En god skuespiller

Mogens Amdi Petersens arrestation i en lufthavn i Los Angeles den 18. februar for nu tre år siden blev en af det års største historier i pressen. Den var forsidestof i ugevis. Retssagen, der skal rede trådene ud, løber endnu. Den har svaret på mange spørgsmål om Tvind, men den har også rejst nye spørgsmål om vilkårene for at føre så komplicerede sager.

Amdi Petersen var gået under jorden i 1979 og nåede i sit fravær fra offentligheden at blive noget nær en mytologisk skikkelse. Jo mere han tav og skjulte sig, desto mere interessant syntes han at blive. Offentlighedens forventninger var derfor store, da det endelig blev muligt at se giraffen.

Anholdelsen i Los Angeles var resultatet af en omfattende efterforskning. Med skiftende mellemrum havde Told&Skat, Civilretsdirektoratet, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, politiet i Holstebro, PET og Undervisningsministeriet gennem årene forsøgt at få skovlen under Tvind. Alle havde de en klar mistanke om, at Tvind snyder og bedrager, men det var – med et par mindre undtagelser – ikke lykkedes nogen af dem at fremlægge klare beviser. Først da politiet i Holstebro i 2000 fik forelagt materiale, der dokumenterede dele af Tvinds indviklede struktur, var der nok til en egentlig retssag. Kilden til disse dokumenter var Frede Farmand, der også var researcher på to dokumentarudsendelser om Tvind. Denne selvbestaltede arkivar og hemmelighedskræmmer havde fremskaffet, hvad en håndfuld myndigheders professionelle jurister og økonomer i løbet af to årtier ikke havde magtet af finde. Hvordan han bar sig ad, forbliver en gåde.

Frede Farmand tog sig betalt for sin indsats, om man så kan sige. Politiet skaffede sig på baggrund af hans materiale en ransagningskendelse. Den 25. april 2001 slog de til på en række Tvind-ejendomme og beslaglagde endnu mere materiale. Fjernsynet kunne samme aften vise levende billeder af aktionen. De var optaget af Frede Farmand, der var blevet orienteret på forhånd, så han kunne være til stede med sit videokamera.

 

Det var dette nye materiale fra ransagningen, der endelig resulterede i en international og hemmelig arrestordre mod Amdi Petersen. Umiddelbart var det meget dristigt af anklagemyndigheden at gå efter Amdi Petersen, for da han gik under jorden i 1979, trådte han også tilbage fra alle tillidsposter i Tvind. Han er officielt kun menigt medlem af Tvinds såkaldte Lærergruppe. Det er den gruppe på et par hundrede medlemmer, der giver sig fuldstændig hen til Tvind. De deler selvopofrende deres arbejdskraft, tid og penge med fællesskabet. Der er intet officielt hierarki i Lærergruppen. Der er dog ingen tvivl om, at denne angiveligt meget flade struktur har et ubestridt centrum: Amdi Petersen og hans håndgangne kvinder. Kun indirekte afslører dokumenterne denne kommandostruktur i Tvind. Det efterlader anklagemyndigheden med et dobbelt problem, nemlig at dokumentere

• at der er blevet begået ulovligheder

• at Amdi Petersen har begået dem.

Tvind modarbejdede arrestationen med alle midler og antog Robert Shapiro, en af USA’s dygtigste og i hvert fald dyreste advokater. Sagen blev den, at den danske anklagemyndighed skulle dokumentere anklagens lødighed over for en amerikansk dommer, der derefter skulle træffe afgørelse om udlevering til retsforfølgelse i Danmark. Bagmandspolitiet, der nu sad med sagen, fik travlt med at få oversat anklageskriftet og dets bilag til engelsk. Arbejdet skulle gøres hurtigt og grundigt, for ifølge udleveringsaftalen må anklageskriftet efter en udlevering ved dom ikke siden udvides efter hjemkomsten. Kølen til en kæmpeskude af en sag skulle med andre ord lægges på rekordtid, for det ville ikke blive muligt siden at præsentere nye aspekter.

Den californiske dommer berammede i marts måned det næste retsmøde i sagen til august. Det kom antagelig bag på sagens parter, især Amdi Petersen, der kunne se frem til at tilbringe en varm sommer i varetægt i et county jail. Gennem sin danske advokat begyndte en presset Amdi Petersen at fremsætte forslag til den danske anklagemyndighed om at overgive sig frivilligt, hvis anklagerne imod ham blev mildnet. Det blev imidlertid afvist pure alene af den grund, at den danske anklagemyndighed ikke indgår deals, som man gør det i Amerika.

