Hvis man skal opgøre velstanden i et samfund, sker det gerne ved at omregne hele landets årsproduktion i amerikanske dollars, og derefter dele med antal indbyggere. Resultatet er et skønsmæssigt udtryk for, hvor mange midler en gennemsnitsborger råder over, og det tjener som målestok, når nationernes velstand skal gøres op. Målt med den alen ligger Danmark i verdens top. Økonomi handler imidlertid ikke om penge. Penge er blot den mest udbredte målestok for kvalitet i vores samfund. Sproget afslører os: det, der har værdi, er højt skattet, vi sætter pris på det. Det kan sågar være ubetaleligt, og skønt ubetaleligt er det stadig betaleligheden, der er mål for kvaliteten. I det ugentlige giro-413 program kan man - ironisk nok ved at sende et pengebeløb ind til radiofonden - få spillet en sang, der som morale har, at lykken ikke er gods eller guld. Det er en banalitet, men altså ikke desto mindre sand.
Penge er ikke alt, selv ikke for økonomer.
Hvis man med en udbredt definition betragter økonomien som læren om de begrænsede ressourcer og deres fordeling, kan spørgsmålet om velstand sættes i et andet perspektiv. En udbredt mangelvare her til lands i dag er tid. Det vigtigste tegn på, at der ikke er tid nok er, at tid er blevet meget kostbar, hvis den omregnes i penge. Omkring år 1900 tjente en ufaglært arbejder 32 øre i timen. For det kunne han købe tre æsker tændstikker. Arbejdsgivere i dag sætter meget større pris på lønmodtagernes tid. Man kunne også skitsere udviklingen ud fra den mængde tid, der har været nødvendigt at bruge for at opretholde livet. Historikeren Thorkild Kjærgaard fra Frederiksborgmuseet i Hillerød giver en råskitse til arbejdstidens udvikling de sidste 1500 år i sin disputats fra 1991, Den danske Revolution. I et samfund, der lever af svedjebrug, dvs. afbrænding af skovarealer og efterfølgende opdyrkning i et par sæsoner, er den daglige arbejdstid på 2-3 timer afløst af perioder med arbejdsfrihed. Sådan var det i Danmark indtil jernalderen. Da var befolkningen så lille, at markerne kunne nå at springe i skov, inden de blev afbrændt og opdyrket igen. I 1500-tallet var en arbejdsdag i landbruget, som beskæftigede 80-90% af befolkningen, steget til 5-7 timer, og en gennemsnitsuge bestod af 41/2 arbejdsdag.
Omkring år 1800 blev der arbejdet seks dage om ugen, fra solopgang til solnedgang, hvilket har betydet omtrent en fordobling af arbejdstiden på 300 år.
Årsagen til denne kolossale stigning i arbejdstiden er iflg. Kjærgaard, at den øgede befolkning førte til en udpining af de naturlige ressourcer, og derfor skulle der meget mere arbejdskraft til at producere den samme mængde kalorier. Grunden til det store arbejdspres i dag er en anden. Vores tradition for at arbejde fra vi står op til vi går i seng er altså to -tre hundrede år gammel. Det er muligt, at også den lutherske reformation har bidraget til denne arbejdsiver, fordi Luther mente, at den daglige dont, kaldet, var en Gud velbehagelig gerning, men i hvert fald har denne utrolige mængde arbejde, der blev lagt i fødevareproduktionen omkring år 1800, også en ikke-religiøs begrundelse: der skulle ganske enkelt pukles for føden og for livets opretholdelse. Alle bidrog til produktionen, fra den 6-årige gåsepige til den 80-årige hosebinder. De store landboreformer fra slutningen af 1700-tallet blev iværksat af dele af den danske adel - især den af tysk herkomst - som gjorde bonden til herre i eget hus og over egen jord, løste ham fra landsbyfællesskabet og gjorde ham ansvarlig for egen produktion. Det var en proces, der faktisk strakte sig over mere end 150 år, fra de første forordninger om udskiftning o. 1760 til lensafløsningsloven af 1919 og fæstesystemets endelige ophør, men de største slag blev slået i sidste halvdel af det 18. århundrede.
