Grundtvig og Grundtvig

I den sidstehalve snes år af Grundtvigs liv blev han fejret på sin fødselsdag - 8. september - af sin stadig voksende skare af tilhængere. De mødtes i hans hjem i København til foredrag og samtale og lagde sig hvert af hans ikke altid lige klokkeklare ord på sinde. På sine mere karismatiske dage ytrede Grundtvig sig profetisk, det vil sige storslået og tvetydigt. Der dannede sig en menighed, et parti - nogle siger endda en kult - omkring hans tanker og person. De kaldte sig selv 'venner'. Af omgivelserne fik de betegnelsen 'grundtvigianere' - et begreb, der fra sin første forekomst omkring 1820 var tænkt som et skældsord.

Der var også planlagt et møde for vennerne hos Grundtvig i september 1872, men det blev forpurret af den omstændighed, at han gik hen og døde kun en uge før sin 89-års fødselsdag. Af mødet blev der nu en begravelse, der var en statsmand værdig, hvis nu ellers vi havde haft for vane at begrave statsmænd i Køge.

Næppe var han stedt til hvile, før der udbrød en fortolkningskamp om, hvad han nu egentlig havde ment med alle de ord, han skrev og sagde. Klarheden havde som nævnt heller ikke været udtalt i årene forinden, men så havde man da i det mindste haft begejstringen for Grundtvigs person at samles om.

Der blev med Bjørnstjerne Bjørnsons ord lyst til strid snarere end fred ved Grundtvigs grav. Grundtvigianerne delte sig i to lejre; en konservativ gammel-grundtvigianisme og en kulturåben ny-grundtvigianisme. Sidstnævnte har altid beskyldt gammel-grundtvigianerne for dogmatisme og forstokkethed. De konservative har omvendt ikke været sene til at bebrejde ny-grundtvigianerne deres karakterløse leflen for modeluner og tidsånd.

Grundtvigs død satte ingen stopper for vennemøderne. På hundredeårsdagen for Grundtvigs fødsel i 1883 rapporterede avisen Morgenbladet fra mødet. Morgenbladet var et af De Bergske Blade, således kaldt, fordi de var stiftet og ejet af Venstremanden Chresten Berg, hvis publikum blandt andet og ikke mindst bestod af grundtvigianere. Den udsendte medarbejder hed Edvard Brandes. Han benyttede anledningen til at filosofere over fænomenet grundtvigianisme. Ingen andre af århundredets store personligheder i kirke eller politik havde samme menighedsdannende evner som Grundtvig, bemærkede Brandes. Der fandtes kun et parti »og den ene navnmærkede Sekt: Grundtvigianerne«.

Brandes spåede denne sekt et langt efterliv, fordi den som enhver forlokkende nyreligiøsitet evnede at »tilbyde meget og fordre lidt«. Grundtvigianismen er ikke enkel, og den er ikke eksakt, som han udtrykte det. Her kunne tilhængerne med andre ord få deres ønsker og håb taget alvorligt uden selv at skulle bringe for mange ofre. Brandes' karakteristik var ikke venligt ment. Den ramte hårdt, antagelig fordi den var så præcis, og tilstrækkelig mange af avisens læsere tog så meget anstød af artiklen, at Berg så sig nødsaget til at afskedige den respektløse reporter.

Brandes havde dog fået så meget smag for bladsmøreriet, at han i kompagniskab med Viggo Hørup grundlagde dagbladet Politiken. Sin uelskværdige dandystil tog han med over på sit nye blad, hvor den blev dyrket og smagt til med rigelig anvendelse af selvfølelse. 'Organ for den højeste Oplysning' kaldte de deres udgivelse. Politiken fik og spillede rollen som ateismens, storbykulturens, frisindets og de frankofile stilfifleriers avis. Grundtvigianerne derimod opfattede sig selv som jordbundne, djærve og ligefremme. De havde helt andre værdier, først og fremmest dyrkelsen af det nationale og den særlige opfattelse af kristendom og menighedsliv, som stammer fra Grundtvig. Der ligger en understrøm af almuekonservatisme i grundtvigianismen, men først og fremmest har den forstået sig selv som frihedens forkæmper i kirke, skole og politik. Derfor er der også et besynderligt slægtskab mellem det storbyradikale, intellektuelle borgerskab og den selvbevidste stand af venstrebønder på landet, som fandt sit konkrete udtryk i konstruktionen kaldet Det radikale Venstre, hvis politik altid har været en tilsvarende uskøn blanding af højpandet idealisme og æreløs sjakren med værdierne. Paradokset udtrykkes klarest med Edvard Brandes' eget eksempel. Han blev gennem mange år trofast genvalgt som folketingsmand af et flertal af Langelandskredsens bønder.

