Karismatisk ledelse

Næsten skrøbelig, ville jeg kalde ham ved første øjekast. Han er tynd og høj med en let ludende holdning, nærmest duknakket. Han sidder med ryggen til os, ansigt til ansigt med dommeren, så vi tilhørere ser ham næsten kun bag fra, dagens hovedperson: Mogens Amdi Petersen. Hans ører sidder lavt bemærker man, et stykke nede, hvor hovedet skråner ind mod halsen. Sammen med det tynde, lyse hår giver det indtryk af en ranglet teenager. I profil er der dog ingen tvivl om, at det er en prøvet mand, der sidder dér. Så mange dages hovedperson har han været. På hans højre side står anklageren, høj, mindst lige så mager og markeret, men noget yngre. Amdi Petersen svarer på spørgsmålene tøvende.

Tilsyneladende leder han efter svarene, men efter at have lyttet en hel dag, kan man konstatere, at de er faldet med en vis systematik. Han har trukket fuldt hus. Der er foruden de almindelige tilhørere også retsreportere nok til at fylde stolerækkerne. De er der fra de landsdækkende og lokale aviser og tv-stationerne. De kender hinanden fra tidligere, hilser og udveksler efterretninger. Ritzau har sendt to, så de kan skiftes til at liste sig udenfor og sende en situationsrapport uden at gå glip af noget væsentligt. De første mødte kl. 8.00 for at være sikre på en plads. Retsmødet begynder lidt efter kl. 10. Der er en smule forsinkelse, for ikke blot Amdi Petersen og hans advokat, Anders Boelskifte, men også de syv øvrige tiltalte i sagen og deres repræsentanter skal på plads, inden dommeren, en upåfaldende mand, indleder forhandlingerne. Retsmødet tager sin begyndelse med korte sagsfremstillinger af henholdsvis anklager og forsvarer. Hovedpersonens varetægtsfængsling udløber den næste dag, og forsvaret håber, at en fremskyndelse af anklagerens afhøring af ham kan overbevise dommeren om, at varetægtsfængslingen ikke skal opretholdes.

Når først den tiltalte er blevet afhørt i doms-mandsretten kan selv ikke en evt. flugt forhindre en domfældelse. Anklageren, vicestatsadvokat Poul Gade, har ladet mangfoldiggøre et ringbind med utallige af de dokumenter, som politiet har beslaglagt ved ransagninger hos Tvind. De runddeles til samtlige tilstedeværende advokater. Nu får de travlt med at følge med i anklagerens henvisninger til side 18, side 403, side 53 og igen side 18. Dokumenterne skal godtgøre anklagerens væsentligste påstand, at Amdi Petersen har haft væsentlig og bestemmende indflydelse på de beslutninger, der er truffet i Tvinds almennyttige fond. Tilhørerne kender kun indholdet gennem anklagerens hurtige oplæsning af de passager, som han finder relevant for sagen. Det er breve fra Amdi Petersen og Kirsten Larsen, som giver anvisninger på, hvordan Lærergruppens aktiviteter skal udvikle sig. De underskriver sig i fællesskab »Klap«, en kombination af deres initialer. Står der også et k+k foran, betyder det »kærligst og kammeratligt«.

Amdi Petersens strategi for sine svar er at bagatellisere brevene. Han fortæller, at de i virkeligheden betyder noget andet, end de synes at gøre for den almindelige læser. Et brev, der tydeligvis er en irettesættelse, er lige så meget et kærlighedsbrev som et formaningsbrev, fortæller han. Han siger, at brevene er et resultat af en længerevarende beslutningsproces, der har involveret langt flere personer, stor-møder. De er blotte referater af de kollektive beslutninger. Selv er han ikke meget andet end en konsulent, og slet ikke topleder. Han sammenligner Lærergruppen med et ægteskab, hvor ingen bestemmer over den anden. Anklageren er ikke hurtig nok til at spørge, om der er børn i ægteskabet, og hvor stor selvbestemmelse de børn har. Det er anklageren meget om at demonstrere, at Tvinds tilsyneladende flade struktur dækker over et benhårdt hierarki, en koncern med en koncernledelse og nogle vicepræsidenter. Amdi Petersen kokketerer i sine svar med, at han da ville ønske det var så vel, for han havde mange forslag til en effektivisering af strukturen. Desværre, siger han, lytter de ikke til mig. Det er vanskeligt at vurdere, om Amdi Petersen selv tror på, hvad han siger. Han er kendt for at tale usandhed flydende. Gade tror ham i hvert fald ikke.

