Fra hestens egen mund

Thomas Højmark har i løbet af de seneste uger offentliggjort længere indlæg i flere af landets aviser - senest på denne plads i går - hvori han tager Tvind og Mogens Amdi Petersen i forsvar. Højmark mener, at Tvind er udsat for en hetz fra samfundets side, der kan sammenlignes med jødeforfølgelser. Det taler til pressens fordel, at den lader Højmark komme til orde, og det dementerer samtidig Højmarks påstand, at Tvind ikke bliver hørt i debatten. Højmarks indlæg er på den ene side meget ensidige i deres forsvar, men på den anden side også læseværdige, fordi de fortæller om Tvinds selvforståelse. Tvind er et kollektiv bestående af mennesker, der deler tid, penge og arbejdskraft i den såkaldte Lærergruppe. Højmark, der selv er mangeårigt medlem, beskriver indmeldelsen i Lærergruppen som en mundtlig aftale. Det er forkert. Medlemmerne skriver bl.a. under på en fuldmagt, der overlader forvaltningen af medlemmets privatøkonomi til kollektivet. Dette kollektiv er indadtil strengt hierarkisk, men udadtil kendetegnet ved en ubrydelig solidaritet. Anklager udefra mod et enkelt medlem opfattes som en anklage mod hele Lærergruppen. Det forklarer Højmarks forargelse på Amdi Petersens vegne, om end det ville undre mig, om Amdi Petersen kom Højmark til undsætning efter dette.

Det understreges til stadighed, at alle beslutninger tages i fuldkommen enighed. Derfor er det også misvisende, når Højmark i gårsdagens kronik skriver, at der er holdningsfrihed i Lærergruppen. Princippet bygger netop på, at uenighed skal afvikles og enighed fremmes. Af samme årsag forekommer Tvind som en meget lukket organisation. Der er ganske vist ingen pigtrådshegn om skolerne, og enhver er velkommen til at besøge dem. Lærerne er altid glade for at fortælle, men netop enigheden er påfaldende. Skolerne fungerer alle efter samme principper, og alle medlemmer af Lærergruppen siger præcis de samme ting. Det er udtryk for struktureret informationspolitik, og det giver et meget stærkt indtryk af styring og lukkethed. I alle økonomiske spørgsmål er lukketheden ganske konkret. Spørger man offentlige myndigheder af enhver slags om deres erfaringer med Tvind, vil de kunne fortælle historier om, hvordan Tvind gang på gang kun mangelfuldt har opfyldt sin lovbefalede oplysningspligt. Den tidligere talsmand Poul Jørgensen har endda en landsretsdom for at tilbageholde oplysninger fra Civilretsdirektoratet.

kommer fint til udtryk i Højmarks sprog. Han taler ikke som sig selv, men hele tiden i første person flertal. Højmark har rask væk kaldt de midler, der administreres af den nu så omstridte humanitære fond, for »vores penge«. Dermed har han så tydeligt, som anklagemyndigheden næsten kan ønske sig, givet udtryk for Lærergruppens selvopfattelse. Hele ideen med skattefrie donationer til en fond er jo, at der er tale om betroede midler, som ikke kan anvendes, som om der var tale om en privat formue. Men fordi alting i Lærergruppen er »vores«, har medlemmerne øjensynlig også store vanskeligheder med at skelne mellem mit og dit.

I alle økonomiske spørgsmål er lukketheden ganske kon- kret , Om Lærergruppens aktiviteter verden over siger Højmark: »I dag dyrker vi bananer, samler tøj ind i stor stil, sejler med skibe, organiserer mennesker med at få kontrol med HIV/AIDS, uddanner 23.000 afrikanske skolebørn«. I et andet indlæg fortæller han, at Lærergruppen kontrollerer et skovbrug på størrelse med Lolland, »Fazenda Jatoba« i Brasilien. Talsmænd for Tvind har ellers systematisk benægtet, at Tvind er en verdensomspændende koncern, der knytter ulandsarbejde, skolearbejde og erhvervsmæssige interesser sammen. Så sent som sidste år forsøgte Poul Jørgensen at fjerne et dokument fra Civilretsdirektoratets varetægt, hvoraf det fremgår, at Lærergruppen i praksis ejer »Fazenda Jatoba«. Ledelsen af UFF i Sverige benægter at være styret af Lærergruppen. I Østrig har den lokale søsterorganisation, Humana, lagt sag an mod en mand, Friedrich Griess, der har påstået, at Humana er en del af Tvindkoncernen. Det vil ganske givet glæde hr. Griess, at Højmark som fuldgyldigt medlem af Lærergruppen bekræfter hans mistanke. Vi har det nu fra hestens egen mund.

kollektivistiske selvopfattelse viser sig tydeligst i mødet med det moderne retsvæsen. Vi lever i en individualiseret tid, og det har vi i juridisk forstand gjort i mindst 200 år. Kollektiv straf findes ikke længere. Ingen kan retsforfølges for, hvad andre har gjort. Det er et smukt princip, der imidlertid har sin pris. At domstolene er parate til at betale denne pris, blev tydeligt under retssagen mod Blekingegadebanden, der havde slået en betjent ihjel under et røveri. Da ansvaret for drabet imidlertid ikke kunne placeres på et enkelt medlem af banden, blev ingen af dem dømt for det. På samme måde er det vanskeligt at stille enkeltmedlemmer af Lærergruppen til ansvar.

