Den vedvarende usamtidighed

Et af de mest drilske problemer, man som historiker kan komme ud for, er dateringer i fortiden. Første onsdag efter Mariæ bebudelse i Absalons andet embedsår er bestemt ikke for uprøvede kronologer. Det hjalp ikke, at den oprindelige romerske kalender, den såkaldte julianske, var en noget upræcis størrelse, der i praksis betød, at kalenderåret konstant blev forskudt 11 minutter i forhold til det astronomiske år, hvilket i korthed indebar, at kalenderen efter 128 år begyndte en dag senere end korrekt var. Det havde i løbet af århundrederne samlet sig til en ret betydelig forskel, hvilket bragte uorden i fejringen af påsken, der som bekendt er den første søndag efter en fuldmåne, der indtræffer på eller efter forårsjævndøgn, som ifølge kalenderen var den 21. marts. Problemet var det evidente, at forårsjævndøgn allerede var indtruffet flere dage forinden.

Det fik Pave Gregor til at udstede en kalenderreform i 1582, dvs. reformen er sådan set dateret til 24. februar 1581, idet det pavelige kancelli indtil da regnede nytåret fra den 25. marts, hvis man skal være meget pedantisk. De protestantiske og ortodokse lande afviste naturligvis ethvert paveligt diktat, og således hændte det, at der kom endnu mere koks i den europæiske tidsregning. Tidens to største forfattere, Shakespeare og Cervantes, døde f.eks. begge den 23. april 1616, blot overlevede Shakespeare spanieren med 10 dage, fordi England endnu ikke var gået over til den gregorianske kalender. De sidste til at overgå til den mere astronomisk korrekte kalender var sovjetrusserne, hvilket som bekendt førte til den pudsighed, at årsdagen for oktoberrevolutionen indtræffer i november.

 

Og så skulle man tro, at den moderne europæiske rationalitet havde gjort det af med den sidste kronologiske ufornuft. Desværre nej. Fremtidens historikere vil have lige så store problemer. Det skyldes, at nutidens forvaltning hele tiden har brug flere kasser at fordele opgaverne i. Tænk f.eks. at bo i fødevareregion Sønderjylland. Tilsvarende har samfundets samlede visdom inddelt året i indtil flere år. Kalenderåret kender vi, og den 31. december fejrer vi dets ophør, henholdsvis et nyts begyndelse. Kirkeåret begynder en måned tidligere. Mange virksomheder har et regnskabsår, der går på tværs af kalenderåret. Det kan hænge sammen med, at skatteåret indtil for ikke så mange år siden heller ikke var lig med kalenderåret. Det samme gælder stadig skoleåret, der mod al rimelighed indledes i den uge, der meteorologisk set er den bedst egnede til at holde sommerferie i.

Ferieåret er den åndssvageste af alle alternative kalendre. Ikke nok med, at vi som danske løn- eller dagpengemodtagere har ret til at holde ferie, vi har sandelig også pligt til det. Hvert år op mod ferienytåret den 1. maj modtager jeg kryptiske breve fra sære myndigheder, der afkræver mig svar på alt muligt, hvis jeg skal have de penge udbetalt, som i grunden allerede er mine.

 

Hvis man som jeg har haft flere arbejdsgivere i det forgangne år, tabes overblikket ganske hurtigt. Mener de f.eks. ferieår eller kalenderår – måske regnskabsår? Overblikket sløres gerne yderligere, hvis a-kassen har været ind over. Et år fik jeg et brev med et stort skema, som jeg skulle udfylde, hvis jeg ville have feriedagpenge. Første spørgsmål lød: »Har De holdt udsat ferie?« Så gav jeg op. Hvad i himlens navn er en udsat ferie? Jeg har flere gange holdt ferie på steder, som af meteorologer kaldes udsatte steder, dvs. steder hvor det regner, når det er tørvejr i resten af landet, men det var næppe det rigtige svar. Og hvad skal alt det bøvl til, når der sådan ikke hersker tvivl om, hvor mange feriepenge, der er opsparet, og hvis de er? Hvornår sker det, at opsparede feriepenge – mine feriepenge – bare kommer til udbetaling den 1. januar uden krav om at besvare umulige spørgsmål?

(Information 3. jan. 2004)