Spørgsmålet er, om Gades forestilling om Amdi Petersens rolle er sand. Han har et billede af Amdi Petersen som en klassisk virksomhedsleder, der med sin håndfuld af underdirektører leder et multinationalt firma. Det er antagelig en misforståelse. Amdi Petersen er nærmest et skoleeksempel på det, som den tyske sociolog Max Weber kaldte en karismatisk leder, dvs. en leder, hvis autoritet udgår fra de undergivnes tillid til hans personlige egenskaber snarere end hans formelle position i systemet. Man behøver nemlig intet hierarki for at være autoritær. Faktisk er et hierarki ofte så bureaukratisk, at reglerne spærrer for den vilkårlighed, som ligger det autoritære hjerte så nær. Hvis der er for mange regler, bliver systemet for forudsigeligt, og så er der ikke plads til den store individualist i toppen. Vilkårlighed og uforudsigelighed er to af Amdi Petersens væsentligste styringsredskaber. Ingen ved hvor de har ham eller hvornår. Han kan dukke op når som helst i et hvilket som helst humør. Den ene dag uddeler han ros og den næste dag ris - uden at den riste og den roste kan udgrunde de nærmere årsager til hans humørsvingninger. Usikkerheden afføder frygt, og frygt er på sin side den bedste grobund for despoter. De trives i den. Men selv diktatorer har brug for popularitet, og det gælder især den karismatiske leder. For dem er persondyrkelsen en slags narkotikum. De kan ikke leve uden den. Derfor har de det bedst, når de er elskede på samme måde som børn elsker deres forældre - loyalt og betingelsesløst, fuldstændig uafhængigt af den behandling, som de giver børnene.

Diktatorens vilje ytrer sig ikke så meget i diktater som i disciplenes trang til at være den første til at gætte hans seneste ønske. Det er og bliver en gætteleg, for diktatorens smag lader sig ikke sætte på formel. Nogle vinder i dette lotterispil, men en skønne dag taber de også, fordi de skødesløst troede, at mesterens livret var den samme i dag som i går. Trangen til at tækkes ham forbliver dog usvækket hos de fleste, og derfor kan han i princippet leve på den løgn, at han kun er blandt ligemænd, der vil ham det lige så godt som han dem. Som sagt: det er vanskeligt at sige, om Amdi Petersen selv tror på, hvad han siger. Tvind er historien om konstante omstruktureringer, degraderinger og forfremmelser. Kun en ganske lille kerne af folk er forblevet i centrum. Resten er gået fra gunst til ugunst og tilbage igen uden altid at kunne forstå hvorfor. Denne mangel på evne til at gennemskue tingene har forledt dem til den konklusion, at det antagelig var deres egen skyld, og at de nu må anstrenge sig endnu mere for at forstå årsagerne til deres fejltrin, så de kan undgås i fremtiden. En del har afdækket gøgleriet og er rejst deres vej, men nye medlemmer har fyldt pladserne efter dem. Tiden må vise, om anklageren har esser nok i ærmet til at lure sin modstander. Foreløbig har han en masse papirer, der godtgør, at Amdi Petersen og Kirsten Larsen har haft en holdning til Tvinds udvikling. Anklageren mangler stadig at vise, at de har haft reel beslutningskompetence, dvs. at vise, at deres beslutninger også er blevet ført ud i livet.

Det bliver vanskeligt, for Lærergruppen, hvor alle væsentlige beslutninger tages, er slet ingen juridisk person. Den er blot et kammeratligt og kærligt fællesskab - på papiret vel at mærke. Dvs. der findes netop ingen papirer. Derfor kan der heller ikke placeres noget juridisk ansvar hos den. Det er anklagerens job at bevise, at det kan der, for ellers kan han ikke nå Amdi Petersen. Han er ikke en normal virksomhedsleder lige så lidt som Tvind er en normal virksomhed. Det hjælper ikke at gøre Tvind til noget andet end det er. Afhøringen af Amdi Petersen nåede ikke at blive afsluttet før jul. Den fortsætter i dag.

(kronik i Information 7. jan. 2003)