesværet mand, Alvin Straight, der gerne vil besøge sin bror, som er blevet syg, og som han ikke har talt med længe. Straight har ikke noget kørekort og beslutter sig for at køre de mange miles fra Laurens, Iowa til Mt. Zion, Wisconsin på sin havetraktor. Det går i sagens natur meget langsomt, og filmen vælger at følge dette usædvanlige køretøjs tempo, idet den fortæller om Alvin Straights bevægende rejse. I en scene begynder det at regne, men heldigvis for Straight er der læ 100 meter længere fremme i form af en lade med en åben køreport ganske tæt ved den vej, der ellers kun har majs til venstre og majs til højre så langt blikket rækker.

Tålmodigt følger kameraet Straight ind i laden. Da det holder op med at regne, kører han videre. Sådan er det. Af og til regner det. Og så holder det op. Hverken mere eller mindre.

Man forventer ellers af en film, at den økonomiserer med sin historie, så alle løse ender mødes til sidst. Hvis kameraet en gang har fokuseret på en spade i en scene, kan vi være sikre på, at den spade skal bruges senere i filmen. Det er normalt forskellen på film og den fedtede, lille hverdag, som vi andre trækkes med. I går fandt jeg et bundt nøgler i en kasse i kælderen. Kun et mærkeligt tilfælde kan medføre, at jeg nogensinde får brug for nogle af dem. Hvis mit liv havde været en film, ville en af disse nøgler have passet til en meget vigtig dør. David Lynch har med The Straight Story valgt at trodse forskellen på film og hverdag. Han tør derfor godt bruge flere minutter af sit publikums tid på netop at beskrive en typisk hverdagsbegivenhed. Alvin Straight bliver våd, og han tørrer igen. Han møder ingen spændende personer i laden, og han får ingen skæbnesvanger lungebetændelse.

Når folk på film skal transporteres, f.eks. med fly, ser man dem stige ud af en taxa og styrte ind i afgangshallen og i næste klip ser man flyet lande. I virkeligheden tager det jo en evighed at komme ud til lufthavnen, og man skal gerne være der i god tid, dels fordi det tager disse så utroligt velplejede repræsentanter for moderne rationalitet og teknologi mindst en tre kvarters tid at bringe ens bagage ombord, dels fordi det tager en evighed at spadsere fra check-in-skranken ud til flyet, også selvom der ikke er kø ved sikkerhedskontrollen. Og endnu er der ikke taget højde for, hvad de trafikale forhold, vejret, flysikkerheden eller eventuelle arbejdsnedlæggelser kan forårsage af væsentlige forsinkelser. Når man endelig kommer frem, har man ikke stiftet væsentlige venskaber og ikke truffet sit livs kærlighed, man har ikke vundet indsigt i verdens og livets hemmeligheder, og man skal være heldig, hvis man får udleveret sin bagage med det samme.

David Lynch har sans for det trivielle og det overflødige. Jeg kan ikke lade være med at tænke på fjernsyn i den anledning og især på den mikrofon, der står på bordet foran studieværten i Nyheder på Tegnsprog. Sidst jeg hørte efter, havde produceren ganske vist husket at slukke for den, men nogle gange har man tydeligt kunnet høre smaskelydene fra studieværtens kraftige mundbevægelser, der skal hjælpe målgruppen med at se, hvad han siger. Det må betragtes som et prisværdigt udtryk for Danmarks Radios respekt for hverdagslivets uøkonomiske mangfoldighed, at mikrofonen ikke er fjernet for længst. Den er en hyldest til de overflødige detaljer, som virkeligheden faktisk består af, herunder døvetolkes smaskelyde.

Alvin Straight har faktisk levet og foretaget den usædvanlige rejse i 1994. Han døde to år senere. Filmen om ham er optaget on location i Iowa og Wisconsin. Hans liv var ikke fattigt på skæbnesvangre øjeblikke, men dem hører vi kun om. Handlingen består i, at han taber sin hat, får motorstop og møder en blaffer. Det regner, og det holder op igen, og hvis man finder et bundt ubrugelige nøgler i sin kælder, smider man dem ikke bare ud.