Mellemkrigstiden var ikke nogen fremgangstid for grundtvigianismen. Indførelsen af folketingsparlamentarismen i 1901 og Genforeningen i 1920 var ganske vist væsentlige sejre for den demokratiske og nationale sag, der var så stor en del af også grundtvigianismen, men det var til gengæld vanskeligt at finde nye sager, der på tilsvarende vis kunne mobilisere ung begejstring. Mere konservative kræfter fandt sig til rette i en blivende utilfredshed over, at Flensborg fortsat var tysk, men ellers var der nogle år ro på den front. Først da højreradikale kræfter i 1930'erne blev mere højrøstede og fik kuppet sig vej i mange europæiske lande, blev grundtvigianismen igen mobiliseret som politisk synspunkt.

Det harlængeværet diskuteret blandt grundtvigianismens og højskolebevægelsens historikere, hvilket forhold grundtvigianismen egentlig havde til højreradikalismen. Mange har nægtet, at der overhovedet skulle være en forbindelse, mens andre på baggrund af denne bestemte benægtelse har set sig foranlediget til at overdrive sammenhængen. Der var en udbredt nysgerrighed over for fascismens og nazismens politiske projekter. Italien og Tyskland så ud til at være nationer, der havde fundet vejen ud af ikke alene den økonomiske krise, men også den kulturelle. Enkelte højskolefolk - Niels Bukh i Ollerup og Aage Møller i Rønshoved - var erklærede beundrere af autoritære regimer, men hovedparten var kritiske over for Tyskland.

Tre elementer af nazismen tiltrak sig positiv opmærksomhed: Det gjaldt for det første forholdet til kommunismen. Frygten for kommunismen var udbredt i store dele af samfundet i 1930'erne, og Det ny Tyskland blev anset som et troværdigt bolværk mod den røde syndflod. For det andet kunne grundtvigianerne i udgangspunktet godt forstå nazisternes begejstring for det nordiske, som også indgik som en væsentlig bestanddel af Grundtvigs verdenshistoriske spekulationer. Men allerede her skiltes vandene, for - som højskolelærer C.P.O. Christiansen sagde i 1933 - om tyskernes forherligelse af det nordiske »føles det, at denne Forherligelse har en Baggrund, vi ikke kan og ikke vil kendes ved, og som vi skammer os over«. Især nazisternes undertrykkelse af friheden og menneskerettighederne og deres jødehad bød Christiansen imod.

Det tredje og væsentligste element var ligheden i folkelighedsbegrebet. Både nazister og grundtvigianere betonede ideelt set folket som en organisk sammenhæng uden indre konflikter. Her hørte ligheden også op. Nazisterne forstod denne organiske sammenhæng som en biologisk realitet, mens grundtvigianerne forstod folket som en åndelig størrelse. Forskellen blev tydeligere i udmøntningen af de politiske konsekvenser, for mens nazisterne mente, at et organisk sammenhængende folk var bedst tjent med politisk ensretning under en enevældig fører, var grundtvigianismen som politisk bevægelse blevet til under forfatningskampen og havde udviklet en stærk alliance med parlamentarismen.

Netop denne udlægning, nemlig at det grundtvigske folkelighedsbegreb skulle forstås som en modsætning til det nazistiske, blev med styrke fremført af Frederik Borgbjerg. Han var noget for sin tid så usædvanligt som grundtvigianer fremtrædende socialdemokrat. Borgbjerg mente ganske enkelt, at det var Grundtvig, der havde vaccineret danskerne mod den ideologiske smitte fra syd. Ikke nok med det. Grundtvig havde nemlig gjort sig til talsmand for en social politik, mente Borgbjerg, og citerede linjerne af sangen 'Langt højere bjerge', hvor Grundtvig havde givet udtryk for, at vi i rigdom har drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.og

Ordene faldt ved et møde i Arbejdernes Læseselskab i København i september 1933 i anledning af Grundtvigs 150-års fødselsdag. Borgbjergs Grundtvig-fortolkning var bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi arbejderbevægelsen indtil da ikke havde andet end foragt tilovers for grundtvigianismen. Det havde flere årsager. For det første gik Grundtvig aldrig ind for offentlig forsørgelse. Han blev aldrig fortaler for en socialpolitik, der på nogen måde lignede den socialdemokratiske. For det andet havde arbejderbevægelsen indtil da defineret sig som en ateistisk, materialistisk og international bevægelse. Det stod i tydelig modsætning til grundtvigianismens betoning af det åndelige, det nationale og det religiøse og ikke mindst sammenhængen mellem dem. For grundtvigianismen er folkeånden en filial af Helligånden. Ånd kan i denne sammenhæng oversættes til sprog, forstået på den måde, at Helligånden er menneskehedens universelle fællesskab, som imidlertid altid meddeler sig på et konkret sprog. For at forstå det universelle kristne budskab må man gøre det ved hjælp af det sprog, som man nu en gang bedst forstår, det, som man er vokset op med. Et universelt eller privilegeret sprog findes ikke. Dansk er med andre ord et lige så fuldgyldigt sprog som latin eller tysk.

Borgbjergskreative nytolkning af Grundtvig som proto-socialdemokrat var ikke tilfældig. I de samme år omlagde Socialdemokratiet sin strategi. Det skulle ikke længere være et internationalt klasseparti, men derimod et nationalt folkeparti. Nu gjaldt det altså ikke længere om at definere sig i modsætning til bønderne eller funktionærerne, men om at betone fordrageligheden og interessesammenfaldet i hele folket. Det blev til partiprogrammet 'Danmark for folket' fra 1934, der siden er blevet husket som grundplanen for det moderne velfærdssamfund.

