Et åndeligt pyramidespil

Vi har gennem mere end 30 år været tilskuere til gåden Tvind. Vi undres og undres, men når vi så får at vide, at det hele slet ikke er så mystisk, men at det blot drejer sig om almindelig grådighed, ånder vi lettet op. Forargelsen er doven af natur. Der er noget betryggende ved, at de er ligesom os. Ud af denne beredvillige indlevelse i Tvinds motiver har der dannet sig en teori om, at Tvind har udviklet sig fra oprindeligt at være et frodigt reformpædagogisk projekt til at blive en rent kapitalistisk organisation. »Ledelsens islandske sweatere blev skiftet ud med jakker. Maos Lille Røde blev lagt på hylden. Revolutionære drømme skiftet ud med forretningsplaner og managementteorier«, som Kristeligt Dagblads lederskribent skrev i anledning af razziaen mod Tvind dette forår.

Teorien er især belejlig for de personer, der engang støttede Tvind, men er holdt op med det. De kan opretholde et komfortabelt billede af sig selv som dem, der altid har haft ret. Teorien om Tvind som 'kapitalistisk' foretagende gør sig glimrende på forsiden af avisens søndagsudgave, og statslige myndigheder er de glade leverandører af stof i form af undersøgelser og rapporter. Der har gennem årene dannet sig en stærk alliance mellem pressen og staten i Tvindsagen, for pressen har brug for de historier, som myndighederne graver frem, og staten har brug for pressen til at føre sin sag.

Det blev meget tydeligt i 1996, da medierne næsten uden undtagelse ukritisk gengav myndighedernes version af historien om 'Staten versus Tvind'. Det lykkedes aldrig at etablere den kritiske offentlighed, der for alvor kunne have sat spørgsmålstegn ved undervisningsministeren og Folketingets ret til at fratage Tvindskolerne deres tilskud. Kun dagbladet Information havde f.eks. opdaget, at Undervisningsministeriet havde brugt et ulovligt register som grundlag for sin anklage mod Tvind. Heldigt for Ole Vig Jensen blev der aldrig nogen skandale af den sag. Dette forårs anklage mod Tvind er også resultat af et forbilledligt samarbejde mellem anklagemyndigheden og TV 2, der aftenen efter den store razzia kunne sende en - i øvrigt god - udsendelse om hele baggrunden for sagen med levende billeder fra selve aktionen. Sådanne billeder kan man kun få, hvis man står på rigtig god fod med politiet, og hvem vil ikke være gode venner med de rare mennesker i ordensmagten? TV 2 vil sikkert også nødig miste grundlaget for sit populære kriminalmagasin, der bygger på et intimt samarbejde med politiet.

Indtil videre er det aldrig lykkedes at få Tvind dømt for ulovlig omgang med offentlige midler. Der er dog sket efterreguleringer af tilskud, og Poul Jørgensen har sågar fået en dom for at forholde Civilretsdirektoratet oplysninger. Ingen skal dog forledes til at tro, at Tvind er samvittighedsfulde forvaltere af betroede midler. Sagen er blot den, at det handler om den gruppe af ansatte, der gennem årene har skænket deres liv til Tvind. Tvind handler nemlig mere om mennesker end om penge, og sådan har det været siden grundlæggelsen i 1970. Grundstammen i Tvinds organisation er Lærergruppen, der består af et par hundrede medlemmer, de såkaldte LGere. Langt fra alle lærere, der arbejder på en Tvindskole, er LGere, ligesom langtfra alle LGere arbejder som lærere. Træder man ind i Lærergruppen, lægger man også sit hidtidige liv bag sig og opsluges ganske af bevægelsen. Kritikerne sammenligner ikke uden grund Tvind med en sekt. Det særlige ved Tvind er, at det er en skole og ikke en kirke. Det drejer sig blot ikke om at blive klogere men om at omvende sig, at skabe Det Nye Menneske som forberedelse til Den Ny Verden. Livet i Lærergruppen er hårdt. Man bestemmer ikke selv, hvor man vil arbejde og hvor længe. Resultatet er ofte, at familien forsømmes, og at hidtidige venner glemmes. En LGer forvalter ikke sin egen privatøkonomi og lønnen går til Tvinds fælles kasser. Lærergruppen er også rammen om privatlivet, det vil sige, at pardannelser og børn er spørgsmål, der skal tages op i kollektivet.

Hvad får LGerne til at arbejde 12-14 timer i døgnet, aflevere stort set al deres løn til fælleskassen og finde sig i at blive kostet rundt? Tvind kan tilbyde én ting, som ellers er næsten umulig at skaffe i et moderne samfund: meningen med livet. Amdi Petersen kan fortælle dem i sin egen manende retorik med ideologiske rester af Paulus og Mao, Grundtvig og Dewey, at de gør et væsentligt stykke arbejde for at skabe en bedre verden, Den Ny Verden. Drivkraften er ekspansion, at rekruttere endnu flere soldater til Den Ny Verdens avantgarde, så organisationen kan udvides. Her kommer pengene ind i billedet, men kun som et middel til at købe flere skoler, flere firmaer, så der kan rekrutteres flere mennesker, der skal hverve flere mennesker. Penge er ikke et mål i sig selv. Tvind er et åndeligt pyramidespil uden ende. Den Ny Verden bliver selvfølgelig aldrig virkeliggjort, så ekspansionen er gået hen og blevet et formål i sig selv. Det vanskeligste ved Lærergruppen er at forlade den. Man mister sit arbejde, sine venner og skal til at lære at være et individ i et moderne samfund, hvor meningen bestemt ikke giver sig selv. Det kan være svært nok for dem, der er vokset op i det, men for den LGer, der måske ikke engang ved, hvad en selvangivelse, et sygesikringsbevis eller dagpenge er, må det føles fremmed. Pludselig skal man nære tillid til et system, som man har lært at foragte. Nogle mennesker rejser selvfølgelig bare og er glade for deres tid i Tvind. Andre har vanskeligt ved at forstå, hvorfor de har spildt år af deres liv - og alle deres penge - på organisationen og må leve med eftervirkningerne i årevis. Det er de sidstnævnte, der har krav på omverdenens sympati. Staten skal såmænd nok klare sig.


(debatindlæg i Politiken 16. juni 2001)