Alle partier skal have en indvandringspolitik

Michael Jarlner, Adam Holm og Per Michael Jespersen satte 25.5. i Politiken ord på, hvad store dele af den læsende offentlighed - herunder sågar mange medlemmer af Det Radikale Venstre - efterhånden er kommet til klarhed over: Vi har i mange år ikke haft en ordentlig indvandrerdebat. De tre redaktører efterlyser en tredje vej; en middelvej som alternativ til hhv. halalhippierne og de højreradikale. Jeg vil snarere sige, at der er brug for mange veje; at indvandring bliver normaliseret som politisk emne, politikfähig, som tyskerne siger. Man kan stadig møde den gamle holdning til indvandringsdebatten i den danske offentlighed - og som vi har erfaret i den svenske.

I pressens omtale af Pim Fortuyn har det været meget tydeligt, at journalister, der i øvrigt ikke kendte til ham, faldt i den gamle grøft: Her er en mand, der havde nogle klare holdninger til indvandring, ergo må han have været højreradikal og fremmedfjendsk. Men som Carsten Jensen ganske præcist gjorde opmærksom på forleden, er der faktisk stor forskel på Pia Kjærsgaard og Pim Fortuyn, ikke blot som mennesketyper, men også som ideologer.

Omtalen af den nye aldersgrænse for familiesammenføring her i landet er et andet eksempel på denne gamle debatmekanisme. Det er et indgreb i indvandreres familiemønster, ergo må det være en højreorienteret lov, synes mange at mene. I virkeligheden er det at gribe ind i familiemønstre på netop denne måde en klassisk socialistisk disciplin. Den nye aldersgrænse er oven i købet et godt instrument til at få især kvinderne uddannet, inden de bliver fanget i et førmoderne familiemønster, og som sådan må den hilses velkommen af den traditionelt venstreorienterede kvindebevægelse. En klassisk liberal løsning på familiesammenføringsspørgsmålet ville have været at bede den herboende ægtefælle om at garantere for familiens forsørgelse og så ellers lade folk gifte sig, som de havde lyst. Men hvem turde nu også forlange liberal politik af Danmarks liberale parti?

Alligevel er det stadig sådan, at en stillingtagen til indvandringsspørgsmål identificeres med højrefløjen. Det har i mange år haft som konsekvens, at ingen har turdet tage stilling til den omstændighed, at Danmark er blevet et indvandringsland, netop af frygt for at blive identificeret med Glistrup eller Pia Kjærsgaard. På den måde har Dansk Folkeparti ikke alene været ene om at sætte spørgsmålet på dagsordenen, de har også været det eneste parti med et løsningsforslag.

Sådan bliver det ikke i fremtiden. Vi står over for en situation, hvor hvert parti skal til at formulere en indvandringspolitik, på samme måde som alle partier har en sundhedspolitik eller en trafikpolitik. Der har stået pæne ord i partiprogrammerne rundt omkring, gudbevares, men nu skal der anderledes konkrete ting på bordet: Enhver indvandringspolitik skal tage stilling til i hvert fald følgende spørgsmål: Hvem? Hvordan? Hvor hurtigt? Hvorfor? Og selvfølgelig: Hvor mange? Det skal ske ud fra den sædvanlige idépolitiske afvejning af økonomiske, demografiske, humanitære og internationale hensyn. Det bliver ikke let, for der skal prioriteres. Det er et spørgsmål om liv og død, men det er trafik- og sundhedspolitik jo også, så den principielle forskel er vel ikke så stor.

(Debatindlæg i Politiken 10. juni 2002)