Et spørgsmål om kronologi

Fejringen af 150-året for udgivelsen af Darwins klassiske værk om arternes oprindelse har på mange måder været en nedslående oplevelse. Meget få synes for det første at vide, hvad Darwin egentlig skrev. Det har Statens Naturhistoriske Museum nu forsøgt at råde bod på ved at udgive en nyoversættelse ( ved Jørn Madsen) af denne bemærkelsesværdige bog.

Det er et af de ganske få af den moderne naturvidenskabs klassiske værker, der uden problemer kan læses af lægfolk. Denne litterære bedrift føjer sig til de mange andre af Darwins fortjenester. En af de kyndigste kendere af darwinismens historie, Peter C. Kjærgaard, har skrevet et instruktivt forord. Men det er nok for meget at håbe, at bogen får mange læsere.

Problemet med den historiske forståelse af Darwin skyldes først og fremmest, at nutidige modstandere af darwinismen - de såkaldte kreationister og fortalere for intelligent design - har domineret dagsordenen i år. Det har de fået lov til, fordi pressen elsker tydelige og stærke konflikter, og så er det sket alt for ofte, at ' biologen' og ' kreationisten' bliver stillet op over for hinanden, som om de var lige interessante at høre på.

Det har - foruden at være rigtig irriterende - den konsekvens, at folk tror, at denne konflikt er 150 år gammel. Oftest ser man Darwins værk fremstillet som det skærende lys, der forjog et middelalderligt mørke, som et bombenedslag, der rystede kirkens grundvold, fordi Darwin umuliggjorde den bogstavelige tro på Bibelens skabelsesberetning. Denne opfattelse beror på en temmelig grov misforståelse af det 19. århundredes dannelseskultur i almindelighed og af kirken i særdeleshed. Den anglikanske kirke var faktisk i midten af det 19. århundrede meget liberal.

EN AF DE historier, der oftest fortælles, er den om biskop Wilberforce og darwinisten Huxley ved et møde i Oxford i 1860. Wilberforce skal have spurgt Huxley, om han nedstammede fra aberne på fædrene eller mødrene side, hvorpå Huxley angiveligt svarede, at han hellere ville nedstamme fra en abe end en ignorant.

Kilden til denne ordveksling er imidlertid meget upålidelig, men historien gentages alligevel hele tiden, fordi den fungerer som en kondenseret illustration af, hvad folk mener at vide om forholdet mellem Darwin og kirken. Det var naturligvis ikke uden kon-flikter, men om noget absolut modsætningsforhold var der ikke tale. Sandheden er ganske rigtigt, at Wilberforce var kritisk over for Darwin, men bibelfundamentalist var han ikke. Han advarede netop mod at bruge teologiske argumenter i en naturvidenskabelig debat. Og Darwin selv var foruden en slags agnostiker et uhyre skikkeligt menneske, der tog Wilberforces argumenter alvorligt.

Det er egentlig et spørgsmål om simpel kronologi. Darwinismen var ikke en reaktion på fundamentalismen. Det er omvendt. Fundamentalismen er konservativ. Den smykker sig med alderens legitimitet, men den er i virkeligheden ganske ung, 100 år for at være præcis. Begrebet er skabt af amerikanske protestanter, hvis program blev fremsat i et stort værk, ' The Fundamentals: A Testimony to the Truth', fra 1909, et forsøg på at vende tilbage til troens egentlige fundament, den bogstavelige tolkning af skriftens ord.

I anden halvdel af det 19. århundrede, i kølvandet på Darwin og Wilberforce, blev den åndelige arbejdsdeling konsolideret, som kendertegner den moderne verden: Naturvidenskaben hævder ikke at sige noget om eksistentielle spørgsmål, og religionen ( og kunsten) har ikke noget meningsfuldt at sige om naturvidenskabelige spørgsmål. Det er mod denne arbejdsdeling fundamentalisterne retter deres attentat, idet de hævder, at religionen skal være retningsgivende for alt, både videnskab, politik og etik. For at håndtere dette anslag må vi vide, at fundamentalismen ikke er et middelalderligt mørke forud for det moderne. Fundamentalismen er en formørkethed født i modernitetens midte.

(Indlæg i Politiken 12. dec. 2009)