Talsmænd for Tvind har ellers systematisk benægtet, at Tvind er en verdensomspændende koncern, der knytter ulandsarbejde, skolearbejde og erhvervsmæssige interesser sammen , Thomas Højmark fortæller, at en langvarig undersøgelse af Tvindskolernes forvaltning af de statslige tilskud mundede ud i, at statsadvokaten i Aalborg, Ole Stiegel, i januar 1998 ikke fandt grundlag for en sigtelse. Det er for så vidt rigtigt, men Højmark undlader at fortælle, at Stiegel specifikt pegede på, at undersøgelsen havde været berettiget, fordi der efter hans mening var foregået uregelmæssigheder, men at der ikke kunne gøres strafansvar gældende over for en enkeltperson, og at straffeloven derfor ikke kunne bringes i anvendelse. Det er denne afgørende forskel på det strafbare og det ulovlige, som Tvind så mange gange har nydt godt af. Statsadvokatens udsagn blev i øvrigt bekræftet af Vestre Landsret, der i december sidste år afgjorde, at Den rejsende Højskole på Sejrens Vej havde modtaget 5,5 mio. kr. i uberettiget statstilskud. Højmarks beskrivelse af Lærergruppen som et kollektiv af fredselskende og uegennyttige humanister er selvfølgelig ikke fuldstændig misvisende. Som menigt medlem af Lærergruppen arbejder man hårdt og længe for ingen penge. Det er i hvert fald uegennyttigt. De danske kommuner synes, at Tvinds pædagogiske arbejde er så godt, at de bruger ca. 180 mio. kr. om året på at sende problembørn på Tvindinstitutioner. Jeg er overbevist om, at de fleste af Tvindskolernes lærere er oprigtigt engageret i at gøre det så godt som muligt for deres elever, og at nogle børn faktisk har glæde af Tvinds pædagogik. Amternes tilsyn med institutionerne har imidlertid også kunnet konstatere, at en stor del af dem ikke opfylder gældende krav.

især af lokale regeringer med Zimbabwes Robert Mugabe i spidsen. En evalueringsrapport af Tvinds arbejde i det sydlige Afrika bedømmer indsatsen positivt, men kritiserer dog administrationen for at være dyr, ledelsen for at være inhabil og organisationen for at være uden lokalt, folkeligt fodfæste. Det springende punkt for kritikken af Tvinds ulandsarbejde er økonomien. Tvinds projekter i marken arbejder på meget små budgetter, samtidig med at en relativ stor del af pengene går til udgifter, der vanskeligt kan retfærdiggøres. Mistanken er den, at der med vilje ledes midler fra almennyttige formål til erhvervsmæssige. Princippet kan illustreres med tal for UFF i Danmark, der officielt er en velgørende forening. Den konstituerede direktør Jesper Petersen oplyste for nylig til Netavisen, at foreningen omsætter for 11 mio. kr. årligt. Af disse penge går ca. 10 pct. til ulandshjælp. Det er ikke meget, når man tager i betragtning, at tøjet - ca. 2.000 tons hvert år - doneres til organisationen gratis og at arbejdskraften til dels er frivillig. Af samme grund går Told & Skat foreningen efter i sømmene for at se, om den stadig kan gøre krav på skattefrihed. Dagens Nyheter i Sverige har skønnet, at UFF i Sverige sælger det brugte tøj videre til andre Tvindselskaber til underpris for dermed at trække penge ud af den velgørende forening til fordel for uvedkommende. Svensk UFF benægter naturligvis, selvom deres officielle tal viser, at også de er forbavsende dårlige til at tjene penge på de mere end 8.000 tons tøj, der indsamles i Sverige årligt. Charity Commission, der fører opsyn med velgørende foreninger i Storbritannien, lukkede for et par år siden Humana UK på grund af store økonomiske uregelmæssigheder, hvilket dog ikke har ført til andet, end at Tvind har fortsat sine aktiviteter under et andet navn.

Lærergruppen er det forståeligt, at Højmark må føle den stærke kritik, der er rejst, som en sammensværgelse, men hans fuldstændig blanke afvisning af, at der skulle være noget som helst i vejen med Tvind, er et tydeligt tegn på, at det fortsat vil være meget vanskeligt at gennemføre en kritisk dialog med ham eller den organisation, han er medlem af.

(kronik i Berlingske Tidende 19. marts 2002)