Livsforsikring

Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men det tager på den anden side heller ikke årevis. Det sniger sig ind bagfra på langsomme og lydløse fjed, og pludselig er det sket: Man vågner op en morgen og er rykket op i middelklassen. Det er svært at sige, hvad der gør udslaget; om det er 30-års-fødselsdagen eller om det sker, når årsindkomsten overstiger 240.000 kroner. Personligt tror jeg det skete, da vi fik plæneklipper og opvaskemaskine næsten på en gang. Det sikre tegn på, at man er medlem af middelklassen, er at man jævnligt taler med en pensions- og/eller forsikringsrådgiver om de mulige ulykker, der kunne ramme familien og hjemmet. Døden bliver ubarmhjertigt konkret på de vilkår. Hvor mange penge skal komme til udbetaling i tilfælde af din bortgang og pludselig død? Vil du fortsat have mulighed for at gå på efterløn som 60-årig (sidste frist for svar var den 30. september)? Det forventes af et voksent medlem af middelklassen, at man kan skue 30 år frem i tiden og træffe modne og velovervejede beslutninger på det grundlag. Alt andet ville være ansvarsløst. Man må sørge for at bevare styringen af sit liv og huske at slå græsset mindst en gang ugentligt i vækstsæsonen.

Det er jo ellers i det store hele smertefrit at rykke op i middelklassen. Vores bil har haft det sværest. Det er en Opel Kadett med flere synlige tegn på sin adstadige ælde: rustpletter og en stor flot bule i højre fordør, som stammer fra en uheldig manøvre på parkeringspladsen foran byggemarkedet. (Besøg i byggemarkeder er også sådan en rigtig middelklasseting). Og lige for at forebygge de billigste vittigheder over hækken søndag formiddag: nej, det var ikke min kone, der lavede bulen. Det kan slet ikke svare sig at få bulen rettet ud. For nogle mennesker er det ikke kun et spørgsmål om æstetik. Der er ligefrem noget uetisk ved at have buler i sin bil. »Maler du selv din bil?«, blev jeg spurgt forleden af en mand i en pletfri Toyota. Hans blik var nedsættende, men han forsøgte da - af høflighed antager jeg - at give sin bemærkning et anstrøg af munterhed. Men jeg blev lidt fortørnet alligevel, selvom jeg faktisk selv maler min bil. Man kan godt være lidt forfængelig på sine tings vegne, også når de er grimme.

Bulede, ældre biler hører ikke til i middelklassen. Ridser går slet ikke. Og mens man under ingen omstændigheder kan tillade sig at kritisere naboens personlige hygiejne eller hvordan han opdrager sin hund, er der frit slag, hvad angår biler. Et velmenende medlem af nabolaget trækker sin manende og udstrakte pegefinger langsomt og pædagogisk gennem det lag støv, der i sommer har lagt sig på Kadetten. Det er humor. Især hvis man så også kan finde på noget rigtig sjovt at skrive i støvet. Jeg har dem, der ser skævt til vores bil, mistænkt for at synes, at vi måske er lidt uansvarlige. Sådan en gammel vogn har jo ingen airbags - endsige ABS-bremser, bjælkeforstærkning, deformationszoner, selestrammer eller brændstofpumpeafbryder. Disse features, der forsikrer enhver bilist mod de alvorlige konsekvenser af en trafikulykke. Damage Control som det vist hedder.

Vi skal nok komme efter det. Opelen går jo nok ikke igennem næste syn, og så skal vi have en rigtig bil med airbag, kaskoforsikring, jævnlige serviceeftersyn på autoriseret værksted - og rentefradrag ikke at forglemme. Det næste bliver så en glas- og kummeforsikring. Det er den ultimative middelklasseforsikring. Hvis bidetet skal skiftes ud, sørger man bare for ved et uheld at tabe en hammer ned på det. Forsikringen betaler, og så løber det lidt rundt igen. I et risikosamfund drejer det sig om at tage højde for alle eventualiteter. Døden har det jo med at indtræffe.

(Klumme i Politiken 9. okt. 1999)