Selvfølgelig er indvandring et problem - men hvad er løsningen?

Med jævne mellemrum skal den danske offentlighed mindes om, at velfærdsstaten ikke er gratis. Det står naturligvis klart for de fleste, når selvangivelsen skal udfyldes, men den har også sine omkostninger i en videre forstand. Velfærdsstaten har nemlig gennem hele det 20. århundrede været et integrationsprojekt. Vi er blevet mere ens. Det offentlige griber ind, hvis mennesker ikke lever op til de normer, som staten opstiller. De fleste af os har vænnet os til det og ser det ikke i det daglige, men somme tider står det klart, hvor hårdt der slås ned. Historisk set har velfærdsstaten i velfærdens navn tvangssteriliseret og interneret dem, der ikke opførte sig ordentligt.

I dag tvangsaktiveres de arbejdsløse. Nogle børn tvangsfjernes fra deres hjem uden dom. Der er et umiskendeligt anstrøg af formynderi over velfærdsstaten. Peter Mogensen og Henrik Stampe Lunds indlæg i Politiken (15.9.) er et godt eksempel på den politiske ideologi, der ligger bag denne velfærdsstat. De mener, at danskerne er præget af utilfredshed, krævementalitet og ikke mindst chauvinisme. De mener, at populismen truer dansk demokrati, og at vi i stedet skulle have nogle politikere, der tør gå forrest og vise vejen. »I dag er alle politiske grupperinger blevet slaver af kampen om, hvem der kan lefle mest for folkets krav om småracistiske indgreb, et sørgeligt syn og uden ledelsesperspektiv«. De forudser, at vi er på vej mod fascismen. Folket ved med andre ord ikke, hvad der er rigtigt, for det har åbenbart valgt politikere, som er populære. I stedet burde de vælge politikere, som ved bedre.

Så fuldstændigt indlevede Mogensen og Lund er i velfærdsstatstanken, lige så mærkværdigt er det, at de synes at tro, at den nuværende grøde i det politiske skyldes moralsk forfald blandt de folkevalgte. De ser åbenbart ikke, at velfærdsstaten faktisk står foran en krise. Velfærdsstaten kunne fungere, sålænge den var en lukket forening, hvor ingen meldte sig ud eller ind. Men så snart ind- og udvandringen har taget et vist omfang, undergraves vilkårene for dens eksistens, for de store skattebetalere rejser deres vej, og de underprivilegerede kommer hertil. Systemet er punkteret i begge ender. Finansieringen af velfærdsstaten svigter, samtidig med at den tynges på udgiftssiden. Lund og Mogensen begår den fejl at forveksle dette ræsonnement med Dansk Folkepartis påstande om, at danskheden er truet, at der foregår en voldtægt af Mor Danmark osv. Det er en helt anden tankerække, som DF har taget fra de konservative, der af gode grunde ikke vil vide af den. DF låner gerne fra andre. Nu forsøger de også at tage patent på socialdemokraternes velfærdsstat. Socialdemokraterne søger en løsning på velfærdsstatens problem.

Karen Jespersen, der givetvis har læst Ralf Pittelkows glimrende bog om islam og vesten, peger på, at proppen skal sættes i. Ritt Bjerregaard tror stadig på aktiv integration som strategi. Det betyder som sagt ikke, at Karen Jespersen i virkeligheden er konservativ. Hun er såmænd blot enig med de fleste af sit partis vælgere. Det er selvfølgelig en mangel i Mogensen og Lunds øjne, men ikke i vælgernes. Uanset udfaldet af socialdemokraternes indbyrdes kamp, kommer de under ingen omstændigheder uden om integrationen, hvis samfundet ikke skal splittes op i flere parallelle samfund igen, sådan som det var, før velfærdsstaten kom til. De har jo efterhånden lært, at integration ikke smitter som influenza. Denne proces var og er ikke gratis, og der er ingen grund til at tro, at den bliver mindre konfliktfyldt, end den var, da vore forældre og bedste- eller oldeforældre blev integreret.

(Debatindlæg i Politiken, 18. sep. 2002)