Sælpølser

Lyttere af radioens P1 har mange glæder, og en af dem er nyhederne fra Grønland på dansk hver aften umiddelbart før den store radioavis. En noget pompøs elektronisk fanfare indleder den daglige beretning fra den nordatlantiske lilleverden, der i mangt og meget ikke adskiller sig fra livet i en større dansk provinsby. Børnehaver indvies og kommunaldirektører går af.

Men Grønland er alligevel ikke Esbjerg eller Roskilde, for i Grønland sker der sære ting. Det er et lukket samfund, hvor der f.eks. ikke er nogen adskillelse mellem privat og offentlig økonomi. Ervervslivet er for størstedelens vedkommende offentligt ejet, og langt de fleste boliger er kommunale, statslige eller landsstyrejede.

Det gamle danske handelsmonopol, Den Kongelige Grønlandske Handel, er nu på hjemmestyrehænder. Det hedder Royal Greenland, men ellers er alt ved det gamle. Konkurrence tillades ikke. Royal Greenland ejer trawlere, fabrikker og sidder tungt på alle dele af fiskeriet og produktforædling i Grønland. Hjemmestyret har kontrol med kvoter, priser, arbejdspladser, eksport osv. Der er ingen rigsrevi-sion i Grønland. Opgaven er uddelegeret til et privat revisionsfirma, der beskyldes for at være lidt for tæt på den administration, som den skal kunne kritisere.

Den grønlandske kandidat til nordisk råds litteraturpris, Kelly Bertelsen, der kender hjemmestyret indefra, sagde for nylig i et interview, at Grønland er styret af inkompetence og nepotisme. Hjemmestyret kritiseres af miljøforkæmpere sønder og sammen for sin hovedløse forvaltning af øens naturressourcer. Samtidig med at hjemmestyret forlanger, at amerikanerne skal rydde op efter sig i Thule, tillader det nu jagt på truede fuglearter – i ynglesæsonen.

Min yndlingshistorie er den om sælpølserne. Den løb som en dramatisk føljeton præget af stigende absurditet for et par år siden i de grønlandske aftennyheder.

Det indledende problem er, at de sæler, som de grønlandske fangere lever af at fange, ikke er mange penge værd. Skindet kan bruges, men kødet er usælgeligt, bl.a. fordi det åbenbart smager harsk. En amerikansk erhvervsmand havde udviklet en metode, der kunne fjerne den kedelig smag af tran fra sælkød. Hjemmestyret udkastede en fantastisk forretningsplan, der omfattede eksport af sælpølser til det kinesiske marked for et trecifret millionbeløb. Der blev smidt mere end 50 millioner offentlige kroner i projektet, der skulle drives af aktieselskabet Puisi. Der blev opstillet fiktive budgetter og fortalt mange historier fra de varme lande. Der blev indhandlet sælkød i stor stil, men det kneb lidt med at få produktionen i gang både i Grønland og i Kina, hvor amerikaneren drev et datterselskab. Det var først, da en delegation fra Grønland rejste til Kina for at tage produktionsfaciliteterne i øjesyn, at de opdagede, at der ikke var nogen fabrik – endsige noget marked for grønlandsk sælkød. Puisi a/s gik konkurs i 2000. Pengene var fuldstændig spildt. Ingen politikere er blevet draget til ansvar. Til gengæld har det grønlandske landsting lige bevilget sig selv en lønforhøjelse på ca. 50 procent.

Kajakken er heldigvis ved at vende, siger de kloge med forstand. En af kritikerne af hjemmestyret, Per Berthelsen, blev topscorer ved sidste landstingsvalg. Alkoholforbruget har i nogle år nu været mindre end det danske. Antallet af uddannede grønlændere stiger. I kulturlivet – musik, film og litteratur – er nationens sønner og døtre begyndt at formulere en identitet, så de kan se den moderne verden i øjnene med stolthed. Men den politiske og økonomiske revolution mangler stadig. Grønland regeres fortsat af en lille klike, der under indtryk af den åbenlyse mangel på bananer har gjort landet til en sælpølserepublik.

(kommentar i Information 15. marts 2003)