Racehygiejne

Informations forlag har gjort det læsende publikum den tjeneste at genudgive Lene Kochs bog ' Racehygiejne i Danmark 1920-56'. Den udkom første gang ( på Gyldendal) i 1996. Det kom som et chok for den internationale offentlighed, da historikere som Koch dengang kortlagde omfanget og karakteren af især svensk og dansk racehygiejne i mellemkrigstiden.

Forargelse var den mest fremtrædende reaktion. ' Sverige tvångssteriliserade 10 000-tals - endast Nazityskland var värre i Europa', lød overskriften i Dagens Nyheter.

So ein Ding har vi altså også haft. Vi var også en slags nazister, lød den journalistiske vinkel på spørgsmålet. Men det virkelig rystende ved afdækningen af den racehygiejniske lovgivning var, at den ikke blev trumfet igennem af åndsformørkede Hitler-sympatisører, men af nogle af velfærdsstatens fædre. Danmark indtager på dette punkt den ikke særlig flatterende rolle som foregangsland, idet vi som det første land i verden vedtog en racehygiejnisk motiveret national steriliseringslovgivning allerede i 1929. Primus motor var den fremtrædende socialdemokrat K. K. Steincke, og den politiske opbakning var bred. De øvrige nordiske lande fulgte trop få år senere.

For Steincke var logikken den, at hvis staten skulle påtage sig forsørgelsen af dem, man dengang så uskrømtet kaldte undermålere, måtte man også sikre sig, at disse mennesker ikke forplantede sig og dermed øgede forsørgerbyrden i næste generation. Foruden den økonomiske kalkule var ræsonnementet bygget på en socialdarwinistisk eller biologiserende opfattelse af mennesket, ifølge hvilken også menneskets moralske karakter og sociale adfærd blev betragtet som arvelig. Racehygiejnen gav indtryk af at være strengt videnskabeligt motiveret, men var i virkeligheden mere et krydsfelt for politiske, moralske og økonomiske interesser og anskuelser. Lovgivningen blev i vid udstrækning et instrument, man brugte mod mennesker, der udviste en uønsket adfærd.

Der kunne - med 1929-lovens formynderiske ordvalg - tillades »Indgreb i Kønsorganerne hos psykisk abnorme Personer«, hvis det »maa anses særdeles magtpaaliggende for Samfundet og gavnligt for dem selv, at de sættes ud af Stand til at faa Afkom«. Imod almindelig forplantningslogik, men i pagt med tidens herskende moral, blev loven næsten udelukkende brugt mod kvinder, især sådanne, der blev betragtet som småt begavede og løse på tråden. Omfanget af tvangsforanstaltningerne har ganske vist vist sig at være mindre end først antaget, men det tager ikke alvoren ud af sagen for den enkelte. De kunne interneres på anstalter, og en af forudsætningerne for deres løsladelse kunne være, at de underkastede sig »Indgreb i Kønsorganerne«. En af disse anstalter lå på Sprogø, og de sidste piger, der har boet der og er blevet steriliseret, lever såmænd endnu.

En af kvaliteterne ved Lene Kochs bog er, at den ikke er fordømmende eller moraliserende. Så meget desto klarere står pointerne. Hvad genudgivelsen vidner om er, at den også taler til vores nutid om nogle af de tungeste politiske og etiske emner: stat og individ, myndighed og selvbestemmelse, liv og død.

Det er f. eks. heller ikke i dag alle og enhver, der får lov til at komme til verden. Det statslige sygehusvæsen tilbyder os mulighed for adgang til detaljerede informationer om vores kommende børns helbredsprofil sammen med adgang til svangerskabsafbrydelse - ganske frivilligt naturligvis. Sagen er blot den, at når vi får valgmuligheden, handler vi stort set uden undtagelse på samme måde, som staten ville have gjort i 1930' erne. De uønskede forbliver ufødte.

Tvang som på Sprogø i gamle dage er unødvendig. Staten behøver blot at tilbyde ' information' og ' muligheder'. Når jeg en gang imellem krydser Storebælt og kaster et blik over på den gamle pigeanstalt på øen, spekulerer jeg over, hvad forskellen er på nu og dengang? Er der tale om fremskridt, som Stanisùaw Jerzy Lec spurgte, når kannibaler begynder at spise med kniv og gaffel?

(kommentar i Politiken 24. april 2010)