Adgang til magt: de bedst egnede

Det er et af de grundlæggende idealer i et moderne samfund, at de bedst kvalificerede gives adgang til embede og magt. Men hvad der for et nutidsmenneske forekommer at være en banal selvfølge er faktisk et relativt nyt fænomen. At bruge kvalifikationer som væsentligste rekrutteringsgrundlag hører i europæisk sammenhæng til i moderne tid, det vil sige de seneste 2-500 år.

Tilsvarende kendes et før- eller ikke-moderne samfund på, at det diskriminerer efter byrd, det vil sige, at det er altovervejende sandsynligt, at hvis du har magt eller embede i et sådant samfund, skyldes det, at du er i familie med nogen, der har. I et moderne samfund er den sociale mobilitet stor, og et menneske af en ringe stillet familie har meget større chancer for at blive til noget. Der er imidlertid tale om idealtypiske beskrivelser. Når man går ned i detaljen, er der masser af eksempler på en stor grad af social mobilitet i før-moderne samfund, og tilsvarende kan man identificere en meget stærk tilstedeværelse af ikke-moderne rekrutteringsmetoder i det moderne samfund.

Fordi den moderne måde at fordele magt og prestige på handler om meritering og ikke familie, kaldes et moderne samfund også somme tider et meritokrati. Det er bygget op om det skole- og uddannelsesvæsen, der siden Middelalderen er udviklet til at omfatte praktisk taget alle mennesker. Typisk er udviklingen af embedseksamenerne (præst, officer, læge, jurist, lærer), der giver adgang til og monopol på udøvelsen af særlige embeder i staten. En moderne statsforvaltning er utænkelig uden et professionaliseret bureaukrati. Et tidligt eksempel på en veludviklet meritokratisk institution er den katolske kirke, der for et ungt talentfuldt menneske fra ringe kår kunne fungere som en ekspreselevator af social mobilitet: Fra bondesøn til pave, sådan som det var tilfældet med pave Paul III. (Alessandro Farnese, 1468-1549).

Hvad der er så særligt ved det, bliver tydeligt, når man ser på, hvordan en før-moderne stat - typisk et kongedømme - blev forvaltet. For det første var den kendetegnet af en svag centralisering af magten og dermed også forvaltningen. Fyrsten rådede ikke over et omfattende bureaukrati. Han omgav sig med en stab af ganske få mænd, som han knyttede til sig i et personligt loyalitetsbånd, typisk forstærket af indbyrdes slægtskab.

Centrale statslige funktioner som skatteinddrivelse og voldsudøvelse blev ikke varetaget af selvstændige forvaltningsorganer, bemandet med jurister, soldater eller politifolk, men befandt sig i hænderne på lokale magthavere, hvis adkomst til denne magt typisk skyldtes den familie, de var født ind i, snarere end evner. Disse privilegerede familier, det såkaldte aristokrati, rådede også over indtægterne fra store dele af landbrugsjorden. De betragtede ikke sig selv som tjenestemænd, objektive forvaltere af en statsopgave, men som en slags lokale suveræner. Tilsvarende skelnede de ikke mellem embedets økonomi og deres egen.

Aristokrati er egentlig en misvisende betegnelse. Ordet er sammensat af de græske ord for »bedst« og »magt«, altså magtudøvelse ved de bedste, men betyder set fra en moderne synsvinkel omtrent det modsatte, det vil sige folk, der har magten i kraft af fødsel og ikke evner. Denne betragtning gør sig gældende for det tilsvarende danske begreb, adel, dem af ædel byrd. Aristokratiets loyalitet mod centralmagten var situationsbestemt - aristokratiet kunne i princippet frit vælge og somme tider også i praksis afsætte en konge - og derfor var magtforholdet mellem konge og aristokrati af helt afgørende betydning og blev i løbet af Middelalderen kodificeret i de såkaldte håndfæstninger, en nedskrevet pagt mellem en rigsforsamling af aristokrater og den nytiltrådte konge. Den antagelig kendteste af disse kongelige stillingsbeskrivelser er det engelske Magna Charta fra 1215. Indførelsen af det enevældige kongedømme i det 17. århundrede var i princippet et forsøg på at afskaffe dette kontraktlige bånd og dermed aristokratiets indflydelse på kongemagtens udøvelse, samtidig med at adkomsten til kongemagten selv blev gjort aristokratisk, idet en konge nu ikke længere blev valgt eller fravalgt, men fik sin titel med den ene grund, at hans far havde haft den. Hvis man ser bort fra kongemagten selv, betød enevælden altså et betydeligt skridt i retning af en moderne statsforvaltning, fordi kongen nu ikke længere i nær så høj grad var afhængig af at skulle tækkes aristokratiet, men kunne vælge sine folk ud fra andre principper. Statsorganerne blev langsomt professionaliseret, begyndende med militæret. Evner og meritter blev stadig mere betydningsfulde, og forvaltningen stadig mere regelbundet. Dermed opstod, hvad der godt kan ses som et paradoks, nemlig at retsstaten som princip udvikledes under absolutismen.

Nu skulle man så formode, at fænomenet adel langsomt ville forsvinde, men det blev ikke tilfældet - og det af to grunde. For det første fastholdt den gamle såkaldte fødselsadel sin forrang meget længe, ikke mindst takket være dens nedarvede kontrol over indtægterne fra store landbrugsarealer. For det andet skabte den enevældige konge et nyt aristokrati ved at begynde at adle tillidsfolk efter fortjeneste, den såkaldte brevadel, der typisk fik titel af greve eller baron. Borgerligt fødte fik dermed ikke blot en ny titel, men også nye fantasifulde navne som Griffenfeld eller Tordenskjold. Kongen kunne også træffe bestemmelse om, hvorvidt denne nye titel kunne nedarves. Ud af denne praksis blev også hele ordensvæsenet og rangfølgen skabt, en overvejende meritokratisk institution i aristokratisk klædedragt. Tilsvarende omsattes den gevinst, som borgerligt fødte havde fået ved at gøre karriere enten som embedsmænd eller handelsfolk i en livsførelse, der imiterede fødselsadelens. De købte sig et gods og førte sig frem.

Det endelige opgør med det aristokratiske princip blev i Danmark gennemført med Grundloven i 1849, hvis paragraf 97 afskaffede ethvert lovgivningsmæssigt privilegium for aristokratiet. Hvad der var tilbage af faktiske privilegier knyttet til nedarvet jordejendom blev næsten fuldstændig nedbrudt ved lensafløsningen i 1919. Selv om adelen i Danmark har haft relativt ringere kår end i vore nabolande (undtagen Norge, som ikke har nogen adel af betydning) kendes dog undtagelser. Udenrigstjenesten var også efter 1849 fuldstændig domineret af adelige. Af de cirka 100 mennesker, der fungerede som gesandter for Danmark gennem hele det 19. århundrede, var blot seks af borgerlig fødsel. Det gjaldt også den preussiske udenrigstjeneste, der næsten udelukkende besatte de højere stillinger med folk, der hed noget med von. Dietmar Grypas disputats om personalesammensætningen i den preussiske udenrigstjeneste viser imidlertid, at omtrent en tredjedel af disse påståede adelige førte deres titel med urette.

Nu er det jo spændende nok at se disse bedragere afsløret, men i denne sammenhæng er det mere interessant, at det såkaldte »junkervælde« slet ikke var så dominerende. Folk kaldte sig adelige, fordi det så godt ud ved udenlandske hoffer, men i virkeligheden var de bare dygtige.

Et fællestræk mellem den preussiske og den danske udenrigstjeneste i det 19. århundrede er forekomsten af et tredje rekrutteringsinstrument, nemlig nepotismen. Chancen for at få en stilling var væsentligt forøget, hvis man var i familie med en, der havde en stilling i forvejen. I Danmark var det nærmest sat i system. Næsten to tredjedele af gesandterne delte efternavn med en kollega. Slægterne Bille og Bille-Brahe var for eksempel overordentlig godt repræsenteret i firmaet.

Nepotisme - ordet er af samme oprindelse som »nevø« - er en interessant mellemform mellem det aristokratiske og det meritokratiske princip. Hvis vi for en stund vender tilbage til Renæssancens paver, skulle man tro, at den katolske kirke havde væbnet sig mod enhver form for nepotisme i kraft af cølibatet, der i princippet skar alle bånd til familien over. Men det hindrede ikke, at nogle af de mere farverige paver havde »nevøer«, hvem de skaffede særdeles gode ben i organisationen uden om den meritbetingede løbebanes slagne vej. Enhver so synes bedst om sine egne grise, og det er den simple mekanisme, der altid truer med at omgå den ordinære karrierevej i enhver moderne organisation. Hvis privilegier formidles over flere generationer, har man i princippet et nyt aristokrati, og så har man det problem, der kendes fra store familieejede selskaber. Der opstår typisk en krise, senest når tredje generation efter stifteren tager over. Kompetencen står sjældent mål med det medfødte privilegium, og ledelsen må professionaliseres.

Derfor er nepotisme som rekrutteringsmetode risikabel. Alligevel anvendes den i udstrakt grad. Det skyldes, at den importerer en af det førmoderne samfunds væsentligste kvaliteter, som det moderne samfund mangler: sammenhængskraft. Det kendes i sin mest udtalte form i de såkaldte stammesamfund, der er bygget op over det princip, at man nærer fundamental mistillid til alle, der ikke hører slægten til, og tillid til alle der gør. Disse samfund er kendetegnet ved at mangle et uddannelsessystem - med præsteuddannelse som mulig undtagelse. Et stammesamfunds ledere vil naturligvis foragte enhver skole, fordi den repræsenterer den mest afgørende udfordring til deres egen status og samfundets orden. Til gengæld må de undvære kundskaber. Omvendt vil et vidensintensivt samfund kunne høste alle fordelene af den gennem uddannelsessystemet akkumulerede kompetence, men må savne den tillidsskabende, stabiliserende og strukturerende effekt, som slægtskab kan give.

Anvendt i praksis på arbejdsmarkedet giver nepotismen nogle klare fordele. For det første gavner den familien, der får sine egne ansat. For det andet kan den gavne arbejdspladsen, fordi en arbejdsgiver foruden dygtighed også kræver loyalitet af sine medarbejdere. Det er som nævnt et spørgsmål om tillid. Hvis en mand får sin fætter ansat på sin egen arbejdsplads, står hans egen position på spil, hvis han ikke kan garantere, at fætteren lever op til arbejds-giverens forventninger. Tilsvarende vil han være bundet til arbejdsgiveren af en taknemmelighedsgæld, fordi han har gjort hans familie en tjeneste. Disse fordele kan i mange situationer opveje ulemperne ved fætterens eventuelle inkompetence, især hvis arbejdspladsen ikke er så krævende, hvad angår de ansattes formelle kvalifikationer. Et rengøringsselskab vil derfor have en tendens til at anvende nepotisme i større omfang end en atomforsøgsstation. Fordelen for netop et rengøringsselskab er, at nepotisme er et redskab til at sikre, at medarbejderne er til at stole på, det vil sige, at de kan stå tidligt op og ikke stjæler fra kunderne. Manglende evne til at gøre rent er vist sjældent fyringsgrund i den branche. Eller sagt på en anden måde: Nepotisme anvendt i uddannelsesintensive sektorer er væsentlig mere påfaldende og har en væsentlig større risiko for at give bagslag.

I en videre forstand handler det om, at vi stadig hylder familien som institution og værdi. Personlig merit er ikke arvelig, men merittens tydeligste afkast - pengene - er det. I diskussionen om arv og miljø må det konstateres, at miljø er særdeles arveligt, og det har betydning for uddannelsesniveauet. Man kan stadig ikke nå langt på sit efternavn alene - selv om denne regel har sine markante undtagelser. Men opmærksomheden vil altid rette sig mod et velkendt efternavn, og det kan give den konkurrencemæssige fordel. Det kan imidlertid også blive en belastning, fordi man ustandselig må stå til regnskab for eller leve op til omgivelsernes forestilling om, hvad man kan, eller hvem man er, fordi ens forældre kunne eller gjorde noget særligt. Tænk for eksempel at hedde Laudrup og ikke kunne spille fodbold.

Max Weber, Politik als Beruf, Duncker und Humblot, 1919

Klaus Kjølsen og Viggo Sjøqvist, Den danske Udenrigstjeneste 1770-1919, København 1970

Patricia Crone, Pre-Industrial Societies, Blackwell 1989

Dietmar Grypa, Der Diplomatische Dienst des Königreichs Preussen (1815-1866), Duncker & Humblot 2008

(Artikel i Weekendavisen 23. dec. 2009)