I slutningen af august havde Amdi Petersen tilsyneladende svedt længe nok. Han indvilgede pludselig i at lade sig udlevere betingelsesløst. Det er i hvert fald sådan, det fremstår udadtil. Han blev fløjet til Danmark i midten af september måned, hvorpå han blev varetægtsfængslet. Første retsmøde berammedes til februar måned det følgende år, men det blev fremskyndet til december. Yderligere blev planen lagt således, at sagen kunne indledes med afhøringen af Amdi Petersen. Ved et retsmøde i januar 2003 kunne Amdi Petersen derefter løslades. Mod forventning kunne han beholde sit pas.

Han kan frit rejse, og han har bl.a. besøgt Tvinds store hovedkvarter i Zimbabwe. Denne service over for Amdi Petersen kan ikke tolkes som andet end anklagemyndighedens pris for den betingelsesløse overgivelse. Der må være indgået en deal.

Amdi Petersen har haft held til at fremstille sig selv som en knækket mand. De få øjeblikke, han viser sig for fotografer uden for retssalen, giver billedet af en gammel, lidt dårlig klædt og krumbøjet mand. Det er langt fra retvisende. Han er i fysisk fin form og i virkeligheden befinder han sig i en situation, som han mestrer. Da omstændighederne i Los Angeles tvang ham ud af anonymiteten, genoptog han en duel, som han har udkæmpet siden midten af 1960’erne: Amdi mod Samfundet. Det er vel at mærke en kamp, som han har været vant til at vinde. I 40 år er det lykkedes ham at løbe om hjørner med myndighederne.

 

Taktikken i dag er simpel. Han møder op til retsmøderne og ser lidt stakkels og rådvild ud. (En enkelt gang måtte han dog melde forfald. Retten modtog og godkendte en håndskrevet lægeerklæring pr. fax fra Harare.) Hans tilhængere ved imidlertid godt, at han er en glimrende skuespiller. Imens udkæmper en halv snes advokater og jurister en kamp alene for at få deres kalendre til at passe sammen. Den offentlige udgift til beskikket forsvar vokser til et betragteligt millionbeløb.

Anklagemyndigheden har et enormt materiale til rådighed. De har åbenbart gjort et stort stykke arbejde for at skære anklageskriftet til, så det ikke fylder for meget. Det handler udelukkende om Tvinds humanitære fond og om anvendelsen af dens midler. Tvinds langt større erhvervsdrivende fonde eller de offentlige tilskud til skolerne kommer slet ikke på tale. Alligevel er sagens fylde vokset anklageren og byretten i Ringkøbing over hovedet. Ifølge dommerens skøn slutter sagen mod Amdi Petersen og konsorter ikke før næste år. Til den tid vil der være gået fire år fra hans arrestation.

Bliver der tale om en dom over Amdi Petersen, er der dog formildende omstændigheder. For det første vil hans tid i amerikansk og dansk varetægt blive fratrukket en evt. straf. For det andet vil Amdi Petersen på dette tidspunkt være 67 år gammel. Ældre mennesker får ofte rabat. For det tredje vil man kunne se tilbage på en meget lang retssag. Sendrægtighed i sagsbehandlingen kan også give nedslag i straffen. Endelig er der tale om en førstegangsforseelse. Ganske vist har Amdi Petersen en dom for vold mod politiet i Flensborg i 1969, men den bør ikke tælle med. Dels er det en meget gammel sag, dels var der antagelig tale om et justitsmord. Det skulle derfor ikke undre, om Amdi Petersen, når dommen falder, kan forlade retssalen enten som en fri mand eller med udsigt til en meget lille reststraf.

At Amdi Petersen dermed har udsigt til en moralsk sejr, siger ikke så meget om berettigelsen af sagen imod ham. Jeg er personlig ikke i tvivl om, at manden har fortjent en straf. Spørgsmålet, der hermed må rejses, er, om anklagemyndigheden og domstolene overhovedet er skikket til at føre sager af dette omfang? Hvor mange andre sager må ligge hen, fordi der simpelthen ikke er resssourcer til at forfølge dem? Eller endnu værre: Hvor mange sager bliver aldrig taget op, fordi offentlige myndigheder ikke har den nødvendige faglige kapacitet?

(kronik i Information 10. marts 2005)