En af bondens forhadte pligter var hoveriet. Hoveri var groft sagt skatte- og afgiftsbetaling i form af arbejdstid, som den skatte- eller afgiftspligtige aflagde på godsejerens eller kongens jorder, eller i form af kørsel, tærskning, gærdebygning osv. Hvis vi anser mangelen på tid som den vigtigste faktor i moderne økonomi, er der grund til at antage - med den flothed, som bagklogskaben tillader - at det moderne Danmark blev grundlagt i 1769. I den såkaldt hoveriforordning af 1769 hedder det i § 6, at hoveriet hidtil havde været bestemt i tid. Dvs., at den hovbudne skulle tilbringe så og så lang tid med det nærmere angivne arbejde. Imidlertid havde det vist sig at være uhensigtsmæssigt, mente lovgiverne, og det blev i stedet forordnet, at hoveriet herefterdags skulle bestemmes ud fra arbejdets mængde, således at den hovbudne havde til opgave at gøre dette eller hine arbejde og derfor havde fri, så snart arbejdet var gjort, uanset om det tog tre timer eller hele dagen, således at »en Arbeider i saa Tilfælde er sin eegen Drivere, og uden Tvang eller Opsigt, stræber at blive ferdig med sin foresatte Lod eller Deel, paa det han derefter kunde begive sig heim«, som det hedder i tidens omstændelige kancellisprog.
I den almindelige historieskrivning fortælles det, at bonden fik sin frihed som følge af landboreformerne, og det er derfor en gåde for nutidsmennesket, hvorfor så mange bønder var imod reformer. Hvorfor ville han dog ikke ud af fællesskabets trange bånd og blive sin egen lykkes smed?
Sandheden er, at den rettighed, som bonden fik, var retten til at arbejde, som han ville, og derefter nyde frugten af sit arbejde. Den danske bonde blev altså ganske vist fri, men har siden dengang aldrig haft fri. For resultatet var ikke, at bonden arbejdede hurtigere for derefter at tage en slapper. Derimod puklede han først på herrens mark og sidenhen på sin egen. Tidligere havde bondens personlige indsats kun haft en mindre indflydelse på udbyttet, fordi han var afhængig af landsbyens dyrkningsfællesskab eller af ridefogeden. Dengang kunne bonden kun øge sin velfærd ved at skulke fra arbejdet.
Efter 1769 brugte han ikke sin nyvundne frihed til at øge fritiden men til at øge produktionen. Fra han stod op til han gik i seng arbejdede han, for med de nye regler havde hans egen indsats en afgørende indflydelse på hans velstand. Arbejdstiderne, som de var kendt i landbruget, blev ført til byerne, da afvandringen fra landdistrikterne voksede i slutningen af 1800-tallet. En af de første industrielle arbejdpladser i Danmark, Carlsberg, blev drevet næsten som en herregård. I reglementet for folkene på Bryggerierne »Gamle Carlsberg« fra 1887 hedder det bl.a.: »For Arbejdstiden gjælder ingen bestemt Regel. Den er forskjellig efter de forskjellige Arbejder, men naar ingen anden Ordning er nødvendig, begynder den Kl. 6 Morgen og ender kl. 7 Aften.« Tillids- og talsmænd var forbudt, og det var yderligere bestemt, at »Ingen af Folkene maa forlade Bryggeriets Grund uden Tilladelse. Dog er det de gifte Folk tilladt at gaa hjem om Aftenen, naar Arbejdet eller Vagttjenesten ikke fordrer deres Nærværelse.«
Der var med andre ord lagt beslag på alle arbejdskraftens vågne timer, og de sovende blev tilbragt på arbejdspladsen også.
Familie var ikke velset blandt arbejderne. Dertil skal føjes, at Carlsbergs arbejdere nok var heldige i forhold til andre, fordi der faktisk forelå et reglement i det hele taget. Der er ikke noget at sige til, at fagforeningen fik opbakning til sit slogan om otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timers hvile. Det lykkedes faktisk at gennemføre programmet, således at de fleste arbejdstagere i vort århundrede kun har kendt en 40 timers arbejdsuge. På en af fagforeningernes sidste bastioner, B&W, herskede stadig en arbejdsmoral fra arbejdskampenes storhedstid. Onde tunger vil vide, at værftet ville have overlevet, hvis den effektive daglige arbejdstid havde kunnet øges fra 4 til 4 ½ time pr. mand, pr. dag.
Historikeren Søren Mørch, der oprindeligt er udlært korpussølvsmed, beskriver i sin seneste Danmarkshistorie, hvordan man endnu i 1950'erne sløsede tiden væk på arbejdspladserne. En læredreng kunne uden vrøvl få en hel formiddag til at gå med at hente mesters madpakke.
Men fagforeningernes succes må betragtes som et ganske vist forunderligt, men også midlertidigt afbræk i en udvikling fra jernalderen til i dag, henimod en stadig øget arbejdsmængde. Der arbejdes stadig mere på trods af alle påstande om »fritidssamfund«. Hvad med de 300.000 arbejdsløse og alle de udstødte? spørges der. Svaret er, at aldrig har der været så mange i beskæftigelse. 2 ½ million mennesker i Danmark har lønarbejde eller er selvforsørgende på anden måde, og dertil kommer alle de, der enten arbejder sort, har fyldt deres forsørgede tilværelse med frivilligt arbejde og alskens meningsfyldte gøremål eller er uddannelsessøgende. Aldrig har så mange haft så travlt. Man hører stadig snak om en bedre fordeling af arbejdet, men det er ikke kun politisk modvilje, der hindrer indførelsen af skraldemandsordninger på arbejdsmarkedet.
Sandheden er, at kun en meget lille del af arbejdsmarkedet er egnet til en sådan omstrukturering, nemlig de dele, hvor en stor mængde mennesker udfører præcis det samme stykke arbejde og derfor uden videre kan afløse hinanden. Sandheden om den moderne arbejdsplads er, at hver arbejdsfunktion er individuel og kræver en stor grad af kreativitet, forstået som evnen til at finde løsninger på problemer, som man ikke kendte i forvejen.
Derudover er evnen til at udfylde en stilling stadig mere afhængig af det personlige netværk; det der i gamle dage hed familie, venner og bekendte. Den moderne dansker er typisk uerstattelig. Derfor er den moderne dansker også på arbejde i alle sine vågne timer - og ikke blot i den officielle 37 ½ time ugentlig. Sammen med vennerne plejes netværket, på aftenskolen skærpes det kreative beredskab, og under opvasken tænker man på dagsordenen til det næste personalemøde. Fagforeningens drøm om, at man kunne møde på arbejde kl. syv om morgenen, fatte skruenøglen og gå i gang for at lægge den fra sig igen kl. fire, holder ikke længere. Skruenøglen er for længst flyttet med hjem i overført betydning.
Det er kun en fuldbyrdelse af en allerede igangværende proces, når mange vælger muligheden for at arbejde ved en terminal i hjemmet. Det er blot hoveriforordningen om igen. Der er ingen ridefoged eller arbejdsgiver, der kontrollerer, at man møder til tiden og ikke går før fyraften, men hvem tror for alvor på, at hjemmearbejde vil få folk til at bestille mindre? I stedet for at drive den af bliver arbejderen sin egen driver, for opsynet er naturligvis ikke forsvundet; det er blot inderliggjort. Arbejdsgiverne vil langsomt generobre danskerens fritid, og skønt vi har mad nok, bliver man nødt til at pukle fra morgen til aften for at opretholde livet. Et moderne paradoks.
(Artikel i Berlingske Tidende 23. august 1997)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar