Farvel, du stolte ganger

Ak, så kunne den ikke længere - den gamle bil, den første bil. Til ophugning måtte den, desværre. Opel Kadett årgang 1985 med et pensum på den modne side af en kvart million kilometer bag sig. Den var rustet, slidt og afskrevet så grundigt, at skrothandleren ville have 800 kroner (+ moms) for køler- og bremsevæskens, oliens omhyggelige aftapning og karrossens korrekte omsmeltning. Bortset fra en næsten ny generator var der intet af værdi tilbage i den. Faconslidt polstring kan man ikke købe for penge. Til det sidste var den god for 160 km/t. Det vidste jeg, og det vidste den, og så var der jo ingen grund til at drive rovdrift på den mulighed. Kasseret af et ubarmhjertigt, statsligt biltilsyn blev det - det køretøj, der har bragt os til skov og strand, på arbejde og til fest.

Nu er det ikke mere, dette samtalens rum, vores lille forlængede dagligstue, hvor man lovbefalet fastspændt er henvist til hinandens selskab. Lykkelige de stunder, hvor man efter et selskab kører hjem og giver hinanden ret i, hvem der var tåbelig og hvem der var flink. Glemt er allerede skænderierne over den rette tolkning af vejkortets symboler og afkørslernes nummerering.

Jeg har lært hjemmefra, at man skal passe på sine ting og så i øvrigt sørge for at få dem smidt ud, når man ikke længere har brug for dem. Det sidste er svært, for man knytter sig til de ting, man bruger i hverdagen. Man kalder det affektionsværdi, når man ikke vil beskyldes for at være plat materialist. En bil er ikke bare en ting som en brødkniv eller et par maosko - mere i retning af en god lænestol. Man køber ikke blot en bil - man flytter ind i den, tilegner sig den, passer på den. Den skal have den rette temperatur og den rette væskestand, og den må ikke overanstrenges. I koldt og fugtigt vejr skal den stryges med hårene og have tørret tændkablerne. Biler mister ligesom små børn med tiden lysten til at stå tidligt op. Det lærer man. En gang måtte jeg have starthjælp. Der kom et fejeblad med en meget stor og bredbenet mand. Jeg fortalte ham - undskyldende - at det gamle l... ikke ville starte. »Sådan skal du ikke tale om en Kadett«, sagde han irettesættende, »det er en god bil!«. Da den fremturede, skulle han egentlig ifølge sine forskrifter køre den på værksted, men hans faglige stolthed forbød ham ikke at gøre flere forsøg og samtidig give mig en lektion i starthjælpens enkle og nyttige kunst. »Der findes ikke den Kadett, jeg ikke kan starte, medmindre bundkarret mangler«, sagde han stolt, da motoren gik i gang.

En bil er den brugte engangsemballages egentlige hjemsted. Man kan ikke have tillid til folk, der ikke har i det mindste et lille papkrus til at ligge og flyde - spor af måltider indtaget i stor fart - servietter, tomme colaflasker og knækkede tandstikkere. I gamle biler skal der også være itutrådte landkort, stumpe blyanter og glemte handsker. Nu skal vi til at begynde forfra med at bebo en ny bil. De første par måneder tør man ikke, men langsomt bygges hjemligheden op. Men det bliver aldrig det samme som med den første bil. Teknisk set er der jo ikke noget at udsætte på en ny vogn, hvis man ser bort fra den tåbelige idé at lakere kofangerne, som mange fabrikanter gør. Her gik man og troede, at kofangere netop var til for at skåne lakken. Kadetten havde meget praktisk kofangere af plastik, et fantastisk tålsomt materiale, der tillader parkering med meget små marginaler. Man må gerne røre, som min svigerinde siger. Amerikanske soldater gjorde ved deres udtjente jeeps som kavalerister tidligere gjorde med gamle heste: gav dem nådeskuddet. Jeg ejer ingen håndvåben, så Kadetten fik bare et klap på sin italiensk designede bagsmæk, inden pladerne blev skruet af. Farvel, du stolte ganger; vor tapre tjener, farvel.

(Klumme i Politiken 4. marts 2000)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar