Kalkuleret vold

Vores budskab bliver ikke hørt, sagde Pelle Dragsted, talsmand for Globale Rødder i DR2's Deadline tirsdag aften. Hvorfor er der f.eks. ingen, der har hørt om de store million-demonstrationer i Italien mod krig og globalisering? spurgte han. Det er der sådan set en god forklaring på, for de fandt nemlig ikke sted. Jo, der var ganske vist milliondemonstrationer, men det gode fremmøde skyldtes, at de arrangerende fagforeninger ønskede at hindre Berlusconi-regeringens reform af arbejdsmarkedet. Antiglobaliseringen stod et stykke nede på dagsordenen, der først og fremmest drejede sig om, at de brave italienere gerne vil have sikkerhed i ansættelsen.

Dragsteds manipulationer er et godt tegn på, at organisationen gerne vil lyve sig større, end den er. Når han i den kommende weekend sammen med sine ca. 100 kammerater gør, hvad de nu havde tænkt sig at gøre, kan de gøre det med den bevidsthed, at de har millioner af italienere i ryggen.

Det er vigtigt, for de globale rødder vil gerne bevare troen på, at de har folkelig opbakning, og når alle danskere ryster på hovedet af disse mennesker, så må man indforskrive noget moralsk støtte fra nogle fiktive udlændinge. Men organisationen vil forblive et randfænomen, for den anerkender simpelthen ikke det eksisterende system, dvs. det parlamentariske demokrati. Dragsted fremhævede, at Globale Rødder ikke er uenige med de herskende politikere, nej, de er imod dem slet og ret. Det er ikke alene et utåleligt unuanceret men også et revolutionært synspunkt, og for at fremme dette synspunkt kræves revolutionære metoder. Globale Rødder er imod vold, siger de. Dermed mener de politivold. Pelle Dragsted blev af studieværten udtrykkeligt bedt om at tage afstand til hærværk som politisk udtryksmiddel. Det ville han ikke. I stedet talte han om, at den globale uretfærdighed fører til meget store ødelæggelser i den tredje verden.

Den logik er som taget ud af kapitel 1 i håndbog for byguerillaer: Vi har ret til at begå små uretfærdigheder for at gøre opmærksom på de store. Taktikken ved dette topmøde er at placere sig i situationer, hvor politiet er tvunget til at gribe til magt. De stiller sig steder, hvor de ikke må være, og så kommer ordensmagten og slæber dem væk. Dermed kan Globale Rødder bevise, at politiet er voldeligt. Det er nu et temmelig overflødigt bevis, for det er sådan set, hvad vi godt vidste i forvejen. Politiet håndhæver statens voldsmonopol her i landet. Det er et brutalt udtryk for den simple omstændighed, at politiet har ret til at bruge fysisk magt, hvad ingen andre har, undtagen i nødværge. Denne ret er nøje reguleret og overvåget, og den misbruges uhyre sjældent. Det kommer gang på gang bag på folk, at når en betjent har givet sig til kende som sådan, står hans anvisninger ikke til diskussion. Det er nemlig ham, der har pistolen. Historien kender endnu intet eksempel på et vellykket samfund, der ikke har haft et politi med netop disse beføjelser. Globale Rødders billede af politiet skal retfærdiggøre, at organisationen anskaffer sig panser og plader i selvforsvar.

De ved selvfølgelig, at også pansring er oprustning, men udadtil forekommer det ganske uskyldigt, og efterlader politiet i rollen som den aggressive part. Heldigvis ser det ud til, at politiet har læst taktikken og har undervist fodfolket i ikke at lade sig provokere. Ethvert demokratisk samfund skal prøves på sine grænser. Derfor er det også godt at have et autonomt miljø i Danmark, der søger disse grænser. Det holder os andre på tæerne. Men i den konkrete sammenhæng er der tale om en organisation, der ganske vist er imod vold, men afgjort kalkulerer med voldsfremkaldende provokationer som politisk udtryksmiddel, og det kan man kun tage afstand fra. Måtte de ikke få held i deres forehavende.

(kommentar i Information 12. dec. 2002. Dragsteds fornavn er rettet.)