Folkeskolens rolle for statsborgerskabet

Per Bregengaard fortsætter sine ret hårde angreb på Bertel Haarder i spørgsmålet om vurderingen af skolebørns danskkundskaber med henblik på meddelelse af statsborgerskab. Der er nu grund til at lytte til Bregengaard, for han peger i sit seneste indlæg mod Bertel Haarder indirekte på et meget væsentligt spørgsmål, som nok er værd at tage op, nemlig hvad et statsborgerskab egentlig er? Det er senest blevet illustreret af den omstændighed, at en dansk statsborger er blevet idømt dødsstraf for terrorvirksomhed.

Udenrigstjenesten ved ikke, hvilket ben den skal stå på, for der er ikke megen offentlig sympati for en radikal muslim, der har en temmelig perifer tilknytning til sit teoretiske fædreland. Mange spørger vel sig selv, hvordan sådan en mand har opnået statsborgerskab? Imidlertid er regeringen selvfølgelig nødt til på samme måde som med fangen på Guantanamo at bistå ham netop på grund af statsborgerskabet. Lad der ikke herske nogen tvivl om det.

 

Den oprindelige lov om indfødsret var et instrument, der skulle sikre privilegeret adgang til offentlige embeder, og man kan som hovedregel sige, at indfødsret – eller det i praksis tilsvarende statsborgerskab – er at sammenligne med adgangen til en klub, der tilbyder ret omfattende medlemsfordele, hvoraf de vigtigste er ret til at opholde sig i landet, ret til arbejde, ret til at drive virksomhed, ret til at modtage offentlig forsørgelse og sygeforsikring samt stemmeret. Dertil kommer mere sekundære privilegier som f.eks. retten til at købe sommerhus i landet, at deltage på idrætslandshold eller at modtage bistand fra danske diplomatisk repræsentationer i udlandet.

Internationaliseringen og de mange internationale konventioner har ikke direkte undergravet de privilegier, der er tilknyttet statsborgerskabet, men udviklingen har tildelt mange andre end netop statsborgerne disse privilegier, som f.eks. kommunal stemmeret, offentlig syge- og socialforsikring, næringsret, opholdstilladelse osv. Derudover er statsborgerskab blevet tildelt mange personer, som ikke nødvendigvis ligner den normale danske statsborger mht. etnicitet, religion eller demokratisyn.

Dansk Folkeparti har peget på dette som et problem, der bør løses ved at gå tilbage til statsborgerskabets tidligere form, idet de har foreslået udtrædelse af internationale konventioner, mere begrænset mulighed for at opnå statsborgerskab og fratagelse af de ovennævnte privilegier til ikke-statsborgere. Det er en utiltalende løsning og dertil er den politisk umulig at gennemføre.

National- og velfærdsstaten Danmark er ikke længere nogen lukket fest. Vi må leve med den åbenhed og frihed, der er et fælles vilkår i den vestlige verden. På den anden side må vi kunne stille krav til nye statsborgere for at kunne opretholde det velfungerende samfund.

Sprogkundskaber er ikke blot pådutning af dansk etnicitet men en nødvendighed, hvis man skal kunne navigere i et oplyst samfund med retssikkerheden i behold. Hvad nytter meddelelser fra det offentlige, hvis de ikke bliver forstået? Dertil må komme en forståelse og helst også sympati for samfundets demokratiske indretning.

Det er naturligvis et kildent spørgsmål, fordi det hurtigt kommer til at smage af sindelagskontrol. Dertil kommer den omstændighed, at nogle danskere – herunder flere folketingsmedlemmer – selv har en svagt udviklet demokratiforståelse.

Jeg vil gerne medgive Bregengaard, at der ikke kan stilles samme krav til børn som til voksne, når det handler om optagelse i Klub Danmark. På den anden side må folkeskolen besinde sig på den opgave, som den har påtaget sig i det hele taget med de børn, der er den betroet. Man fødes ikke som ’dansker’, ’demokrat’ eller ’fundamentalist’. Det er noget, man bliver, som regel inden det fyldte 18. år.

Desværre synes Bregengaard ikke helt at være klar over, hvor vigtig en rolle folkeskolen har at spille i denne proces.

Den må indstille sig på, at det ikke blot er gammelromantisk nationalisme at lære børnene at beherske sproget – og gerne flere sprog – eller at lære dem fortrolighed med det danske og europæiske samfunds historie og indretning.

Det er en nødvendig opdragelsesproces, hvis den demokratiske samfundsindretning også i fremtiden skal have sine borgeres opbakning og praktiske deltagelse.

(kommentar i Information 22. juli 2003)