Demokratiet som politisk modstander

Søren Krarup udgav for 35 år siden en bog, hvori han kritiserede demokratismen, som han kaldte den. Han mente - og mener - at demokratiet er en slags erstatningsreligion for dets tilhængere, at det ikke er rammen for politik men en politisk ideologi i sig selv. Pudsigt nok er det en opfattelse, som deles af nogle muslimske debattører herhjemme. Man skal blot ikke regne med, at det er en ironi, der bider på Krarup. Dertil tager han sig selv og sin sag alt for højtidelig. At demokratiet bliver betragtet som en ideologi og ikke som et grundfæstet princip for det at føre politik, ændrer dets rolle i det politiske spil: det er blevet legalt at manipulere med spillereglerne. Dansk Folkeparti har bestemt ikke monopol på kynisk udnyttelse af systemet. Det pinlige er, at de sætter en ære i at gøre det.

DF føler sig mobbet af Folketingets ordstyrere, især når klokken svinges af enten Auken eller Auken. Man spørger sig selv: hvis de endnu ikke har vænnet sig til et par himmelvendte øjne, var det måske på tide, men lad det nu ligge. Det er formandens job at være upartisk, og selvfølgelig skal der holdes på formerne. Ja, altså undtagen når DF's egen Poul Nødgaard er formand. Så er det pludselig i orden at udtale sig bagvaskende fra talerstolen, som Langballe gjorde, da han kaldte navngivne socialdemokrater for landsforrædere.

Lad være at Langballes forståelse af storpolitik synes at stamme fra spredt læsning i Ingemanns historiske romaner, men det fritager ham ikke fra at stå til ansvar. Da Ivar Hansen meget nænsomt forsøgte at gøre opmærksom på Langballes manglende fornemmelse for pli, sagde Pia Kjærsgaard, at nu måtte præsidiets formand ikke glemme, hvem der havde stemt på ham. Med en sådan afpresning åbnede hun for en politisering af Folketingets forretningsorden, som ikke har været set hidtil.

Princippet fremover må ifølge Kjærsgaard altså være, at hun vil stemme på den formand, der lader hendes partifæller overtræde reglerne. Et andet eksempel på Kjærsgaards forhold til samfundets spilleregler fik vi, da hun som indehaverske af en peberspray overtrådte våbenloven. Hun tog sin straf, men viste derpå sin fortsatte foragt for landets love, idet hun erklærede, at forbuddet mod peberspray er latterligt. Det skulle Hans Engell i sin tid jo bare have tænkt på at sige om færdselsloven. Det seneste eksempel kom i torsdags, da Radiosymfoniorkestrets dirigent, Gerd Albrecht, inden koncertens start ytrede sin utilfredshed med Danmarks tilslutning til USA's krig mod Irak. Albrechts tale var usædvanlig og kom bag på både orkestrets chef og tilhørerne, hvoraf flere udvandrede, men så er det heller ikke værre. Det var et genrebrud. Der tales ikke til koncerter. Det var måske tilmed smagløst og malplaceret, men det er jo under alle omstændigheder et spørgsmål, der skal afgøres mellem Albrecht og orkesterchefen.

DF går som bekendt ind for at kaste bomber i udlandet, sålænge de mulige ofre kun er muslimer, så de er naturligvis uenige med dirigenten. DF's mand i DR, Søren Espersen, mente, at Albrecht burde blacklistes, fordi han misbrugte sin stilling til »at lægge Danmark for had«, som det så delikat udtrykkes. Espersen er ikke dummere, end at han antagelig ved, at der findes et tysk ord for det, han ønsker: Berufsverbot. Hvis kunstneren ikke danser efter DF's pibe, så får han ikke flere jobs. Det eneste mulige politiske svar på Albrechts faux pas er naturligvis, at han er i sin fulde ret til at ytre sin politiske holdning, men at det måske var en idé at gøre det i et bedre forum. Det næste udslag af DF's særegne opfattelse af demokrati må befrygtes. De har simpelthen ingen skam i livet. Man skal ikke undervurdere, hvor vrede disse mennesker er på det system, der har bragt dem til magten, som en klog ven udtrykker det.

(Kommentar i Information 25. marts 2003)