Operationen lykkedes. Grundtvig blev transmogriffet om til en af velfærdsstatens fædre. Drømmen eller fiktionen om national samdrægtighed, som socialdemokraterne og grundtvigianerne delte, blev til virkelighed. Velfærdsstatens opbygning blev et nationalt konsensusprojekt, et ideologisk system, der med Henning Fonsmarks ord byggede på en alliance mellem Grundtvig og Marx. Det skal forstås metaforisk. Der er omtrent lige så lidt Grundtvig i moderne grundtvigianisme, som der er Marx i socialdemokratismen.

Konsensusfesten kulminerede med Grundtvigs 200-års dag i 1983 med en fejring - i teaterstykker, bøger, plader, udstillinger, fjernsyn, radio og festtaler - der kun tåler sammenligning med H.C. Andersen-året. Alle hyldede Grundtvig som ophav til alt godt og skønt i landet. Det afspejlede sig også udadtil. Det var kun naturligt, at ulandshjælpen skulle udformes således, at de stakkels fattige indere og afrikanere skulle lære noget om Grundtvig og dernæst af egen folkelig drift stifte andelsselskaber for at nå op på vores høje niveau, for den vej var vi jo selv gået. Selvtilfredsheden med den danske model har aldrig været større. Kun under besættelsestidens nationale rus har Grundtvig-begejstringen været større. Kvalmegrænsen blev nået.

De følgende årtier var kendetegnet ved et tydeligt opgør med det ideologiske grundlag for den skattefinansierede nationale velfærdsstat. For det første mistede venstrefløjen luftherredømmet i den offentlige debat. Det var igen blevet legitimt at være liberal. Det blev faktisk normen. Selv de konservative var ikke så konservative, at det gjorde noget. For det andet betød internationaliseringen og globaliseringen, at man ikke længere kunne tage nationalstaten for givet. Velfærdssamfundet var ikke længere nogen lukket fest. Den danske model blev efterhånden betragtet som en udtjent model, fordi den byggede på indre national solidaritet i stedet for globaliseret individualisme. I samme bevægelse lykkedes det alle andre partier at afskrive sig ethvert ansvar for dens tilblivelse. Hvad de for tyve år siden gerne tog æren for, bebrejder de nu gerne socialdemokraterne, som så - noget ufortjent - sidder tilbage med alle forklaringsproblemerne og de elendige valgresultater.

Derfor er det da også logisk, at Grundtvig som politisk varemærke måtte lide sin skæbne solidarisk med den nationale velfærdsstat. Hans popularitet er styrtdykket. Sidste år foretog et større københavnsk dagblad en internetafstemning om alle tiders dansker. Den vidt berejste H.C. Andersen vandt naturligvis med en tredjedel af alle stemmer. Hjemmefødningen Grundtvig fik kun godt fem procent.

Kun et parti har taget det på sig at forsvare den gamle danske model, Dansk Folkeparti. Det har to punkter på programmet: restaurering af nationalstaten og bevarelse af den skattefinansierede velfærdsstat. De har måske også bedre end de fleste forstået, hvor intimt de to elementer hænger sammen.

Tilsvarende har Dansk Folkeparti taget Grundtvig til sig som deres egen, da alle andre nægtede at have noget med ham at gøre. Da partibladet i december 1999 skulle udnævne årtusindets dansker, faldt valget ikke overraskende på Grundtvig.

Som Grundtvig-forskeren Kim Arne Pedersen har gjort opmærksom på, er der ganske vist voldsom uenighed om den retning, samfundsudviklingen skal tage, men der er forbavsende enighed om det billede, man har fremkaldt af Grundtvig. Grundtvig bliver i dag af globaliseringens tilhængere identificeret med meget af det, som de ikke bryder sig om, især nationalt snæversyn og chauvinisme. (Grundtvig bliver endda jævnligt kaldt fundamentalist, selv om der ikke er særlig meget belæg for den påstand). Globaliseringens modstandere fremhæver Grundtvigs nationalisme som noget positivt. Mest radikalt er det formuleret af Peter Neerup Buhl fra den danske forening, der mener, at Grundtvig - havde han levet i dag - ville være gået »forrest i arbejdet for at gøre Danmark muhamedanerfrit«.

Forsøg på at hævde andre tolkninger af Grundtvig i disse år har ikke nydt nogen særlig opmærksomhed. Der er ellers Grundtviger nok at tage af. Der var en Grundtvig, der kæmpede for afskaffelsen af slaveriet, for oplysning af almuen, for jødernes ligeberettigelse, sekulariseringen af skolen eller for afskaffelsen af folkekirken. De ligger foreløbig på lager og må vente på et af de kommende jubilæer for at få deres renæssance. Næste gang er 250-året i 2033. Vel mødt.

(kronik i Politiken 6. sep. 2005)