Voksenbekymringer for børn

Skrupler var noget man havde i gamle dage. De optræder i ældre drengebøger. Det var dengang forbrydere var nederdrægtige og lagde fordækte planer. Raske drenge som Kim og Jan hjalp piberygende politikommissærer med tilladsvækkende overlægenavne som Holm, Bruun eller Storm med at optrevle bander. Knægtene bliver gerne hen mod slutningen fanget af misdæderne, bagbundet og kaldt snushaner, men de ser med trodsigt blik på den skumle bagmand og siger med klar røst: »De er en simpel skurk, Oscar Johansen!«. Og i samme øjeblik stormer den sportstrænede Holm ind og giver Johansen et velrettet kæbestød.

Øretæver findes heller ikke længere. Da jeg var lille blev jeg passet af smedens kone. Når smeden var hjemme, lovede han mig, at han havde en kasse med øretæver stående nede i værkstedet, som jeg ville få at se, hvis jeg ikke opførte mig ordentligt, at jeg bare vidste det. Smeden var af den gamle skole og dertil skuemester, så ham havde man respekt for, men jeg fik dog aldrig sådan en ørtæve at se, endsige at føle. I 1970 var man holdt op med at dele ud af den slags med løs hånd til andre folks børn.

Som barn har man vist et stærkt ønske om renfærdighed og ædelmod, selvom de hører til netop den kategori af begreber, som ikke har været i brug blandt voksne i generationer. Ordene er ganske enkelt forsvundet. Der gik mange år før jeg fandt ud af, at misdæder ikke er noget man æder. Jeg var vist heller ikke rigtig klar over, hvad det ville sige at være skrupelløs, men jeg kunne da regne ud, at det ikke var rigtig godt. Til gengæld er jeg slet ikke sikker på, at jeg var klar over, at skrupuløs betyder det modsatte. En scrupulus er en lille skarp sten. Den gnaver og nager og påminder den, som har skoen på, at der er noget der ikke stemmer. Skrupler optræder altid i flertal. Der er noget ubehageligt ubestemt over dem, og det er vel også grunden til, at man ikke har dem længere. De røg ud sammen med samvittigheden, der heller ikke stod i høj kurs hos dem, der havde læst Freud og Marx. Samvittighed er jo bare samfundets mekanisme til at få folk til at undertrykke sig selv.

Til gengæld for de øretæver og de skrupler, som vi ikke fik, har min generation fået i kassevis af bekymringer, som vores lærere og børneprogrammerne i fjernsyn og radio delte ud af - helt uden skrupler om man så kan sige. Allerede i børnehaven fik vi at vide, at der ville blive atomkrig, og at det var amerikanernes og måske også lidt russernes skyld. Vi skulle i hvert fald ikke glæde os til at blive voksne, for det var i hvert fald de voksnes skyld det hele. Bjarne Jes Hansen sang 'Vi voksne kan også være bange' og det skulle jo fedt hjælpe. Selvom det er uretfærdigt at skære alle lærere over en kam (Jeg kan faktisk komme i tanke om en del gode undtagelser fra min egen skole), synes det som om skoletiden gik med at bekymre sig. Vi målte vandets gennemsigtighed i den nærliggende mergelgrav ved at sænke et plasticlåg i en snor så langt ned i vandet indtil vi ikke kunne se det mere. Jo længere snor desto klarere vand desto mindre røg, støj og møg, skrev vi i projektrapporten, der blev lavet som gruppearbejde, som gik ud på, at de, der ikke kunne stave, skulle have lov til at slippe for det. Vi lærte måske ikke så meget geografi, men til gengæld stod det os meget klart, at jorden var i fare for at gå under. Ud over forureningen i mergelgraven var der jo også regnskovene og hvalerne, Cheminova og oliekrise.

Den slags bekymringer for kloden kan forældre ikke trylle væk med et kys og en godnathistorie. For en skole-dreng var det jo klart, at også de statslige forholdsregler mod en atomkrig var utilstrækkelige. I tilfælde af et nukleart angreb skulle man 'gå inden døre og lytte til Danmarks Radio', som det hed. (Hav altid friske batterier til transistoren i huset). Som om dét hjalp; vi havde jo set billederne fra Hiroshima. 1986 var vel det år, hvor den ganske atomkrigsbekymrede verden åndede lettet op efter at Sovjet og USA for alvor begyndte at tale sammen om nedrustning for alvor. 1986 var i den sammenhæng langt vigtigere end 1989. Men ingen skulle glæde sig for tidligt. 1986 var også året for Tjernobyl, og der er jo også den voksende bekymring for drivhuseffekten, spredningen af atomvåben til banditstater, gensplejset mad, kønshormoner på afveje i Ishavet, muslimsk fundamentalisme og således meget mere. Der et stort og voksende lager af bekymringer at tage af, hvis man skulle geråde i dommedagsstemning op til det kommende årsskifte. Der er ingen vej tilbage. Som voksen bliver man nødt til at tage dem alvorligt.

(klumme i Politiken 13. nov. 1999)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar