Borgerligt, Alexandra

Jeg blev faktisk oprigtigt ked af det, da nyheden om den kongelige skilsmisse kom frem. Jeg troede, at de var klogere, at de var stærkere, at de havde forstået, hvad spillet går ud på. De kongeliges klaver spiller nemlig anderledes end vores.

Det første man skal vide om kongelige ægteskaber er, at de ikke er borgerlige. Et borgerligt ægteskab er en alliance mellem to hjerter, indgået af kærlighed, og derfor kræves der også troskab af et ægtepar, for utroskab er et tegn på, at grundlaget for ægteskabet er væk.

Et kongeligt ægteskab var i gamle dage en politisk alliance. I dag er det en praktisk og juridisk foranstaltning, der skal sikre arvefølgen. Kongelige, især de mandlige, har altid haft sidespring. De mange Gyldenløver og Danneskiolder i adelskalenderen er efterkommere af uægte kongebørn uden arveret til tronen.

Frederik VI (død 1839) havde børn med sin officielle maitresse, som han besøgte og forsørgede. Christian VIII (død 1848), der selv var et resultat af en illegitim forbindelse, havde en del uægte børn, som han åbenlyst forsørgede. Derfor er det heller ikke helt hen i vejret at forestille sig, at H.C. Andersen var et af dem, om end de konkrete omstændigheder taler imod det.

Frederik VII (død 1863) betegnede en overgang. Han var en fantastisk, men også fuldstændig uregerlig personlighed. (Det kræves paradoksalt nok af regenter, at de først og fremmest ikke må være uregerlige.) Han havde to skilsmisser bag sig, da han endelig fandt lidt ro hos en kapabel og intelligent borgerlig kvinde, Louise Rasmussen. I modsætning til de fleste af sine forfædre kunne han ikke nøjes med at holde en elskerinde, men insisterede på at gifte sig med hende. Med den barnløse Frederik VII uddøde det oldenborgske kongehus.

Først med hans efterfølger, Christian IX, den første af Glücksborgerne, kom der for alvor andre boller på suppen. Kongefamilien var overordentligt anstændige og også lidt kedelige, skal man tro beretningerne fra de noksom bekendte sommerferier i Fredensborg, hvor kongen samlede børn og svigerbørn omkring sig til thevand og spadsereture. De indførte for alvor de borgerlige normer i det danske kongehus. Her sover man med hænderne over dynen.

Problemet var bare, at arvefølgen stadig var et alvorligt problem. Man kunne ikke bare lade kongebørn gifte sig med hvem som helst. Til og med Christian X var der stadig udenrigs- og indenrigspolitisk sprængstof i kongehuset. Den formelle indflydelse, som kongen har i kraft af grundloven, blev taget meget alvorligt.

Frederik IX var på mange måder også en uregerlig mand, mere sømand end købmand. Heldigvis blev han godt gift – oven i købet med en rigtig prinsesse – og fik nogle fornuftige børn, hvoraf storesøster efter en revision af arvefølgeloven i 1953 også kunne blive regent. Hun valgte også en god og fornuftig ægtemage af den franske landadel. Henrik forstod sin opgave til perfektion. I ægteskabet er der født to sønner, og mere skal han sådan set ikke stå model til. Henrik er generelt undervurderet. Han har stil – panache – og en til det folkelige grænsende jovialitet. Ham kan vi godt li’. Han sejler, dyrker rødvin og taler adskillige sprog, herunder ikke mindst et virkelig udmærket dansk. A good sport, med andre ord. Hvad regenten og prinsgemalen i øvrigt gør i deres chambres séparées, vedkommer ingen andre.

Hvad almindeligt borgerlige tæller som skilsmissegrund har ingen særlig gyldighed i kongelige kredse, for troskab og kærlighed er ikke en del af kontrakten. De færreste danske ugebladslæsere forstår det, men man havde håbet, at Alexandra og Joakim havde forstået det, så de kunne have arrangeret en de facto separation uden egentlig skilsmisse. Det er set før. Men hvem ved i det hele taget, hvad der er foregået. Man skal ikke gøre sig for klog på andres ægteskaber. De er til syvende og sidst blot mennesker.

(Information 17. sep. 2004)